De fremmede ser fattigdom blandt danskerne og oplever, hvordan enlige mødre føler sig ydmyget af at skulle fortælle deres børn, at der ikke er råd til banale hverdagsting.
kronik af Finn Gunst, København
I den netop overståede jul omtalte en hel del præster juleevangeliet, der er den basale fortælling om, at Gud blev menneske og tog bolig i mennesket.
Det lyder umiddelbart flot, at det godes princip kan rummes i det enkelte menneske. Og hvad er der så kommet ud af det, kunne man spørge. Grådighed og egennytte er ikke forhenværende begreber. Generaliseringer og fremmedhad er ikke udryddet.
I den sammenhæng siger den jødiske sprogforsker Victor Klemperer i sin bog LTI – Lingua Tertii Imperii, Det tredje Riges sprog, at ord kan virke som små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.
Præcise meldinger om situationen i 1930’ernes Tyskland og relevante meldinger i forhold til muslimernes situation i 2010 præges af nedværdigelser, forhånelser og generaliseringer.
Dykker vi ned i andre historiebøger end evangeliet, erfarer vi, at europæiske mennesker i 14- og 15-hundredtallet tog på opdagelsestogter ude i den store verden.
I Palle Petersens bog Rejsen til Paradis hedder det et sted: »Djævelen tog Jesus med op på et højt bjerg og viste ham alle jordens riger og deres herlighed. Og djævelen fristede menneskesønnen:
Hvis du vil tilbede mig, skal alt dette være dit. Jesus svarede ham: Vig bort, satan. Jeg vil tjene herren min Gud og tjene ham alene. Djævelen forlod Jesus i vrede. Og englene kom og tjente ham.«
På trods af denne præcise afvisning viste det sig altså senere i vor klodes historie, at først kom den opdagelsesrejsende sammen med præsterne, som ville redde de vantro, så handelsmanden og endelig krigeren, hvis de vantro ikke makkede ret.
De nye folkeslag blev tvunget til at samarbejde med europæerne på europæernes præmisser. For menneskene i den del af verden var der tale om en total forandring af deres egen levevis og kultur. Med ét var de verdens »underdogs«, og de fleste af dem er det stadig.
bekvemmeligheds-flygtninge
Europæiske kræmmersjæle var i særklasse den tids mest sultne bekvemmelighedsflygtninge. Det var bekvemt for dem at snyde, stjæle og plyndre. Det var bekvemt for dem at skævhandle, og det var bekvemt for dem at basere europæisk velfærd på billige råstoffer og slaveløn. Og det skete i de dage…
Jesus smider et sted i historien kræmmerne ned ad tempeltrappen og siger, at det er sværere for en rig at komme i himmeriget, end det er for en kamel at komme gennem et nåleøje. Og hvor er så nutidens kræmmere placeret på hierarkiets trappe?
På trods af evangelisterne er de ganske højt placeret på tempeltrappen, på trappen til lobbyistlogen i EU, på trappen til våbenfabrikken, der sælger våben til hvem som helst og til hvad som helst. Svært at nævne en trappe, de ikke er på!
Men der er ikke længere nogen til at smide dem ned. Det europæiske præsteskab vender den anden kind til, hvis de da ikke ligefrem er med på vognen. Kendt er i hvert fald den katolske kirkes involvering i våbenfabrikation. Journalisterne er med få undtagelser overfladiske mikrofonholdere, og politikerne er – igen med få undtagelser – pæne bydrenge.
I disse år slås kræmmerne fortsat for det stærkest mulige Europa. Toldmure og skæve handelsrelationer beskytter EU’s velstand, subsidierne til for eksempel Europas landmænd smadrer den tredje verdens landbrug. Og dét sker i vore dage…
På New Zealand kan man opleve den oprindelige befolkning, maorierne, i deres danse beskrive naturen. Med sitrende hænder, arme og ben fortæller de om, at naturen til stadighed er i bevægelse og vækst. Det er deres hyldest til og respekt for den jord, vi alle betræder i det daglige.
kræmmerkulturen
Hos de europæiske kræmmere er arme og ben ligeledes i konstant bevægelse. I tv ser vi ikke sjældent nogle pyntelige unge børsmennesker flimre rundt, råbende og skrigende, mens de elegant betjener to-tre telefoner og pc’ere på én gang.
