En fare, som altid kan true en berettiget, folkelig opstand, er udefra kommende indblanding fra stærke økonomiske og politiske magter, som under »det snart faldende regime« har sikret deres interesser.

Egypterne skal passe på, at deres opstand ikke bliver stjålet af udefra kommende kræfter.

Ramy Raoof

af Shokrollah Kamari-Majin, Vallensbæk Strand

Alle diktatorerne hører desværre alt for sent »folkets revolutionsbudskab«. Hvis de ikke lukker deres øjne og ører, således at de, inden folket begynder at råbe, kan høre dets ønske, vil der heller ikke være brug for voldelige reaktioner.

I dag – sammenlignet med eksempelvis 100 år tilbage, hvor hvert enkelt samfund til en vis grad fungerede upåvirket af omverdenen – kan man ikke være ligeglad med, hvad der foregår rundt omkring i verden. Der er tale om en verden, som i dag snarere kan kaldes for en landsby.

Når man hører, at en dansk minister udtrykker sin bekymring over begivenhederne, der i øjeblikket foregår i  Egypten, og når Danmarks statsminister opfordrer Egyptens præsident til at komme med konkrete forslag for at løse problemet, kan man bedre forstå forskellige samfunds tilknytning til hinanden og deres gensidige relationer i dag – enten direkte eller indirekte.

Det giver alle mennesker et fælles ansvar. Det giver en grund til, at man burde tage stilling til disse former for begivenheder. Men hvad kan man gøre? På hvilken måde kan man tage stilling til en folkeopstand, der sker i et land tusinder af kilometer langt fra, hvor man selv bor? Er det overhovedet vigtigt, at man forholder sig til noget, man ikke har en direkte rolle i – indflydelse på?

viden og interesse

Det man kan gøre, og den måde man kan forholde sig til sådanne faktisk historiske begivenheder i andre samfund end ens eget på, er afhængig af enhvers kendskab til andre samfund, til i hvor høj grad man har læst historie om tidligere generationer og har lært af historien, samt er afhængig af i hvor høj grad man interesserer sig for at vide, hvordan andre samfund fungerer.

Vi har i de sidste tre årtier været vidne til mange folkelige opstande, politiske omvæltninger, revolutioner, militære kup, voldelige politiske handlinger, krige, terrorak-tioner, og så videre. 

Disse begivenheder sker alligevel ikke hver dag. Det kan dog være, at selv i de mest kaotiske og ustabile lande får befolkningen muligheden for at udtrykke sin utilfredshed mod undertrykkelse hver 30., 40. eller 50. år.

Hvis man bliver klar over, at denne mulighed ikke er lettilgængelig for et folk, der lider under korrupte, brutale og eller fascistiske regimer, bliver man naturligvis endnu mere interesseret i at følge med i, hvad der foregår i en aktuel politisk situation.

Det kan vække spørgsmål som »hvad kan begivenhederne føre til?«, »forsvinder utilfredsheden endeligt?«, »kan man håbe på et bedre liv for et folk, som nu efter flere årtier har fået mulighed for at råbe, at de er så trætte af forholdene i deres land?«, og så videre.

Det, vi andre mennesker end det frustrerede, rasende og oprørske folk i det pågældende land kan gøre, er at støtte dem ved at vise vores sympati over for deres krav om egne rettigheder.

Det kan man ved at bruge historien, at minde om andre folkeopstande, som tidligere i andre lande har fundet sted og på denne baggrund give dem råd, gøre dem opmærksom på farer, som kan findes på vejen mod realiseringen af deres ønsker.

De er fulde af energi, som de har fået fra et håb. Risikoen er, at de i øjeblikket blot mærker reaktionen på mange års tavse utilfredshed, at de nu kun ved, hvordan de skal ødelægge alt, hvad der kan minde dem om regimets undertrykkelse.

vi kan støtte

Men vi, som sidder i skygge, kan støtte dem på vores egen måde, advare dem mod ekstremistiske reaktioner, gøre dem opmærksom på faren fra kriminelle grupper, som under sådanne kaotiske omstændigheder kan finde på at udnytte situationen til deres kriminelle mål.

Vi kan opfordre de oprørske masser til at passe på, at deres opstand ikke bliver stjålet af onde, men kloge, politisk professionelle spillere, af internationale, store økono-miske karteller, af religiøse fundamentalister, af terrorister eller af nye »ulve i fåreklæder«.

En af de farer, som til enhver tid kan true en berettiget, folkelig opstand, er udefrakommende indblanding, især fra stærke økonomiske og politiske magter, som under »det snart faldende regime« har sikret deres interesser.

Disse magter forsøger på en eller anden måde at bevare deres interesser, men på en ny form. Derfor forsøger de at erstatte »det snart faldende diktatur« med en i formen ny politisk struktur, men uændret i indholdet.

Vi kan sende vores bud til et folk, som i dag siger nej til mere uretfærdighed. Dette bud kan indeholde vores ønske om, at de kan opnå, hvad de fortjener.