Det er ikke solidaritet, men en understøttelse af et system, der bygger på og fortsat vil bygge på udbytning og diskrimination.

af Christian Stokbro Karlsen, Munkebo

På Modkraft’s hjemmeside kan man læse en reportage fra mødet mellem Johanne Schmidt-Nielsen og Thor Möger Pedersen den 27. januar. Jeg er ikke så interesseret i helheden, som i en bestemt udtalelse af Möger Pedersen:

»Vi lider ikke af det, som Modkraft beskriver som den udenomparlamentariske venstrefløj til venstre for Enhedslisten. Vi prøver i stedet at skabe forandring skridt for skridt og tage et solidarisk opgør med højrefløjen.«

Udtalelsen kommer i forbindelse med det famøse pointsystem S-SF har kopieret fra regeringen og Dansk Folkeparti. Det, jeg hæfter mig ved i udtalelsen, er begrebet om det solidariske opgør – solidarisk med hvem?

I hvert fald ikke de konkret udsatte, som ikke tæller med i samfundet; ikke flygtningene, som bekvemt er blevet gemt af vejen i barakker og bag meterhøje hegn.

SF’s solidaritet

Hvem er det, SF er solidarisk med? Det er kapitalen. Systemet, der bygger på forskellighed og ulige rettigheder, og vel at mærke ikke den forskellighed, der sikrer lighed, men den økonomiske forskellighed, der i bund og grund er asocial og voldelig.

SF tager hensyn til systemet, der udøver og garanterer volden, og ikke til det menneske, der har brug for at tælle i en hverdag. Det er ikke solidaritet, men en understøttelse af et system, der bygger på og fortsat vil bygge på udbytning og diskrimination.

Men på et andet niveau udstrækker solidariteten (i ovenstående formatering) sig jo heller ikke til det konkrete menneske, men sigter mod det billede af Danmark, der hviler på diverse undersøgelser og statistikker.

Det er en bureaukratisk solidaritet, der er blevet fremmedgjort over for den virkelighed, de enkelte politikere faktisk bevæger sig rundt i, når de træder uden for murene.

populisme

SF har fundet en reformvenlig vej taget ud Venstres historie og taget den til sig. Men her glemmer man, at Venstre aldrig har haft et ønske om at ændre på systemet.

Venstre har med stor succes ændret ordenen inden for systemet, som en bevarelse og logisk udvikling af systemet.

Som Möger Pedersen formulerer det: »Jeg tror ikke så meget på socialisme som utopisk endemål, vi er praktiske socialister, og det betyder, at vi handler dag til dag.« Uden et mål? Er det ikke en opskrift på populisme?

Vi står over for et valg, der drejer sig om fordelingen af samfundets goder; på den ene side, fra SF til DF har vi støtterne til en kapitalistisk kommapolitik (en symptombehandling, om man vil), hvor volden bevares, og på den anden side står Enhedslisten, der, som Johanne Schmidt-Nielsen siger, ønsker »at trække samfundet i en klar socialistisk retning«.

Derfor er der, som jeg ser det, ikke de store alternativer, hvis man vitterlig er venstreorienteret.