Sikkerhedsmæssige hensyn er med til at skabe større usikkerhed i Nordafrika, blandt andet fordi man derfor er med til at holde såkaldt »stabile« diktaturer som i Marokko og Tunesien ved magten.
af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
»Vestsahara har det største potentiale for at kunne blive et pro-vestligt demokrati af alle de arabiske lande, noget som USA bruger en stor mænge blod og penge for at skabe i Irak og Afghanistan«, udtalte Suzanne Scholte, præsident for det Amerikanske Defense Forum Foundation, for nylig til Saharawi Journalists and Writers Union (UPES).
Vestsaharas befrielsesfront, Polisario, har ifølge Scholte i årtier forgæves appelleret til USA og andre vestlige lande om hjælp til deres kamp for selvstændighed fra Marokko i den tro, at man delte værdier med Vesten.
Polisarios appeller har dog ikke vakt genklang i hverken EU eller USA, der ellers kunne presse på såvel økonomisk som i FN’s sikkerhedsråd for, at Marokko kunne tvinges til at afholde den folkeafstemning, som international lov og FN kræver det.
Realpolitik har, som så ofte før, overtrumfet alle menneskerettighedsmæsige og demokratiske hensyn.
sikkerhedspolitik
Sikkerhedspolitiske overve-jelser har gjort, at Marokko – først som et bolværk imod nordafrikansk kommunisme og siden hen imod nordafrikansk terrorisme – har været især USA’s trofaste allierede.
Problemet er bare, at de sikkerhedsmæssige hensyn blot er med til at skabe stør-re usikkerhed i Nordafrika, blandt andet fordi man derfor er med til at holde såkaldt »stabile« diktaturer som i Marokko og Tunesien ved magten.
Økonomiske hensyn, såsom EU’s fiskeriaftale med Marokko og den vedvarende transport af fosfor fra Vestsahara, har også spillet en stor rolle.
Problemet ved, at Marokko sælger Vestsaharas righoldige naturresurser, er bare, at dette ifølge international lov er ulovligt.
Den Internationale Dom-stol erklærede allerede i 1975, lige før Marokko invaderede Vestsahara, og mens landet stadigvæk var en spansk koloni, at landet intet krav havde på Vestsahara.
ulovligt
Siden hen har FN gennem tidligere generalsekretær for retlige anliggender, Hans Correll, konkluderet, at alt salg af resurser fra Vestsahara er ulovligt, undtagen hvis landets oprindelige befolkning, saharawierne, accepterede salgene eller drog nytte af dem.
Dette nåede Europaparlamentet frem til, at de ikke gjorde i en Legal Opinion fra 2009.
Marokko bruger mange penge på propaganda, der skal vise, at befolkningen i Vestsahara er tilfredse med at være »marokkanere«. Ifølge Scholte giver begivenhederne i Gadaym Izik for en måned siden dog et meget bedre billede af situationen i Vestsahara.
Her protesterede cirka 20.000 saharawiere fredeligt imod besættelsesmagten Marokko, som menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kalder et af verdens værste regimer.
De blev dog brutalt flyttet, fængslet og for cirka 20 saharawiers vedkommende dræbt af marokkanske sikkerhedsstyrker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278