03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et svar på statsministerens nytårstale

Et svar på statsministerens nytårstale

Onsdag, 19. januar, 2011, 11:01:22

Må jeg spørge, hvilke kerneydelser taler vi her om? Lavere skat til de rigeste eller hvad? Regeringens nedskæringer har for længst bevist, at de ting, jeg nævner, ikke er »kerneydelser i velfærden«.

af Birger Abrahamsen. medlem af Enhedslisten, Korsør

Ja godaften hr. statsminister, Vi er mange der gør status her omkring nytår.

Mange af os har du gjort fattigere, så vi tænker, hvor meget kan du endnu nå at tage fra os, inden du er tvunget til at udskrive valg.

Du skriver, at du er stolt af at leve i et land, hvor vi har gode muligheder for at følge vores drømme, og at vi har glimrende børnehaver, trygge plejehjem og gode uddannelser. Endvidere skriver du, at du selv er født med det danske  samfunds muligheder.

Du blev familiens første student. Du greb de muligheder, du blev budt. Det er da dejligt for dig, at du er nået så langt. Men!

Hvorfor har du så travlt med at sikre dig, at ingen andre skal have de muligheder? Regeringen har travlt med at skære i uddannelser. En halv  milliard kroner på voksen- og efteruddannelser, 300 millioner på erhvervsskolerne. og det er kun et lille udpluk.

Du er så stolt af børnehaver og plejehjem. Hvorfor forringer du dem så? Er de for dygtige, bliver børnene og de gamle forkælet for meget?

Nå nej! Det er jo kommunerne, der har ansvaret, det har du jo ikke noget med at gøre. Det betyder ikke noget, at regioner og kommuner skal klare sig for mindre og mindre hvert år. Det er ikke regeringen, der bestemmer refusionen fra stat til kommuner, eller hvad?

kerneydelser

Du beskriver en glæde for den danske velfærd. Jeg så dig i en af nyhedsudsendelserne den 2. januar, hvor du ville fjerne efterlønnen, så vi kunne bevare »kerneydelser i den danske velfærd«.

Må jeg spørge, hvilke kerneydelser taler vi her om? Lavere skat til de rigeste eller hvad? Regeringens nedskæringer har for længst bevist, at de ting, jeg nævner her, ikke er »kerneydelser i velfærden«:

Gode børnehaver, velfungerende plejehjem, gode sygehuse, gode uddannelses muligheder, økonomisk tryghed under sygdom, tryghed i alderdommen. Det er ellers  nogle af de ting jeg anser for velfærd, men sådan er vi jo så forskellige.

»Vi skal have valg i 2011, det siger grundloven.« Du får det til at lyde, som om du ikke under befolkningen dens demokratiske rettigheder, eller overfortolker jeg? Venstres Ungdom har jo ellers hevet den gamle traver ud af stalden, den lyder således »Arbejdsløse og bistandsklienter skal ikke have stemmeret.«

I flere europæiske lande har man ikke handlet i tide, derfor har man måttet skære i velfærden sænke de offentligt ansattes løn og sætte skatten op. I Danmark har vi handlet i tide. Vi har sat skatten ned for de rigeste, Vi træffer de nødvendige valg. Vi tager et »fælles« ansvar.

Vi skal se fremad, for der venter nye udfordringer. Ligesom andre lande står Danmark over for krav om større økonomisk ansvarlighed efter krisen. Javel ja! Jeg går ud fra, at du har svaret: »Sænk skatten for de rigeste.« Det skal nok virke.

Sagen er, at hvis de rige betalte skat, ville der være mere end rigeligt til alle. Hvis vi tager Mærsk, Carlsberg og Danisco plus fem andre store virksomheder, så havde de i 2009 en samlet profit på 24,8 milliarder og betalte samlet 300 millioner i skat. Det giver en gennemsnitlig skatteprocent på 1,2.

I 2008 betalte Carlsberg slet ikke skat, men fik i stedet tre millioner retur fra skat. Dermed er Carlsberg rykket ind i en eksklusiv storklub af firmaer, som ikke betaler skat – eller kun symbolsk. Listen er alenlang : Elgiganten, Mac Donald, Coca-Cola, Nestlé, Statoil og så videre.

Nu vil du så afskaffe efterlønnen! Okay! 50 procent af dem, der går på efterløn, gør det, fordi deres dagpenge eller sygedagpenge udløber. De gør det, fordi de er tvunget til det, de kan ikke få penge andre steder fra.

Der er brug for dem, siger du. Nej, der er ikke brug for dem, og det bliver der heller ikke. Udflytningen af arbejdspladser er ikke stoppet, den vil fortsætte.

hykleriet

I øvrigt har vi luret dig! Du er blot budbringer fra tænketanken Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening. Målsætningen er løntrykning. Jo flere der er om jobbene jo bedre.

Frembring kaos, dræb »den danske model«. Der kan hentes milliarder her, tryn fagforeningerne med deres latterlige krav om overenskomstmæssig løn og ordnede arbejdsforhold.

Beskær arbejdstagernes fradragsret for fagforening og i samme åndedrag – lad arbejdsgiverne beholde deres fradragsret.

Arbejdsgiverne  præsterede i 2010  et hidtil uset hykleri. De gør ligesom dig,  hr. statsminister, siger et og gør noget andet.

De siger »Den danske model skal bevares« og »Vi går ind for ordnede forhold« – samtidig med at der går i massevis af udenlandske byggearbejdere uden overenskomst og renoverer Industriens hus.

Gartnerne går heller ikke ram forbi! E. Lund  Andersens Planteskole er ved Arbejdsretten dømt til at betale 520.000 kroner for manglende løn, pension og søgnehelligdagsbetaling. 3F har her måttet pudse pantefogeden på E. Lund Andersen.

Dette er ikke usædvanligt.  Det usædvanlige består i, at E. Lund Andersen er en af de ledende forhandlere for arbejdsgiverforeningen GLS-A. Han har altså selv forhandlet den overenskomst som han bryder, ligeså snart han kommer hjem.

Samtidig benytter masser af gartnerier i Danmark østeuropæisk arbejdskraft som aflønnes med 40-60 kroner i timen. Hermed er det bevist, at danske arbejdsgiverforeninger er hyklere af værste skuffe.

Afghanistan – hvad gør vi der? Indfører demokrati, giver kvinder rettigheder, bygger skoler? I øjeblikket intensiveres jagten på Taliban.

krigen

De danske soldater går fra at patruljere til aktivt at opsøge talibanerne. Hvilket kun kan betyde én ting: flere døde danske soldater. Til hvad nytte?

USA begynder at trække tropper ud i løbet af 2011, og som du selv siger, den sidste danske kampsoldat er væk i 2014. Tror du virkelig at Taliban er slået? Tror du, vi har gjort en forskel ? Chancen for, at Taliban eller nogle andre banditter tager magten, ligeså snart vi er væk, er rimeligt stor.

De danske soldater ofrer livet for Danmark, det er al ære værd, hvis vi gør en forskel. Det er bare det jeg tvivler på, og så er de døde forgæves.

Kære statsminister, jeg ønsker et godt nytår og et snarligt valg, så du ikke kan nå at ødelægge så meget mere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2011 - 11:01   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev