09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den snigende egoisme

Den snigende egoisme

Onsdag, 05. januar, 2011, 09:43:57

Skål for fællesskabet – og vores gamle dronning. Lad os så få ryddet op efter næsten 10 års nyliberalistisk egoisme.

af Christian Juhl, Silkeborg, folketingskandidat for Enhedslisten.

Hjemme hos os klappede vi nytårsaften af vores gamle dronning, da hun løftede en advarende pegefinger mod den snigende egoisme.

Vi skal ud af krisen med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr, sagde hun.

Det er en meget vel placeret formaning.

Oftere og oftere hører jeg folk sige:

JEG vil selv bestemme, hvad JEG bruger MINE penge til.

Hvad får JEG igen, når JEG betaler skat?

Hvordan får MIT barn den bedste uddannelse?

JEG vil have frit valg til at gøre det, JEG har lyst til.

Vi har i 10 år været vidne til den mest systematiske nedbrydning af det, vi har bygget op i FÆLLESSKAB.

Offentlige sygehuse vånder sig i stram økonomi, mens de rige kan springe over og frit vælge, hvad de har råd til – for eksempel private hospitaler.

Kommunerne må spare anstændigheden ud af ældreplejen.

Skolerne forfalder, og eleverne skal måles helt nede fra de små klasser, så de dygtigste kan køre deres eget ræs og være ligeglade med de svageste.

Hjemløse og psykisk syge går på gaden og overlades til private organisationers barmhjertighed og almisser.

Arbejdsløse skal have korte periode med understøttelse, så de kan frygte afgrunden fra første dag.

Efterlønnen skal væk, så de nedslidte bliver presset til at arbejde længere.

Jeg er sikker på, at det var den udvikling, Margrethe ser en fare i, og som risikerer at forgifte vores forhold til hinanden.

Alt sammen fordi de rigeste vil have frit valg og skattelettelser, så de kan klare sig selv.

År efter år har vi  lyttet til løgnene om, at det kun er de rige og det private arbejdsmarked, der kan skabe værdier.

Det er YT at vise de enestående værdier, som velfærdssamfundet og den offentlige sektor hver dag skaber.

Og helt uhørt at fortælle, at øget offentlig aktivitet og skabelse af flere fælles værdier, er den hurtigste og bedste vej ud af krisen.

Skål for fællesskabet – og vores gamle dronning.

Lad os så få ryddet op efter næsten 10 års nyliberalistisk egoisme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2011 - 09:43   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev