Vi skulle hellere koncentrere os om vore egne liv end leve uegentlige pseudo-liv i skyggen af store symboler.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Anden nytårsdag var en søndag med skarp blå frosthimmel og strålende solskin. En god veninde ringede og spurgte, om jeg ville med ud og se på billeder. Vi havde haft en halv aftale om at gøre sådan noget og havde haft en to-tre steder i kikkerten.

Da hun ringede, sad jeg og rodede med noget tekst på computeren, jeg havde faktisk rodet så længe, at jeg var ved at løbe sur i det, og solskinnet derude kaldte. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Det endte med, at vi besluttede os for Statens Museum for Kunst, der kørte en Bob Dylan-udstilling. Så kunne vi gå gennem Østre Anlæg og Botanisk Have på vejen og få lidt ud af solskinnet også.

Hvordan jeg har det med Bob Dylan? Jeg holder meget af mange af hans sange, og jeg kan også godt lide noget af det, han står for. Men jeg tilbeder ham ikke. Og jeg tror ikke automatisk, at billeder er værd at se på, fordi de nu tilfældigvis er lavet af en mand, der har skrevet nogle gode sange.

Han var én af dem, der blev udråbt til frontfigurer i ungdomsoprøret, og som sådan havde han også en slags symbolværdi for den generation, jeg er vokset op i. Man må jo erkende, at nogle undertiden bliver gjort til sådanne symboler. Men egentlig synes jeg, det er forkert. Vi skulle hellere koncentrere os om vore egne liv end leve uegentlige pseudo-liv i skyggen af store symboler.

Jeg er faktisk også overbevist om, at Bob Dylan heller ikke selv nogensinde har brudt sig om den rolle, han blev presset ind i. Han har provokerende åbenhjertigt tilstået et sted, at i tiden omkring de store flower-power-begivenheder som Woodstock-festivalen, mens hysteriet omkring hans navn var allerhøjest, gik han og længtes efter et roligt småborgerligt familieliv i et lille stråtækt hus med roser i forhaven.

Han længtes efter at være anonym. Han har aldrig kunnet få lov til at være det. Selv i dag er der næppe et menneske på denne klode, der ikke er så fortrolig med hans udseende, at han kan undgå straks at blive spottet på gaden. Og man kunne måske vente, at det ville være umuligt for sådan en mand at finde andre motiver at male end illustrationer til sit eget sjæleliv, fordi han aldrig får chance for at komme udenfor sin rolle og tage livtag med livet derude.

Men så tager man grueligt fejl. De malerier, som er udstillet på Statens Museum, er lavet specielt til denne udstilling på baggrund af skitser fra en rejse, Dylan har været på i Brasilien, og udstillingen kaldes logisk nok »the Brazil Series«. Men det er ikke nogen selvcentreret eller ego-dyrkende stjerne, der har malet disse billeder. Det foretrukne motiv er dagliglivets tildragelser, umådelig situationsnære, skåret direkte ud.

Vi skulle hellere koncentrere os om vore egne liv end leve uegentlige pseudo-liv i skyggen af store symboler.

Der er scener fra fortovscafeen, fra barbersalonen, en scene fra boksetræningsrummet, men der er også mørke, barske, dybt dramatiske billeder, en underlig dyster fremstilling af en optrædende gøgler med en bugtaler-dukke, eller to skikkelser, som ligger blødende på gaden efter et tragisk opgør – eller er de skudt ned af en gangsterbande? – politibetjente skræver ligegyldigt hen over dem, mens de forbløder, og skriver rutineafhøringer af omkringstående chokerede vidner ned i deres notesblokke.

Hvor meget får vi ikke at vide om den verden, sådan et billede er skabt i, bare af personernes kropssprog, betjentenes arrogance, tilskuernes skræk?

Det greb, Bob Dylan oftest anvender, når han finder sine motiver, er det, kataloget om ham kalder »close-ups«. Det vil sige, han går helt tæt ind på det, han ønsker at male, og skærer det ud af en virkelighed, som ikke behøves, fordi man næsten ikke kan lade være med at digte den selv, hvis billedet ellers er blevet godt nok. Og det synes jeg bestemt, Dylans billeder er.

Men hvordan har Bob Dylan båret sig ad med at komme så tæt ind på nogen som helst situationer uden øjeblikkeligt at få dem vendt imod sig selv og derved ødelægge dem som vidnesbyrd om en dagligdag? Skal man komme så tæt på uden at forstyrre sit motiv på en ødelæggende måde, må man være anonym. Og hvor på hele vores klode kan verdensstjernen Bob Dylan få lov til at være anonym?

I det brogede menneskemylder i Brasiliens storbygader har han åbenbart fundet frirum til at være det. Og det er tydeligt, at det frirum har han elsket, som han åbenlyst elsker det liv, han her har mødt så tæt på. På godt og ondt.

Bob Dylan skal ifølge udstillingskataloget have udtalt, at han ikke laver sociale kommentarer, når han maler. Han maler det, han ser.

Nu kan man næppe så meget som vælge et motiv, uden at der ligger en personlig kommentar i det alene i kraft af den udvælgelse, man foretager. Og jeg for mit vedkommende oplever i hvert fald en meget stærk social kommentar i mange af hans billeder.

Men jeg forstår godt, at han har sagt, som han har. Han ønsker at skære et stykke ud af virkeligheden og overlade det til os, som det er. Det kan godt være, han har bestemt hvad for et stykke, men det væsentlige for ham er at give det videre, som det er. Så må vi selv drage slutninger og konkludere.

Han stoler nok på os til at lade os gøre det, eller det må vi selv om. Hvis vi oplever dem som sociale kommentarer, er det fordi, denne stump virkelighed i sig selv giver os den oplevelse. Billederne virker i kraft af at være virkelighedsnære, ikke i kraft af at illustrere sociale problemstillinger. Det handler ikke om at politisere en i sig selv neutral objektiv sandhed om verden. Den objektive sandhed om verden er ikke neutral. Sandheden er politisk.