Overtrådte regering og Folketing Grundlovens paragraf 20? I dag afgør Højesteret, om borgere her i landet kan få domstolenes prøvelse af, om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, er i strid med grundloven.

Får sagsøgerne medhold, vil Højesteret samtidig bekræfte den demokratiske grundtanke, at den politiske suverænitet udgår fra befolkningen. Illustration: Grete Folman

^Kronik

af Annelise Ebbe, Ib Spang Olsen, Niels Hausgaard, Christian B. Karstoft, Hans Henningsen, Finn Sørensen, Karen Horsens, Andreas Åbling Petersen, Poul Erik Andreassen, Sven Skovmand,  Hanne Reintoft, Drude Dahlerup, Hedvig Vestergaard, Ole Jensen, Helge Rørtoft-Madsen, Marianne Saxtoft, Jesper Jespersen, Erik Bach, Hanne Jakobsen, Jens Frederik Dahl, Knud Bjerre Engsnap, Anette Nilsson, Jørgen Raffnsøe, Uffe Geertsen, John Holten-Andersen, Haakon Brandt, Klavs Lorenzen, Elisabeth Bergsøe, Bo Jeppesen, Karen Margrethe Hansen, Villy Klit-Johansen, Baltser Andersen, Thorkil Sohn, Finn Hermann og Christian Juhl.

I dag afgør Højesteret, om borgere her i landet kan få domstolenes prøvelse af, om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, som blev vedtaget ved lov i april 2008, er i strid med grundloven.

Overtrådte regering og Folketing med tiltrædelsesloven Grundlovens paragraf 20?   

Denne grundlovsregel fastslår, at enhver indskrænkning af Danmarks selvbestemmelsesret – såkaldt »suverænitetsafgivelse« – kræver vedtagelse ved lov, og at en sådan lov kun kan gennemføres efter godkendelse ved folkeafstemning eller med et folketingsflertal på mindst fem sjettedele.

Uanset om regeringen eller vi sagsøgere får medhold i Højesteret, kan det i flere henseender blive en skæbnesvanger dom med vidtgående følger.

baggrunden

Baggrunden for Højesterets dom er vores anke af landsrettens tidligere dom fra oktober 2009, at »sagsøgerne ikke har fornøden retlig interesse i at få deres påstande prøvet«.

Højesteret tager således stilling til landsrettens afgørelse med en endelig dom om, hvorvidt vi sagsøgere har eller ikke har »fornøden retlig interesse« i at få sagen prøvet.

Får vi medhold i Højesteret, begynder selve grundlovssagen om tiltrædelsen af Lissabon-traktaten. Får vi ikke medhold, bliver sagen ikke gennemført. 

I grundlovssagen om Maastricht-traktaten i 1990’erne dømte Højesteret, at sagsøgerne havde »en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet«. Fordi Maastricht-traktaten betød afgivelse af lovgivningskompetence inden for »en række almene og væsentlige livsområder og derfor i sig selv var af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed«.

Som følge af den dom blev Maastricht-sagen gennemført.

Den aktuelle Lissabon-sag har ikke samme indhold som den gamle Maastricht-sag. Maastricht-traktaten kom til folkeafstemning, fordi det blev fastslået, at tiltrædelse ville medføre suverænitetsafgivelse.

Derfor drejede den efterfølgende retssag sig dengang om, hvorvidt regeringen havde overtrådt betingelsen i grundlovens paragraf 20 stk.1 om, at suverænitetsafgivelsen skal være »i nærmere bestemt omfang«. 

I den aktuelle sag står striden om, om der er suverænitetsafgivelse ved tiltrædelse af Lissabon-traktaten eller ej?

Og i forlængelse heraf, om regering og Folketing har overtrådt paragraf 20, stk. 2, der som nævnt kræver folkeafstemning eller et folketingsflertal på mindst fem sjettedele til at beslutte tiltrædelsen?

Men uanset disse forskelle påviser vi i vores indlæg i Højesteret, at også Lissabon-traktaten klart berører »almene og væsentlige livsområder« og er af »indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed«.

Det synspunkt bekræftes i øvrigt af udtalelser fra fremtrædende EU-politikere og fra EU-institutioner.

Derfor mener vi, at Højesteret både har et tungtvejende hensyn til behovet for politiske beslutningers demokratiske legitimitet og en klar juridisk baggrund for at fastslå, at vi sagsøgere »har en væsentlig interesse i af få (vores) påstande prøvet« i denne grundlovssag om Lissabon-traktaten.

