…Jeg mener fortsat, at der findes en moral, som går dybere end vores kapitalistiske demokratis…

^Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

De fleste af Arbejderens læsere vil sikkert være med på, at spillereglerne i kapitalistiske samfund har deres demokratiske begrænsninger, fordi de kun angår det politiske område, mens beslutningsprocessen i hele produktionsområdet er diktatorisk. Arbejdsgiverne har magten og retten på det felt, når man har kapitalisme. Og det er produktionen, der bestemmer, hvad politikerne i det hele taget har at lave beslutninger om.

Så reelt er der jo ikke meget demokrati tilbage. Bag de fleste venstreorienteredes parathed til på nogle områder at bryde det borgerlige demokratis spilleregler ligger altså ikke et angreb på demokratiet, men et angreb på det borgerlige demokratis grænser. De fleste »røde« er enige med borgerlige demokrater om, at demokrati er et gode, som vi bør forsvare.

Men hvorfor er det egentlig det? Og er det under alle omstændigheder det? Jeg har tit spekuleret over det, for dengang jeg var yngre, bedrev jeg en del ting, som ikke var tilladte efter loven, og jeg har aldrig haft trang til at fortryde det. Tværtimod kan det af og til nage mig, at jeg er blevet så gammel og bundet af så mange hensyn, at der nok skal meget til for at få mig til at udfordre samfundets love på den måde i dag.

For jeg mener fortsat, at der findes en moral, som går dybere end vores kapitalistiske demokratis, og denne dybere moral føler jeg mig mere forpligtet overfor.

Men hvordan kan jeg tillade mig det? Et andet menneske kunne jo hylde en modsat opfattelse; for eksempel at det ikke var vi mennesker selv, der var målet, men at vi kun var midler for frembringelsen af fremtidige bedre civilisationsvæsner, overmennesker. Eller hvad man nu kunne tænke sig. Og hvis vi nu begge mente, at vi havde ret til at sætte os ud over de givne spilleregler for at følge, hvad vi hver især mente var en dybere moral, hvor ville det hele så ikke ende?

Man kunne også spørge, om jeg ikke optrådte lige så bedrevidende frelst som de gamle katolikker, når jeg var parat til at sætte samfundets spilleregler over styr for at fremme min egen opfattelse.

Gamle katolske munke-filosoffer som den sene middelalders Thomas Aquinas mente jo, at vi havde ret til at gøre oprør og sætte en regerende fyrste fra magten, hvis han optrådte på en måde, der var skadelig set i forhold til Vorherres hensigter med, at vi i det hele taget skulle have en fyrste.

…Jeg mener fortsat, at der findes en moral, som går dybere end vores kapitalistiske demokratis…

Realpolitisk set handlede den fromme Sct. Thomas’ holdning uden tvivl om, at den overnationale pavekirke i de fleste af Europas lande rivaliserede med opkommende lokale monarker om retten til at udplyndre bønderne. Og i den strid mente Sct. Thomas, at pavekirken som øverste jordiske fortolker af Vorherres hensigter burde have den afgørende magt.

Han mente næppe, at hver elendig bonde skulle have ret til at følge sin egen opfattelse af Vorherres mening om hans lokale fyrste. Man måtte kun gøre oprør, når Vorherres jordiske stedfortræder fandt det opportunt.

Konsekvensen af denne rivaliseren mellem pavekirke og lokale fyrster om bøndernes loyalitet blev da også reformationstidens uoverskuelige række af krige og konflikter. I mange tilfælde var der tale om regulære bondeoprør, og slet ikke altid med ringe succes.

Men i længden blev resultatet, at mange lokale fyrster med held fik kastet den katolske rival til rovdriften på bøndernes merproduktion på porten, især i det nordlige Europa. Og i længden blev tidens filosoffer, som den engelske Thomas Hobbes og den hollandske Baruch de Spinoza, så trætte af krigeriet, at det vigtigste for dem var at argumentere for freden. I modsætning til Hobbes, der gik ind for en stærk autoritær magt, foretrak Spinoza et frit diskuterende demokrati.

Men begge var af den opfattelse, at den til enhver tid siddende magt var udtryk for en pagt, samfundets borgere indgik med hinanden om at give afkald på deres personlige ret til at forfølge egne mål og overlade den ret til en overordnet fælles statslig myndighed.

Hvis ikke vi indgik sådan en pagt med hinanden, ville enhver forskel i holdning til fælles anliggender uundgåeligt eskalere til voldelig konflikt, hvilket begge havde set rigeligt af eksempler på.

Det handlede om at argumentere for konformitet mod loven, fordi den nu engang var lov, og fordi konsekvensen af, at én mente at have ret til at bryde den, uvægerligt ville være, at en anden også havde.

Dette argument er fortsat gyldigt. Jeg mener også, at Spinoza i sin argumentation for demokratiet havde en pointe i forhold til Hobbes. Kan vi én gang blive enige om at overdrage vores ret til en fælles statsmagt, kan vi også blive enige om det løbende. Og så undermineres Hobbes’ argument for, at den fælles statsmagt skal være autoritær.

Argumentet imod Spinoza er naturligvis fænomener som for eksempel den tyske nazisme, som han jo af gode grunde var afskåret fra at have gjort erfaringer med. Den tyske nazisme kom legalt til magten i ly af almindeligt borgerligt demokrati.

Og selv de værste krigsforbrydere støttede sig til en argumentation som Spinozas, at de måtte være loyale mod den lovlige myndighed, for ellers ville alle være fri til ulydighed. Men den frihed kan vi altså blive nødt til at tage på os.

Hvordan kan vi dog tillade os det? Hvilken moderne terrorist ville ikke påberåbe sig samme slags argument? Gamle Spinoza ville nok have sagt, at det handlede om at bevare et funktionsdueligt samfund. Det motiv ville terroristen muligvis også påberåbe sig.

Men her tror jeg, Spinoza ville have henvist til ytringsfriheden, som han glødende forsvarede: Terroristen, der kun søger magten, vil skjule sit sande motiv og derfor være tilbøjelig til at gå konspiratorisk frem. Den, der forsvarer samfundsfællesskabet, vil uafladeligt appellere til andres dom og stillingtagen, ønsker at stå til ansvar.