Vi er ikke gode til at vise hinanden tillid. Vi er kontrolfreaks

^{Skærveknuseren}_{af Kjeld Stenum}

De små hændelser viser de store sammenhænge. Store sammenhænge er bygget op af små hændelser. Af og til falder man på sit arbejde over situationer, der sætter tanker i gang om ting med meget større rækkevidde. Som hvis man falder i staver over to af ens kolleger, en ældre beton’er og en ung knægt, som den ældre bruger en masse energi på at lære op.

Den unge kan knap foretage en bevægelse, uden at den gamle straks er over ham og forklarer ham en anden og efter hans mening meget bedre måde at gøre tingene på.

Det foregår på en venlig og pædagogisk måde, og det sker ud fra de bedste motiver af verden, det er bestemt ikke for det, alligevel udvikler det sig uundgåeligt til, at den unge bliver så frustreret, at han næsten ikke kan finde ud af at gøre det allermest simple mere.

Til sidst må han i en lidt brutal eksplosion bede den gamle lukke røven. Og den gamle bliver sur og fornærmet, for som sagt havde han de bedste motiver. Måske går den unge glip af en masse brugbar viden på den måde. Det er der ikke noget at gøre ved, han må selv.

Fra sidelinjen er det nemt at se, at det havde været meget bedre pædagogik fra den gamles side, hvis han havde holdt sig tilbage, ladet den unge rende ind i problemerne og bare kommet med sine fiduser som små forslag, når den unge selv havde behov for hjælp.

Men alting er så nemt fra sidelinjen. Man render jo af og til ind i at gribe sig selv fanget ind af de samme mønstre, når man går sammen med yngre og mere uøvede. Eller i forhold til ens egne børn.

Vi er ikke gode til at vise hinanden tillid. Vi er kontrolfreaks. Jeg ved ikke, om man kunne tænke sig den samme situation overalt på kloden, men jeg tvivler faktisk lidt på det. Jeg tror, at i mange kulturer er ældre bedre til at respektere og acceptere, at de unge har brug for at finde deres egen måde at gøre ting på.

Derfor får de ældre også selv meget mere respekt. De unge oplever dem ikke som en snærende autoritet, der vil styre dem, men opdager dem som en ressource, de kan trække på. Hvis de altså kan.

Måske går tingene her i Europa efterhånden så stærkt, at unge ikke kan bruge ældres erfaringer til så meget. Måske er det lidt angst for at blive konfronteret med egen overflødighed, der får mange af os gamle til at ville styre så meget, som vi vil.

Vi vil så gerne, at der er brug for os. Men jeg tror også, at det er mere end det. Her i den europæiske kulturtradition er vi også særlig gode til at falde ind i en forestilling om, at verden uden vores styrende fornuft er kaotisk, og at den eneste orden, der findes, det er den, vi bringer ind i verden, hvis vi griber ind og styrer.

Den forestilling er på ingen måde ny i vores kultur. Man kan finde spirerne til den hos gamle græske filosoffer, tidligst tror jeg hos Heraklit, der levede lidt før den berømte Sokrates.

Heraklit belærte os om, at verden, kosmos, var modsætningsfyldt og kaotisk, og at det ordnende, der gjorde det muligt for os overhovedet at snakke om den, kom fra vores egen fornuftige kommunikation, fra Logos, der simpelthen betyder tale.

Vi husker nok især Heraklit, fordi hans opfattelse af verden som kaotisk og vores manipulerende hjerner som den ordnende kraft passer som fod i hose til den kultur, vi lever i i dag.

Den organiserede kristne kirke har gjort sit til at banke denne forestilling ind i os, fordi det gav den jordisk magt. Alt kødeligt (materielt) var synd og kaos, og alt ordnende kom fra Vorherre gennem hans autoriserede fortolker på jord, paven. Efter at reformationen brød kirkens jordiske magt, forklarede tidens filosoffer stadig fornuften som Vorherres direkte tale til os.

Industrialiseringens filosoffer, som for eksempel Hegel, troede på, at den historiske udvikling udtrykte menneskenes fremadskridende beherskelse af deres omverden, kulminerende i fornuftens, eller verdensåndens, sejrrige realisering på jorden.

Det oversatte den europæiske imperialisme straks til en moralsk ret til den yderste skrupelløshed i bestræbelserne på at realisere den europæiske fornufts sejr på verdensplan.

Så forestillingen er vokset sammen med vores kultur. Og rigtig mange, også højt universitetsuddannede mennesker, slæber rundt på den den dag i dag. Ikke desto mindre er den en udpræget misforståelse.

Verdens orden kommer ikke fra vores fornuftige manipulerende viljer, den er der før os og uden os. Intet opfører sig så ordnet og lovbundet som den »døde« ukomplekse fysiske materie, der ikke forstyrres af de levende organismers mere uberegnelige kompleksitet.

Og næppe nogen levende organisme har bragt tilnærmelsesvis så meget uorden og kaos (eller så megen entropi, som thermodynamikerne ville sige) til vores planet som netop menneskedyret med dets manipulerende vilje.

Og hvad mere er, næppe nogensinde er denne entropi-tilvækst foregået så eksplosivt som netop i vores moderne tids europæisk prægede kulturkreds med dens forestillinger om en mere eller mindre guddommelig fornufts ordnende kraft.

Det er efter min mening temmelig ukontroversielle fakta, som enhver, der tør se tingene, som de er, må anerkende. Det er på tide, at vi besinder os på dem og begynder at anstrenge os for at lære at behandle vores omverden med den fornødne ærbødighed og respekt.

Det vil alligevel aldrig lykkes for os at tvinge verden til at lyde de fornuftens love, som vi mener giver os en særlig privilegeret ret til at manipulere med den.

Hvis ikke vi i stedet lærer at tilpasse os de love, der gælder for den, bliver det alligevel aldrig os, der vil betvinge den, men den, der vil knuse os.