02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvis bare handling fulgte ord…

Hvis bare handling fulgte ord…

Tirsdag, 08. februar, 2011, 10:39:13

Mængden af »den lille mand/kvinde« er nok tættest på at kunne kaldes for en flok. Så nu ved vi meget tydeligere, at når der siges »løfte i flok«, menes der, at underklassen skal bære byrden igen.

De her herrer har for lukrative pensionsordninger, mener læserbrevsskribenten, som har en række konkrete ændringsforslag.
Aage Christensen

af Dan F. Jørgensen, Odense

Nytårsaften – og ved flere andre lejligheder – er det blevet nævnt, at Danmark er i økonomisk krise. Vi skal alle være med til »at bære byrden«, og vi må »løfte i flok«.

Det er virkelig vise ord, men hvad er det så lige for en flok, der tales om, hvem er med i den. Vi ser jo meget tydeligt, hvem man mener, når man bruger ordet flok. Det omfatter ikke alle dem, der er velbjergede, og heller ikke politikerne.

Selve ordet flok er jo en betegnelse for en mængde eller et større antal. Her rammer man så rigtigt, for mængden af »den lille mand/kvinde«, er nok tættest på at kunne kaldes for en flok. Således ved vi nu meget tydeligere, at når der siges »løfte i flok«, menes der, at underklassen skal bære byrden igen.

Hvis der fra politikerne havde været en reel lyst eller vilje til at lade »flokken« omfatte alle i dette land, så kunne man jo have startet med at vise medansvar og indlemmet sig selv i flokken. Det ønsker man naturligvis ikke, og det er blevet tydeligere og tydeligere for enhver.

Som lønmodtager og egentlig lavtlønnet er der jo klare regler for overgange til folkepension. Der er også endnu regler for den meget omtalte efterløn, som landet nu ikke synes at have råd til.

Vi skal alle arbejde mere i job, der ikke findes, og alle områder, der er forbundet med udgifter, skal skæres ned til et absolut minimum. Alle disse forhold er opstået på grund af den »ansvarlige« økonomiske politik, de folkevalgte har ført.

de folkevalgte

Netop »de folkevalgte« er her et vigtigt ordvalg, og udgør en væsentlig forskel. Man er nemlig valgt af folket, efter at man først med store plakater har tigget folket om at vælge sig.

Der er med andre ord tale om, at man jo besidder en post, helt frivilligt. Derfor anser jeg det også som noget, man ønsker, og derfor bør man være parat til at vise et godt eksempel.

Dette kunne man gøre ved at gå med til at løfte i flok sammen med folket, der har valgt én.

Her kunne man så lige ændre på reglerne for pension til folketingsmedlemmer og ministre. De regler, der findes på dette område nu, kender jeg ikke til bunds, men jeg tror nok, at det er sådan lidt vel lukrativt.

Jeg vil derfor mene, at hvis man som politiker reelt mener, at der skal løftes i flok, så kunne man indføre nye regler for pension til folketingsmedlemmer og ministre. Mit personlige forslag vil således være:

politikerpension

Man kan kun oppebære pension fra Folketinget, hvis man går på pension direkte fra en plads i Folketinget.

Der skal ikke være ret til pension fra Folketinget de første 10 år, man er medlem. Man kan overføre medlemsperioder fra tidligere, hvis man efter en periode har været ude af Folketinget og bliver valgt ind igen.

De 10 år som medlem er altså at regne for sammenlagt, dog ikke i tilfælde hvor man selv har valgt at udtræde af folketinget.

Folketingsmedlemmer, der skifter parti, kan ikke medregne perioden fra det parti man forlader, men skal påbegynde en ny anciennitet i det parti, man overgår til. Der kan altså ikke medregnes perioder fra flere partier, men kun fra det parti, man går på pension fra.

Ministerpension kan kun opnås i de tilfælde, man afgår til pension direkte fra en ministerpost.

Det skal ikke være muligt at bevare en ministerpension og »gemme« denne, når man afgår som minister, uanset årsagen, og ikke går på pension. 

Det skal ikke være muligt at blive valgt til en ministerpost, efter at man er fyldt 60 år, og man skal afgå som minister, når man fylder 65 år.

Dette forslag vil nok aldrig komme på tale, da det jo ville betyde, at »løfte i flok« pludselig ikke længere kun omfattede »pøbelen«.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2011 - 10:39   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev