Fra tidligere at kunne optræde selvstændigt bliver fagbevægelsen en del af »trepartsforhandlingerne«, der lægger rammerne for blandt andet overenskomst-forhandlingerne.

Fagbevægelsen og dens aktiviteter får kun sjældent en seriøs omtale i medierne.

PN

af Lars Ulrik Thomsen

Med medlemskabet af EF/EU i 1972 er der sket store forskydninger i styrkeforholdet mellem klasserne.

Når man står midt i begivenhederne, kan det være vanskeligt at overskue de konkrete forandringer. I dette rids af arbejderbevægelsens nyere udvikling, vil jeg forsøge at vise nogle træk, som ikke umiddelbart falder i øjnene.

Fagbevægelsen er landets største demokratiske organisation, derfor har det interesse for samfundsudviklingen at sætte sig ind i, hvordan den fungerer. Lever den op til de demokratiske principper, og har medlemmerne mulighed for at præge den faglige og politiske linje?

Et område, som har væsentlig betydning for fagbevægelsens udvikling, er den måde, medierne behandler emnet på.

Selvom fagbevægelsen i kraft af sin størrelse burde høre til et af de vigtigste emner, er det sjældent, den får en seriøs behandling. Mange gange sker det efter nærmest rituelle mønstre, hvor man bekræfter folk i deres fordomme.

En seriøs tilgang vil være at se på de store forandringer, der er sket. Hvilke konsekvenser har vores EU-medlemskab haft? Et andet område er spørgsmålet om immigrationen fra andre lande.

Arbejderbevægelsen er imod forskelsbehandling på grund af etnisk baggrund. Men denne vinkel kommer meget sjældent frem i nyhedsdækningen.

Disse spørgsmål må behandles i sammenhæng med den rolle, som Danmark har i international politik.

korporationen

Ser man på historien i et lidt større perspektiv, tegner der sig nogle klare linjer. Med besættelsen af Danmark i 1940 indledte Socialdemokratiet et afgørende kursskifte i sin politik.

Det medførte for fagbevægelsens medlemmer en fastfrysning af løn og arbejdsforhold. Ligeledes blev der indført strejkeforbud.

Denne fremgangsmåde var en del af den korporativisme, som blev indført fra Italien og Tyskland, hvor fagbevægelsen var et instrument for monopolerne og deres interesser.

Med det danske medlemskab af EF/EU i 1972 ser vi de samme træk i Socialdemokratiets politiske udvikling. De er ikke særligt fremtrædende i de første år, men efterhånden slår de mere og mere igennem i alle politiske forhold – herunder fagbevægelsens forhandlingsmuligheder.

Fra tidligere at kunne optræde selvstændigt bliver fagbevægelsen en del af de såkaldte »trepartsforhandlinger«, der lægger de politiske rammer for blandt andet overenskomstforhandlingerne.

Virkningen er den samme som under besættelsen: Løndannelsen sakker bagud i forhold til prisdannelsen, og fagforbundene slår hårdt ned på alle strejker.

Hvilke konsekvenser har denne korporative udvikling for arbejderbevægelsen og demokratiet?

Det politiske liv kommer til at handle om alt mulig andet end politik. Borgernes muligheder for at gennemskue rænkespillet bliver umuliggjort af en overfladisk pressedækning.

I modsætning til det fascistiske Tyskland har EU på overfladen skabt nogle strukturer, der skal ligne demokratisk medbestemmelse.

Men det hele er bygget så kunstfærdigt op, at magtforholdene fortoner sig i det dunkle. Populært kan man sige, at indpakningen er blevet pænere, men virkningen af den førte politik er den samme. Et land, der har solgt sin selvstændighed til EU og NATO, er ikke længere noget frit land.

Det er ikke primært opfyldelsen af folkets behov, der er det centrale, men generalers og kommissærers instruktioner – uden for landets grænser.

Hvad har været ledetråden i dansk udenrigspolitik siden 1970’erne? Med enkelte undtagelser har socialdemokratiske regeringer været særdeles trofaste over for Nato og EU.