Vi må derfor forvente, at Højesteret som i Maastricht-sagen også denne gang giver os sagsøgere medhold. 

Med en sådan afgørelse vil Højesteret samtidig bekræfte den demokratiske grundtanke, at den politiske suverænitet udgår fra befolkningen. Hvad der på en måde er det allervæsentligste i hele sagen.

Og derudover vil Højesteret bekræfte de demokratiske principper om magtens tredeling og domstolenes politiske uafhængighed.

dommens betydning

Denne forventelige dom vil være starten på en omfattende retsproces med store politiske og væsentlige juridiske perspektiver.

Det siger jo sig selv, at hvis retssagen blandt andet ender med en konstatering af, at den danske tiltrædelse af Lissabon-traktaten var ulovlig, må det få konsekvenser både indenrigspolitisk og for Danmarks forhold til EU.

Desuden vil retssagen kunne føre til juridisk afklaring af en lang række vigtige og påtrængende detailspørgsmål, der især har med spørgsmålet om kompetence at gøre. Lad os blot nævne nogle af dem, som er nævnt i vores indlæg til Højesteret.

* I den gamle Maastricht-sag blev det ikke afklaret, om ændringer i EU-institutionernes funktionsmåde ikke også er en ny afgivelse af suverænitet? Lissabon-traktaten ændrer både Kommissionens, Rådets og Parlamentets funktionsmåde og EU-domstolens kompetence.

* Det er aldrig blevet afklaret, om overgang fra beslutninger ved enstemmighed til flertalsbeslutninger er afgivelse af suverænitet?

* Det er aldrig blevet afklaret, om en kompetence, som man engang ikke antog for overladt til EU, men senere viser sig at være det, er en suverænitetsafgivelse?

* Det er aldrig blevet afklaret, om Justitsministeriets snævre og undertiden usikre forståelse af kompetenceoverladelse er juridisk holdbar?

* Endelig er den juridiske status og betydning af EU’s charter om grundrettigheder aldrig blevet afklaret.  

Vi må selvfølgelig forudse den situation, at Højesteret mod velbegrundet forventning ikke giver os medhold, så vi ikke kan få selve grundlovssagen for retten. Hvad vil det betyde? 

Så er det næppe sandsynligt, at befolkningen nogensinde vil få klar besked om, om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten var lovlig i forhold til grundlovens demokratiske spilleregler.

følgerne af et afslag

Det vil i fremtiden forblive et politisk stridsspørgsmål, hvor opfattelse står mod opfattelse. Det alene er demokratisk set både utilfredsstillende og oprørende. 

Da Højesterets dom kan skabe præcedens, er det sandsynligt, at  tilsvarende søgsmål om grundlovens paragraf 20 i fremtiden næppe vil give sagsøgere ret til at få deres spørgsmål prøvet ved domstolene.

Og hvem vil overhovedet turde rejse en sådan sag med udsigt til, at den vil blive afvist alene med manglende søgsmålsret som begrundelse?

Hvis Højesteret afslår søgsmålsret til Lissabon-sagen, er det derfor tvivlsomt, om befolkningen i fremtiden vil kunne føre tilsyn med en regerings og et Folketings fremtidige medvirken til ændringer i EU’s traktatgrundlag.

Befolkningen vil reelt være frataget en demokratisk væsentlig mulighed for at problematisere en regerings beslutning om – med en rapport fra Justitsministeriet og et folketingsflertal i ryggen – at godkende nye skridt i EU-integrationen. 

I praksis betyder det, at kun totredjedele af demokratiets tredelte magt fungerer, så Folketing og regering vil kunne udfolde sig med større enerådighed, end det er demokratisk acceptabelt.

Dét demokratiske tab vil tillige være et trist udtryk for, at den ellers bærende retsorden under det parlamentariske demokrati er vaklende. 

Endelig: Giver Højesteret ikke os sagsøgere medhold, undlader Højesteret at spille sin vigtige rolle som demokratiets tredje magt, den dømmende magt, også i forfatningsspørgsmål.

Og retten vil have undladt at fungere som befolkningens juridiske vogter af Grundloven, sådan som Højesteret ellers har gjort adskillige gange siden 1920’erne.

Og det vil endnu en gang illustrere den fatale konsekvens af, at vi ikke har en regulær forfatningsdomstol, der giver borgere umiddelbar ret til at få forfatningsretslige spørgsmål afgjort ad rettens vej.