Hvordan får DA den fantastiske ide, at en tredjedel af alle førtidspensionister bliver »raske« af at få lov til at gå i fred?
af Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen, førtidspensioneret socialrådgiver, Odense
Når jeg tænker på, at jeg den 1. januar 2011 har været førtidspensionist i fire år, så får jeg endnu flere små rynker i panden og grå hår i hovedet ved tanken om en »reform« af et førtidspensionsområde (FTP), et område, som ingen reformer kræver.
Det, der kræves, er en enkel og simpel skrivelse fra socialministeren til kommunerne om at ændre praksis, når der tilkendes en førtidspension.
Vejledningen til loven af 2003, punkt 11 for at være helt nøjagtig, giver klart mulighed for bevillinger af midlertidig FTP på fem år og for at sammenskrue individuelle forløb – skulle man ønske at vende tilbage til det så forjættede arbejdsmarked.
Man er desuden som modtager af almissen forpligtet til at henvende sig til kommunen, skulle ens forhold have forandret sig – det gælder også ens helbred.
Når jeg ser på den tid, jeg har været førtidspensionist, så er jeg ikke blevet mere rask af at være i fred for rådighedskrav og miserable aktiveringsforløb. Tværtimod har jeg oplevet en forværring af de sygdomme, jeg havde, da jeg blev bevilget pension, selvom jeg nu er pensionist.
Der er endda kommet flere til. Så hvordan får DA den fantastiske ide, at en tredjedel af alle førtidspensionister bliver »raske« af at få lov at gå i fred?
Det kan jeg slet ikke genkende. Og slet ikke for de førtidspensionister, som er tilkendt pension fra 1. januar 2003. Bevillingsgrundlaget siger jo, at man skal være uarbejdsdygtig indenfor ethvert erhverv.
rehabilitering
Men – lad os nu lege med ideen. Hvis et menneske som jeg skulle »rehabiliteres« og »klargøres« til arbejdsmarkedet, så jeg ikke var »parkeret« som en gammel, rusten Toyota Corolla, så ville det som minimum koste følgende foranstaltninger:
* Grundig udredning på sygehus for yderligere ryglidelse, immunforsvarsdefekt, fibromyalgi, DB2, hjerte-kar-sygdomme, stofskiftesygdomme, hormonelle sygdomme, ME/CFS og andre immunologiske sygdomme, samt tandbehandling for nedslidte og ødelagte tænder.
* Grundigt og målrettet genoptræningsprogram, særligt tilrettelagt de problemer, jeg besidder. Jeg kan for eksempel ikke træne som andre, da alt for hård træning gør mig fysisk syg og forværrer mit helbred.
* Langvarig psykoterapi hos en autoriseret psykolog for svær udbrændthed og stress.
* Langvarig fysioterapi og kiropraktisk behandling for diverse skader i bevægeapparatet.
* Langvarig medicinsk behandling af ovenstående sygdomme.
* Skånebehov i fremtidigt job på grund af hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær og perioder med mange sygedage på grund af nedsat immunforsvar.
* Vedligeholdende behandling og træningsforløb, så helbredet ikke forværres af fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet.
* Revaliderings- og opkvalificeringsforløb – jeg har ikke været på arbejdsmarkedet siden 1. januar 2002.
Gad vide, hvad ovenstående vil koste samfundet? Jeg får cirka 160.000 kroner om året i pension før skat. Kan det overhovedet betale for ovenstående behandlingstiltag?
Vi taler jo om mange års intensiv behandling indenfor sundhedsvæsenet, både det private og det offentlige system. Desuden skal jeg jo fortsætte med at være i behandling for de kroniske sygdomme, jeg har, uanset hvilken form for forsørgelse jeg er indehaver af. Og skal jeg selv betale for noget af behandlingen, så er der ingen chance for nogen form for recovery.
Det danske sundhedsvæsen kan ikke kurere mange af de kroniske sygdomme, jeg har. Selv om både Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Belgien har behandlingstilbud til fibromyalgi, ME/-CFS med videre, så insisterer det danske sundhedsvæsen på at behandle mennesker med slige lidelser som psykiatriske patienter.
Det har endnu ikke kureret en eneste af de kvinder, jeg kender, som lider af fibromyalgi eller ME/CFS – snarere tværtimod.
jobudsigt lig nul
Noget helt andet er, at jeg er 45 år gammel. Når denne plan eventuelt er udført, så er jeg, – lidt friskt sat – 50. Jeg har da siger og skriver 15 år tilbage på arbejdsmarkedet, måske 20, hvis jeg er heldig.
Det bliver nok i en eller anden form for støttet beskæftigelse, for der er ingen garanti for, at jeg bliver fuldt ud selvforsørgende. Ikke engang min egen optimistiske sjæl, i et anfald af storhedsvanvid på mit helbreds vegne, kan garantere en »full recovery«.
Og ingen læge eller psykiater vil nogensinde sætte sit navn under en sådan erklæring, medmindre de vil anklages for kvaksalveri.
Er det da samfundsøkonomisk pengene værd at bekoste et »rehab-forløb« på mig? Ja, bortset fra, at jeg vil blive ovenud glad for at forbedre mit helbred, så ja, men set i forhold til min alder og hvad det vil koste at rehabilitere mig og – ikke mindst – til hvad, så er det godt nok noget af en investering, der skal til. Jeg kunne måske forstå det, hvis jeg var 25, men jeg er altså 45.
Og hvem ville da også ansætte mig? Jeg kan under ingen omstændigheder vende tilbage til det offentlige i nogen form, jeg er færdig som socialrådgiver, det er helt sikkert. Det giver jo ingen mening at gå tilbage til et fag, man bliver dødssyg af.
Den sidste uddannelse jeg har, færdiggjorde jeg i juni 1996, og det er en uddannelse, jeg ikke længere har helbred til at benytte. Så, hvilke færdigheder har jeg, der kan bruges på det store, globale, danske arbejdsmarked?
Så for at svare på det spørgsmål, jeg stiller i overskriften, så må svaret for mit vedkommende være nej. Det der sker er, at man nedsætter mængden og størrelsen af symptomernes fremtræden, men rask bliver man ikke.
Man lærer at leve med det, fordi man får fred til at leve et liv, man kan tåle.
Findes der mon en arbejdsgiver M/K, som vil ansætte mig i støttet beskæftigelse med de helbredsskavanker jeg har, til en løn, jeg kan leve af, så skal vedkommende være noget så velkommen til at kontakte mig.
Var der et vakst DA-hoved, der tænker: Socialøkonomiske virksomheder?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