Sammenligner man de socialdemokratiske løfter lige efter besættelsen – at man ville forsvare dansk neutralitetspolitik, så blev de hurtigt erstattet af en kampagne for tilslutning til Nato.

På samme måde i 1970’erne, hvor Socialdemokratiet forsikrede vælgerne om, at dansk suverænitet ville blive respekteret. EF/EU skulle udelukkende være et handelssamarbejde.

I dag har EU en præsident, en udenrigskommissær og egen udenrigstjeneste. Men denne side af politikken, er kun den synlige del. Den usynlige er underjordiske væsener, der registrerer borgernes politiske virksomhed.

socialdemokratiet

Socialdemokratiet samarbejdede allerede inden Danmarks besættelse med efterretningstjenesten. Den tyske Sicherheitsdienst fik udleveret samtlige navne på DKP’s tillidsmænd i partiet og fagbevægelsen. Denne aktivitet er fortsat i alle årene siden og foregår den dag i dag. 

Socialdemokratiets respekt for Grundloven kan ligge på et meget lille sted, hvis det drejer sig om politiske modstandere. At der ikke kun er tale om historie, men aktuel praksis, vidner mine personlige erfaringer om. Dansk Metalarbejderforbund nægter kritikere mulighed for, at komme til orde i Forbundets blad.

Har disse betragtninger noget at gøre med fagbevægelsens indflydelse? Ja, det har de, fordi borgernes mulighed for at påvirke beslutningerne afhænger af respekten for den enkeltes politiske valg. Risikerer man personlige chikanerier eller afskedigelse på grund af bestemte politiske holdninger, er friheden illusorisk.

Heldigvis er alt ikke dårligdom i arbejderbevægelsen. Der findes konstruktive sider såsom den støtte, fagbevægelsen giver til projekter i forskellige dele af verden.

Denne side af fagbevægelsens virke er ikke særlig kendt i offentligheden, men den kunne være et alternativ til den nuværende udenrigspolitik. Et alternativ til dansk krigsdeltagelse.

Når man skærer al overflødig snak væk, er der tale om erobringskrige, der skal sikre USA’s indflydelse i de dele af verden. Denne eventyrpolitik kan stoppes, hvis arbejderbevægelsens medlemmer bliver aktive i krigsmodstanden og afslører løgnen om »den humanitære bistand«.

Derom vidner de aktuelle afsløringer på WikiLeaks, som har demonstreret krigens sande gru ved overtrædelser af Geneve-konventionen.

konsekvenser

Hvilke konsekvenser har det, at Danmark er blevet en korporativ stat? Det betyder, at det borgerlige demokrati er under afvikling og bliver erstattet af en form for skindemokrati efter amerikansk forbillede. Det vil få afgørende indflydelse på de sociale rettigheder, der bliver begrænset eller helt afviklet.

Socialdemokratiet har ingen vilje til at bryde med denne politiske doktrin. I ord fremhæver partiet, at man vil forsvare »velfærdssamfundet«, men i praksis følger man den borgerlige politik. Man kan ikke både være for EU og bryde med dens politik.

Det stiller meget store krav til fagforeninger og arbejdspladser i skabelsen af en fælles modstandsfront. Men det er den eneste mulighed for at ændre på monopolernes greb om Danmark.

Protesterne og bevægelserne skal komme nede fra, så vil arbejderpartierne også begynde at lytte til kravene.

Den største udfordring for de aktive i fagbevægelsen vil være, at forene de hjemlige protester med fælles aktioner i andre EU-lande. At det kan lade sig gøre, beviste havnearbejderne med deres demonstrationer og strejker mod overenskomstmæssige forringelser i 2006.

På baggrund af denne fremstilling er det tydeligt, at der er en modsætning mellem det officielle billede, vi får, og de faktiske forhold.

Hvis arbejderbevægelsen fortsætter som nu, vil det føre til ruin og opløsning. Derfor er der brug for at vende tilbage til fagbevægelsens rødder og genopdage de idealer, som bevægelsen blev grundlagt på.

Vi må overvinde den primitive antikommunisme, som kontrarevolutionen har skabt. Det kan vi kun gøre ved at forbinde kampen for de dagsaktuelle krav med kampen for socialisme.