Med svedpletter under armene og med røde ører handler de med værdipapirer, hvis værdi stiger og falder som deres ivrige øjenbryn. Også deres kultur udviser aktivitet og konstant bevægelse i respekt for deres gud – Mammon.
Nogle af den tredie verdens folk banker i disse år i al stilfærdighed på vores dør. De vil gerne være lidt med i det europæiske paradis. Nogle er krigsflygtninge, så stort set velkommen til dem.
Andre er bekvemmelighedsflygtninge, akkurat som europæerne førhen. De vil gerne se en flig af eventyrligheden, den størrelse, de selv har dannet grundlag for.
Det første de oplever er, at de ikke er specielt velkomne – hvis de da ikke lige er billige fodboldspillere, der kan hæve standarden i danske klubber, eller kan passe whiskybæltets familier som stuepiger eller kan betræde jobs, som europæerne ikke selv gider eller formår. Her i dronningeriget er de også velkomne, hvis de ligner Pia Kjærsgaard.
Det næste de ser er, at mange af de danskere, der er i arbejde i totredjedels-samfundet, er stressede og ikke altid har det paradisiske lys i øjnene.
De fremmede ser en stigende fattigdom blandt danskerne og oplever, hvordan enlige mødre føler sig ydmyget af at skulle fortælle deres børn, at der ikke er råd til banale hverdagsting. Også det sker i vore dage…
Endelig bliver indvandrerne en smule skræmte over nogle hjernedøde racisters retorik, og de undrer sig over, at dronningeriget finder sig i dem. Situationen kan ind imellem minde op 1930’ernes passivitet, hvor præsten Martin Niemöller sagde:
»Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere…« Men kan det nu ske i vore dage?
ulighed er godt
De nye mennesker erfarer ved selvsyn, at de europæiske kræmmere langt fra har løst problemerne på deres egen hjemmebane. Men kræmmerne ved, hvad de gør:
De skaber ulighederne, og ofrene bekæmper ofte hinanden. Igen bekvemt for grådigheden og kræmmerne, hvis menneskesyn baserer sig på dansen omkring guldkalven:
Er det billigere at producere i den tredje verden, drejer de nøglen om for næsen af deres såkaldte medarbejdere, alt imens krokodilletårerne flyder i lårfede stråler. Vestas og slagterierne er aktuelle eksempler.
»Hvad har I så travlt med her i Europa?«, spurgte den gamle mayaindianer ved en forestilling i Kanonhallen i København i Columbus-året 1992. »I har dårligt tid til at holde om hinanden eller til at gå på lokum.«
Travlhed er et grimt ord siger kræmmerne – vi kalder det foretagsomhed. Det var fin foretagsomhed, at Berlinmuren faldt den gang.
Men kan nogen fortælle mig, hvordan det kan være, at verden tillader Israel på besat jord at opbygge deres mur mod palæstinenserne? Og hvad med EU’s unionsmur? Men dét sker i vore dage…
et nytårsønske
Meget tyder på, at vi i 2011 kan se frem til et systemskifte i dronningeriget. En kommende tv-avis kunne derfor lyde sådan nogenlunde:
»Planeten fortsatte i dag med at rotere om sin akse som sædvanlig med det resultat, at solen stod op overalt på jorden. Milliarder af fugle sang, og et helt uendeligt antal blomster sprang ud. Jorden blev velsignet med 340.000 helt nye vidunderlige menneskebørn.
Intelligente, kærlige og meget modige mennesker afstod fra at gøre noget ondt. Hundredvis af nye, virkeligt gode idéer blev født. Milliarder af mennesker lo, lærte noget nyt, rørte med ømhed ved hinanden, elskede livet og nægtede at give op.«
I John Lennons Imagine synger den forhenværende beatle den udødelige sang om drømmen: »You may say I'm a dreamer, but I'm not the only one.« Måtte det ske i disse dage!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
