03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børn og fulde folk og Joschka Fischer

Børn og fulde folk og Joschka Fischer

Lørdag, 15. januar, 2011, 11:03:20

Vi har brug for at overlade nogle finanslovs-beslutninger til EU. Vi skal have den samme pensionsalder. Vi er nødt til at samle alle trådene i et politisk Europa, mener Tysklands tidligere udenrigsminister.

Et gammel ordsprog siger, at »det er fra børn og fulde folk man skal høre sandheden«. Hertil kunne man føje, at også tidligere toppolitikere, der ikke længere er tvunget til at lyve for vælgerne hele tiden, fra tid til anden barsler med en sandhed.

Således Tysklands tidligere Grønne udenrigsminister Joschka Fischer, som onsdag i denne uge deltog i en debat i EU-parlamentet om »Europas Forenede Stater«.

Det går Fischer ind for.

Hvis ikke Unionen tager hurtige skridt i retning af et føderalt Europa, så »vil det i sidste ende gøre end ende på Europas allerede vigende magt«, citerer netavisen EUobserver fra Fischers indlæg.

Det er den økonomiske krise, der får Joschka Fischer til at presse på for, at den tyske forbundskansler Merkel og Frankrigs præsident Sarkozy ikke kun »kindkysser« men går videre med integrationen.

»Vi har brug for at overlade nogle finanslovsbeslutninger til EU... vi skal have den samme pensionsalder [i EU]... vi er nødt til at samle alle trådene og den fremtidige integration forudsætter et politisk Europa«, sagde Fischer.

Han gør opmærksom på, at Europas Forenede Stater ikke først og fremmest skal kæmpe med Amerikas Forenede Stater om den globale magt.

»En ting står klart. 400 år med trans-atlantisk herredømme er ved at slutte. Det er næsten morsomt at se, hvordan europæere bekymrer sig om tab af suverænitet til EU samtidig med, at vi hver dag mister magt til de fremvoksende økonomier.«

»Det er ikke længere Onkel Sam i USA... men de gamle kinesiske onkler i sydøstasien«, der hjælper Europa ved at opkøbe statsobligationer, påpeger Fischer.

Nu vil nogle måske sige, at Joschka Fischer blot er en verdensfjern, europæisk føderalist uden særlig indflydelse.

Men den slags føderalister er på linje med markedet og magtens inderkreds.

Det slog EU-kommissionens formand fast i en tale i sidste uge i Ungarn, hvor han agiterede for større europæisk integration:

»Det er ikke kun føderalister, som ønsker mere integration, det er også markedet. Det sender et klart budskab hver dag. Så det er ikke en utopisk ide... det er en sag, der er reel og virkelig«, sagde Jose Manuel Barroso.

Og »hvad markedet gør er altid det rigtige«, hvis det står til EU-toppen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2011 - 11:03   30. aug. 2012 - 19:18

Idekamp