Der er ikke ledige job, men tværtimod en brutto-ledighed på omkring 170.000 personer. Skal efterlønnerne i beskæftigelse, skal der altså skabes job til dem.
kronikaf Henrik Herløv Lund
Lars Løkke Rasmussen og VK-regeringen vil afskaffe efterlønnen. Det skal øge beskæftigelsen og herigennem forbedre de offentlige finanser.
Afgørende er imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt de 137.000 efterlønnere nu eller i en overskuelig fremtid vil have udsigt til beskæftigelse? Den borgerlige dagspresse har i den forbindelse nærmest lagt op til, at denne beskæftigelse kommer af sig selv.
Herudover har man fra regeringens side henvist til, at opsvinget vil skabe flere jobs, og anført, at den demografiske udvikling vil skabe arbejdskraftmangel.
Endelig peger borgerlige økonomer på »tilpasning af lønningerne« som middel til at fremme beskæftigelsen.
Ingen af disse argumenter holder imidlertid.
Når for det første den borgerlige dagspresse nærmest fremstiller det sådan, at afskaffes efterlønnen, så stiger beskæftigelsen tilsvarende af sig selv, har det ingen baggrund i de økonomiske realiteter.
Afskaffelse af efterlønnen øger jo i selv sig ikke beskæftigelsen, men kun arbejdsudbuddet, det vil sige skaber flere arbejdssøgende. Men et øget arbejdsudbud kommer kun i beskæftigelse, hvis efterspørgslen efter arbejdskraft vokser tilsvarende.
Eller sagt på almindeligt dansk: Hvis der er nogle ledige jobs. Imidlertid er der i forvejen er en bruttoledighed på 170.000. Denne bruttoledighed er udtryk for, at arbejdsstyrken overstiger antallet af job.
Arbejdsstyrken udgør 2.880.000 personer. Men antallet af job (lig beskæftigelse) er kun 2.710.000. Der er altså ikke ledige job, men tværtimod et jobunderskud, altså en bruttoledighed på omkring 170.000 personer.
Skal efterlønnerne i beskæftigelse, skal der altså skabes job til dem. Fra borgerligt hold peges der så for det andet på opsvinget, og at det vil skabe flere job i den private sektor.
Men skal efterspørgslen efter arbejdskraft fra den private sektor vokse markant, kræver det en tilsvarende stigning i den samfundsøkonomiske efterspørgsel, så der produceres mere og dermed ansætte flere i erhvervslivet.
lavvæksten
En sådan efterspørgselsstigning kan kun komme fra stigende eksport, stigende privat forbrug og investeringer og/eller stigende offentligt forbrug og investeringer.
Men der er ingen udsigt til en stigning i beskæftigelsen på flere hundrede tusind i den private sektor. Ganske vist har eksporten rettet sig noget, navnlig i kraft af, at Danmarks største eksportmarked, Tyskland, i øjeblikket har økonomisk fremgang.
Dette positive forhold modvirkes dog af, at hele det omkringliggende EU på grund af gældskrisen er ved at spare opsvinget væk gennem massive offentlige besparelser.
Alt tyder på, at EU de nærmeste år vil udgøre et hav af lavvækst med kun 1,5 procent realvækst i BNP. Hermed vil arbejdsløsheden og krisen vokse i hele EU, og det er derfor mere end sandsynligt, at denne situation også vil smitte af på Tyskland – og igen forringe danske eksportmuligheder hertil.
Den anden mulighed for vækst i den private sektor er en stærk stigning i det indenlandske private forbrug. Men uanset, at VKO har hældt milliarder ud i skattelettelser, er det ikke lykkedes afgørende at bryde tilbageholdenheden i det private forbrug.
Den satte ind med boligkrisen, og så længe den ikke vender klart, vil boligejerne og dermed forbrugerne fortsætte med at spare og med at nedbringe gæld af hensyn til de skrumpende friværdier.
Med VKO’s nulvækstplan og offentlige besparelser vil også bidraget til efterspørgslen fra det offentliges forbrug falde – og dermed omvendt ledigheden stige.
Det samme er som anført ved at ske i hele resten af EU. Og heller ikke i USA og Japan tegner det for de kommen-de år til overvældende høj vækst, jævnfør OECD’s se-neste prognose.
