Det frivillige arbejde kan noget, som det offentlige ikke kan. Men er det de frivillige organisationers opgave at sørge for et socialt sikkerhedsnet, siger Preben Brandt i sin månedlige klumme.
Ved årsskiftet forlod vi et år, som af EU var udråbt til fattigdomsår og gik ind i et nyt år, som også har fået en særlig rolle af EU på det socialpolitiske område. 2011 skal være frivillighedsår.
Jeg har bestemt ikke noget imod frivilligt socialt arbejde, tværtimod. Hverken det, der udføres af frivillige organisationer eller det, der udføres af den enkelte borger, gratis og ud fra et ønske om at hjælpe andre.
Men alligevel lurer der en tvivl i mit sind om hvilke hensigter og gode ideer til besparelser af offentlige udgifter en regering nu kan få i sådan et år.
Som et juleeventyr
På Socialministeriets hjemmeside skriver socialminister Benedikte Kjær som et eksempel på godt frivilligt socialt arbejde, at mennesker samler ind til og uddeler julepakker til udsatte familier.
Den form for frivilligt, socialt arbejde er der en århundrede lang tradition for at udføre i ekstremt liberalistiske samfund, hvor sociale sikkerhedsnet betragtes som et onde.
Jeg kom til at tænke på Dickens ”Et juleeventyr” hvor den benhårde arbejdsgiver og gnier blev omvendt og så delte lidt af sin formue ud til personer, som han kendte og var i familie med. Altså dem, som han synes har fortjent det.
Det er ikke sådan et samfund jeg kan ønske mig. Det er ikke sådan et samfund, der er godt for os mennesker.
Og det er en af svaghederne ved frivilligt socialt arbejde, som udstilles lige med det eksempel.
Det siger vel nærmest, at det er i orden med de særligt lave sociale ydelser, for der er nogle, der frivilligt finder tegnebogen frem, og nogle der frivilligt samler pengene sammen og sikrer, at pengene bliver omsat til fornuftige gaver og delt ud.
Hjertet med på job?
Men derimod kan jeg grundlæggende være enig med socialministeren i, at frivillige kan noget og kan betyde noget for andre, som det offentlige og ansatte medarbejdere i den sociale sektor ikke kan.
Men må så alligevel tilføje at helt så enkelt er det nu heller ikke. Jeg har i tidens løb talt med mange, der føler at de offentligt ansatte leverer en vare, men mangler tid eller ret til at føle noget, eller i hvert fald til at give udtryk for det.
Det kan være med rette eller med urette at de oplever det sådan.
I sagens natur vil en frivillig besøgsven, der ikke får sin gode løn for at være sammen med én, blive betragtet med andre øjne.
Man vil forestille sig at vedkommende gør det fordi han eller hun kan lide én og af hjertet vil én det godt.
Det kan også både være med rette eller med urette at modtageren sidder med den tanke.
Privat socialt arbejde
I de første 7 år af 1990'erne udførte jeg selv frivilligt og ulønnet socialt arbejde på gaden i København, hvor jeg opsøgte og talte med hjemløse med psykiske lidelser, mens jeg om dagen arbejdede som socialoverlæge i Københavns Kommune.
Det førte til, at jeg i 1997 startede en frivillig organisation, hvor en del af medarbejderne er lønnede, men hvor der også er tilknyttet omkring 40 frivillige.
Det er faktisk en udbredt form for socialt arbejde i Danmark, sådan at have frivillige organisationer med både ansatte, professionelle og frivillige.
De udfører dels særligt arbejde, som det offentlige ikke vil eller kan udføre, dels driver de en del tilbud, som det offentlig lige så godt kunne tage sig af selv.
Disse organisationer modtager selvfølgelig midler fra det offentlige til deres arbejde.
Frivillighed i socialt arbejde er ganske omfattende, og det kunne kaldes privat socialt arbejde, lige som vi taler om privathospitaler.
Men hvor de sidste er forretninger, der drives for sikre profit for ejerne, gælder det for de frivillige sociale organisationer, at de altid har været ikke-profit virksomheder. Heldigvis.
Det er en stærk værdi. Og jeg håber på, at socialministeren har vilje og mandat til at sikre at frivillighedsåret ikke bliver udnyttet til presse kommunerne til nedskæringer på sociale ydelser og ikke bliver brugt til at skære i støtten til de frivillige sociale organisationer.
Men lad mig til slut slå fast, at noget bedre socialt system end et stærkt, retfærdigt og humanistisk offentligt socialvæsen findes der ikke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
