af Klaus Jensen, Randers
Her er nogle fakta om efterlønnen – tallene er fra statistikbanken, tredje kvartal 2010.
Antal personer mellem 60 og 64 år: 372.000. Heraf er der 3388, som modtager dagpenge og 116.000 på efterløn, hvilket udgør cirka 31 procent af befolkningsgruppen i aldersklassen.
Efterlønsmodtagerne har indbetalt cirka 7,8 milliarder eller 1,56 milliarder kroner per år i fem år. Hvis indbetalingsordningen var fuldt udviklet, ville beløbet være cirka 2,9 milliarder kroner per år. Udbetaling per år til efterløn efter skat – cirka 16,7 milliarder kroner.
Yderligere kan efterlønsmodtagere blive modregnet for kapitalpensioner, ratepensioner og anden indkomst, hvilket selvfølgelig er en besparelse i efterlønsudbetalingen.
Historisk set har der kun været cirka fem år siden efterlønnens indførelse i 1979, hvor alle kunne have været i beskæftigelse, set ud fra regeringens synspunkt om, at man ikke kan nægte at tage arbejde af nogen art.
Konklusionen ved afskaffelse af efterlønnen: Besparelse på cirka 16,7 minus 2,9 er lig 13,8 milliarder kroner per år, minus modregning i kapitalpension, ratepension og anden indkomst…
Udgifter ved afskaffelse af efterlønnen: Cirka 16,7 milliarder kroner per år til dagpenge plus eventuelle omkostninger til aktivering, uddannelse, møder og lignende (man skal være medlem af en a-kasse for at kunne få efterløn).
I 2010 brugte de billigste kommuner cirka 60.000 kroner til aktivering per person, og med 116.000 flere ledige ville det koste cirka syv milliarder kroner om året til den billigste pris. Her kan tilføjes, at nogle kommuner brugte langt over 100.000 kroner i aktivering per person.
Endvidere har selv de mest optimistiske økonomer med regeringen i spidsen udtalt, at krisens afslutning ikke ligger lige om hjørnet, og efterlønnen sagtens kan udfases på fem år. Når man tager alle disse ting i betragtning – har vi så en økonomisk ansvarlig regering?
Kæmp med folket for folket.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278