Og når der ikke er udsigt til væsentlig ordrefremgang, vil virksomhederne naturligvis også fortsætte den hidtidige tilbageholdenhed med deres investeringer. Alle vegne fra tegner den økonomiske udvikling således til fortsat lavvækst i den private sektor så langt, vi kan se.
afgang og tilgang
Men så peges for det tredje fra borgerlige politikere og økonomer på, at arbejds-styrken i de kommende år skrumper, fordi de store årgange født i 1940’erne nu skal ‑ erstattes af mindre årgange født i 1980’erne.
Her ser de om få år en kilde til beskæftigelse af efterlønnerne.
Det er også rigtigt, at en ren demografisk fremskrivning viser, at der i løbet af det næste årti vil ske en reduktion af arbejdsstyrken med 50.000 personer.
Men dette billede modvirkes af, at uddannelsesniveauet i arbejdsstyrken i det kommende årti samtidig vil stige, hvilket vil virke i retning af øget arbejdsmarkedstilknytning og senere tilbagetrækning.
Disse forhold øger i sig selv hermed arbejdsudbuddet og arbejdsstyrken. Tages højde herfor, reduceres faldet i arbejdsstyrken frem til 2020 til omkring 10.000 personer.
Men et sådant begrænset rekrutteringsbehov vil langt fra kunne opsuge en forøgelse af arbejdsudbuddet med 140.000 personer gennem afskaffelse af efterlønnen.
I forbindelse med den demografiske udvikling skal det også tages i betragtning, at en ganske stor del af afgangen fra arbejdsmarkedet i de kommende år vil ramme den offentlige sektor på grund af pensionering. Og objektivt set vil der hermed selvsagt være øget brug for arbejdskraft i det offentlige i de kommende år.
Men den offentlige sektor får kun i ringe omfang lov til at gennemføre disse ansættelser. Det skyldes, at VKO jo har indført nulvækst frem til 2013 – ja, taler åbent om at forlænge dette helt frem til 2020.
Da det indebærer besparelser svarende til mellem 5000 og 9000 fuldtidsstillinger årligt i den offentlige sektor, vil det kraftigt reducere omfanget af det offentliges rekruttering.
Hermed vil det offentlige ikke få mulighed for at beskæftige op til 140.000 flere arbejdssøgende efter afskaffelse af efterlønnen.
De borgerliges spareplaner er således i dyb modstrid med deres løfter om beskæftigelse til efterlønnere.
den virkelige hensigt
Der er i realiteten således ingen udsigt til en sådan stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft, at det kan opsuge en forøgelse af arbejdsudbuddet med 140.000 efterlønnere.
Gennemføres afskaffelse af efterlønnen, vil resultatet alene blive en stigning i arbejdsløsheden til op mod 300.000. Hermed kan regeringen selvsagt også kigge i vejviseren efter de angivne besparelser på op mod 90 milliarder kroner.
For i stedet for efterløn og job så henvises efterlønnerne til arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension. Men da satserne herfor er højere end for efterlønnen, vil en sådan stigende arbejdsløshed i stedet for at spare penge i realiteten forværre de offentlige finanser med op til 8,5 milliarder kroner årligt.
Her fremkommer borgerlige økonomer fra Arbejdsmarkedskommissionen, Velfærdskommissionen og Det økonomiske råd imidlertid med et sidste og fjerde argument for øget beskæftigelse.
Nemlig at det godt kan være, at arbejdsløsheden stiger, men det vil så presse lønningerne ned og herigennem gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne at ansætte flere.
Man henviser her til, at den danske lønkonkurrenceevne skulle være alvorligt forringet gennem mere end ti år.
Hermed indrømmes, at alle de smukke argumenter om at afskaffelse af efterlønnen i realiteten er et skalkeskjul for at forringe beskæftigelse og lønninger for danske lønmodtagere.
Men heller ikke denne argumentation holder.
Forudsætningen for, at denne mekanisme virker, er jo ikke mindst, at den danske fagbevægelse accepterer ti års fremtidig lønstagnation.
Men dette er helt urealistisk og dermed vil resultatet af en sådan strategi alene være en fastlåsning af situationen med vedvarende høj arbejdsløshed, øget statsunderskud og krig på kniven på arbejdsmarkedet.
Afvikling af efterlønnen er således ingen vej ud af krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet, men en blindgyde, hvor dansk økonomi fanges i permanent lavvækst og krise.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
