Der er brug for en stor og stærk bevægelse, som ikke lader sig nøjes med at se valg på tv, men i stedet sætter gang i endnu flere aktiviteter af den slags, som fandt sted i denne uge.

af Julie Malling

Alle tale om det, hører om det, gisner om det og venter i spænding. Valgkampen er skudt i gang, også selvom ingen endnu kender den dato, hvor vi skal op og sætte vores kryds.

Med al sandsynlighed bliver valget heller ikke udskrevet før den dag, Lars Løkke og hans spindoktor tror på, at de kan vinde. Og netop nu ser den del heldigvis ganske sort ud.

Der er rod i et af den borgerlige lejrs kernepartier, de Konservative, som i lyset af skandalerne omkring Lene Espersen og Henriette Kjær, befinder sig helt nede ved spærregrænsen. Et faktum som kan være med til at udsætte valget. 

Valget ud af stuen

Der er lagt i ovnen til bittert opgør, alt tyder på, at valgkampen bliver intens og aggressiv.

Samtlige partier i Folketinget oplyser, at de vil bruge endnu flere penge på valgkamp end ved sidste valg. Mens oppositionen forsøger at hente penge ind hos befolkningen, har de borgerlige partier langt de største valgbudgetter. De får svimlende summer serveret fra arbejdsgiverne, fra Mærsk og andre store kapitalstærke kanoner.

Mindst en gang om ugen mødes de kendte ansigter fra regeringspartierne og oppositionen til stort opslåede tv-dueller, hvor de i den bedste sendetid får lov til at slagte hinanden for åben skærm.

Den form for præsidentvalgkamp er i sig selv udemokratisk. Den gavner de store partier, der har markante og kendte ledere, mens de små partier som for eksempel Enhedslisten får langt mindre sendetid.

Valgkampen er mere end nogensinde rykket indenfor i tv-studierne, hvor vi, som skal vælge politikkerne, får lov til at blive underholdt og se passivt til på sidelinjen, selv om det jo i virkeligheden er os, det hele handler om.

Men vi kan ikke overlade valget til toppolitikerne på tv-skærmene. Et opgør med den førte politik kræver, at regeringen får kamp til stregen – ikke kun af Søvndal, Thorning og alle de andre inde fra borgen, men fra alle os udenfor de store tykke mure. Det er ude på gaden, på arbejdspladserne og i udannelsesinstitutionerne at kampen skal vindes – ikke i tv-stuerne.

Nu er det nok

I den forgangne uge er det heldigvis blevet bevist, at ikke alle lader sig affinde med positionen som passiv tv-kigger.

I torsdags satte tusinder af buschauffører, lufthavnsansatte, skraldemænd og havnearbejdere Danmark i stå, da de nedlagde arbejdet under parolen »Nu er det nok« i frustration mod den førte politik. Og dagen inden valgte 5000 LO-medlemmer at tage turen til Odense for at deltage i et fagligt stormøde imod afskaffelse af efterlønnen.

Der er brug for endnu mere af den slags. Valgkampen skal gøres til en kamp for velfærd.

Regeringen skal have mere modstand, og oppositionen må ruste sig til at forsvare de krav, fagbevægelsen og den brede befolkning rejser.

S og SF skal ikke tage ansvar for regeringens nedskæringspolitik, som de eksempelvis gjorde, da deres regionspolitikere i begyndelsen af denne uge blåstemplede en spareplan på en halv milliard i Region Midtjylland. Socialdemokraterne, SF og Radikale skrev under på en aftale, som vi koste midtjyderne dyrt, alt imens de borgerlige partier udvandrede fra forhandlingerne og hundredvis af borgere demonstrerede i Viborg, hvor mødet fandt sted.

De voldsomme nedskæringer i regionerne og kommunerne skyldes regeringens skattestop og krav om nulvækst, og derfor må regningen sendes til VKO.

Oppositionen skal turde sætte velfærd på dagsordenen i stedet for at bukke under for regeringen, de liberale tænketanke og de store virksomheders påstande om, at deres politik er uansvarlig.

For det er ikke uansvarligt at bruge penge på velfærd og investere i en stor og stærk offentlig sektor og derpå sikre dansk økonomi og vores allesammens fremtid.

Utilfredsheden med nedskæringerne skal frem i lyset. Det er den forestående valgkamp en oplagt mulighed for. Det er nu, alt skal sættes ind på at vælte regeringen og stoppe nedskæringspolitikken. 

Til det er der brug for en stor og stærk bevægelse, som ikke lader sig nøjes med at se valg på tv, men i stedet sætter gang i endnu flere aktiviteter af den slags, som fandt sted i denne uge. Fra bevægelsen skal der stilles krav til en ny regering og en ny politik – krav som vi må være parate til at kæmpe for både under og efter valget – uanset hvem der vinder regeringsmagten.