12 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Her kan spares

Her kan spares

Torsdag, 03. februar, 2011, 10:24:40

Disse forslag til ligestilling med den øvrige del af befolkningen kan udbredes til samtlige ministerier.

af Peer Pedersen, Frederiksværk

De mange besparelser på Danmarks indbyggere, særligt de svageste og  lavtlønnede kan indledes med besparelser på statsapparatet startende med medlemmer af det danske Folketing.

Her nogle forslag der helt sikkert kan udbygges.

– Borgere, der vælges til Folketinget, ved godt, at der er valg mindst hvert fjerde år. De kan derfor højst få tre måneders løn, hvis de ikke genvælges, der udbetales ikke løn hvis andet arbejde er fundet i opsigelsesperioden. Hvis de trækker sig fra Folketinget eller ikke lader sig genopstille, udbetales der ikke løn fra opsigelsesdagen.

Pensioner opspares med samme procentsats som statsansatte og udbetales efter samme retningslinjer som statsansatte embedsmænd.

– Til medlemmer af Folketinget, samt ministre, der vælges, udpeges til særlige stillinger, udbetales et honorar der højst må udgøre ti procent af et menigt medlem af Folketingets løn. Stillingen som folketingsmedlem er en fuldtidsstilling, der kan derfor ikke forventes mere arbejde af et særligt udpeget medlem end af et menigt medlem.

– Transport til nødvendige møder udenfor Folketinget og ministerierne foretages med billigste offentlige transport, dyrere transportformer end disse skal hver gang godkendes af Folketingets præsidium. Præsidiet råder over flere biler til særligt brug, efter aftale. Eventuel drift og løn til chauffør af egen bil betales ikke af det offentlige.   

– Folketingets kantine skal til enhver tid kunne forrente sig og der gives ikke tilskud til driften af statslige midler. Intet medlem af Folketinget og ansatte i Folketinget må opholde sig i kantinen mere end 29 minutter til frokost, da medlemmerne og ansatte får betalt frokostpause.

– På alle kontorer skal møbleringen foregå på en måde, således at møbler fra magasinerne bruges, så længe de er brugbare. Ingen folkevalgte og ansatte kan egenhændigt købe og placere indbo på det offentliges regning.

– Alle folkevalgte får dagligt dagens aviser via intranettet, ansatte kan godkendes til at modtage en eller flere netaviser efter behov.

–De folkevalgtes beklædning skal altid være rent og pænt, efter eget valg og egenbetaling. Gallauniformer dog undtaget.

Disse forslag til ligestilling med den øvrige del af den danske befolkning kan udbredes til samtlige ministerier, udenrigstjenesten, militæret og kongehuset.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. feb. 2011 - 10:24   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev