Angrebet på efterlønnen, eller alternativerne, som S og SF tumler med, har den forudsætning, at når vi er kommet ud af krisen, så kører det igen. Vi har en vej ud af krisen, siger de.

ugen ^der gik

Man ser det for sig om hundrede år, i historiebøgerne:

»Det danske samfund befandt sig i en alvorlig krise, der tegnede til at vare mange år. Noget nyt måtte gøres. Noget mærkeligt skete. Ude på markerne faldt fugle i store flokke til jorden. Og på Christiansborg besluttede de at afskaffe efterlønnen. Ingen har forstået, hvad der virkelige skete. Mærkeligt var det«.

Regeringen er desperat for at finde en platform for det næste folketingsvalg. Der begynder at tegne sig et billede af Lars Løkke Rasmussens strategi. Først af alt går den ud på at sætte en ny dagsorden – larme lidt og viske tavlen ren, så vi glemmer Fogh-epoken rædselsfulde år.

Men der er også noget andet, der er tydeligt. Og som binder regeringen, Socialdemokraterne, Radikale og SF sammen i et skæbnefællesskab. Angrebet på efterlønnen, eller alternativerne, som S og SF tumler med, har den forudsætning, at når vi er kommet ud af krisen, så kører det igen. Vi har en vej ud af krisen, siger de.

Spintænkningen er det gamle slogan: intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. Yd noget mere til samfundet, så kommer vi ud af krisen. Det kan godt være, at den blev udløst af spekulanter og store redningsaktioner af bankerne, men tag jer sammen der ude – yd! Så kommer der en dag.

Vækst

Uden en kapitalakkumulation vælter kapitalismen. En fortsat vækst er forudsætningen for, at den kan holde sig kørende. Derfor er de økonomiske vismænds forudsætninger også, at det danske bruttonationalprodukt vokser med 100 procent frem til 2045. 

Hurra for det, hvad er så problemet, når produktionen bliver fordoblet. Når vi ser på alt, hvad der bliver lavet i det her land, har vi så egentlig brug for dobbelt så meget? Er det lige det, der er det allervigtigste?

Her er der selvfølgelig et spørgsmål om fordeling. En udjævning så at sige. Der skulle også være råd til at overkomme det generationsfordelings problem, der er tilpas abstrakt til at sløre det almindelige fordelingsproblem mellem fattige og rige.

Så enkelt er det naturligvis ikke, for uligheden er ligesom akkumulationen en forudsætning for kapitalismen.

Sådan nogle indbyggede vækstrater gør økonomernes modeller ekstremt uigennemskuelige og politisk ekstremt farlige. Forudsætninger – og det der foregår i den sorte beregningsboks – er tilsyneladende noget objektivt og et håndværk. Først når tallene kommer ud i den anden ende, bliver de genstand for politik.

Intet ville være nemmere end at »fylde det hul i samfundsøkonomien« som efterlønnen angiveligt efterlader.

Krise non stop

Også på andre måder er forudsætningerne falske. Der findes måske slet ikke noget, der reelt er »på den anden side af krisen«. Verden er ikke den samme, som økonomernes bøger er skrevet ud fra. Der er nye boller i karryen.

Brasilien, Rusland, Indien og Kina – de såkaldte BRIK-lande – har rigtig meget fart på økonomien. Produktion og innovation er ved at finde et nyt tyngdepunkt i verden. Derfor er vores krise strukturel. Den gamle rige verden har ikke den dominans, der var med til at smøre økonomien. Og mindst lige så alvorligt: når BRIK-landene bliver ramt af deres økonomiske boble, bliver slaget ikke mindre hårdt for de forhenværende rige lande.

Især er Kina’s økonomi og rolle på den globale scene bemærkelsesværdig. En meget stor del af USA’s gæld er købt af Kina. I de sidste år har Kina købt stort op i Afrika og andre steder. Og nu kommer hjælpekapital til de betrængte EU-lande.

Kinas vicepremierminister Li Keqiang er netop i Spanien og skal derfra til Tyskland og Storbritannien. Li Keqiang har tidligere besøgt Grækenland og Irland. Li har penge med. Kina har en valutareserve på mindst 10 trillioner kroner. Mange af dem står i euro, hvorfor et eurokollaps også vil skade den kinesiske økonomi. På den måde er der et skæbnefællesskab, som dog også giver Kina nogle magtpolitiske trumfer på hånden. 

Alt i alt. Spørgsmålet er mere at finde en vej ud af det nuværende system end at finde en vej ud af krisen.