02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udviklingsministerens besynderlige fravalg af Zambia

Udviklingsministerens besynderlige fravalg af Zambia

Tirsdag, 08. februar, 2011, 10:42:53

Landet ligger midt i det afrikanske kontinent, som Danmark har erklæret fortsat skal være hoved-modtager af dansk bistand. Halvdelen i byerne og to tredjedele på landet lever under fattigdomsgrænsen

Teenagepiger i Zambia. Danmark har støttet landet med udviklingsbistand siden dets uafhængighed i 1964. Nu er det slut med den officielle støtte.
Søren Zeuth

af Uffe Gjerding, landerepræsentant for Folkekirkens Nødhjælp i Zambia

Meddelelsen om udviklingsminister Søren Pinds beslutning om at udfase dansk bistand til Zambia kommer som noget af en overraskelse.

Hverken bistandsfolk eller diplomater, der har med Zambia at gøre, havde forventet dette fravalg fra dansk side. Danmark har støttet Zambia med udviklingsbistand siden landets uafhængighed i 1964.

Uden at ministerens strategiske overvejelser er blevet bekendtgjort endsige drøftet offentligt, oplyses det, at nu er det slut.

Ikke så underligt, at forsiderne på flere zambiske aviser bar den chokerende og overraskende nyhed i forrige uge. Hvad har Zambia gjort, som gør landet fortjent til en sådan behandling fra dansk side? Vi ved det ret beset ikke.

Men vi ved, at over halvdelen af befolkningen i byerne og to tredjedele af befolkningen på landet lever under fattigdomsgrænsen i Zambia. Landet ligger isoleret midt i det afrikanske kontinent, som Danmark officielt har erklæret fortsat skal være hovedmodtager af dansk bistand.

De argumenter, som måtte kunne fremføres for at stoppe bistanden til Zambia, kunne anvendes på mange andre afrikanske udviklingslande: Landet har mange naturressourcer; landet har oplevet en vis vækst i nationaløkonomien i de seneste år; landet er trods ihærdige forsøg ikke kommet sin korruption til livs.

Zambia har nogle af verdens største kobberminer, hvis indtægter givetvis kunne afhjælpe landets fattigdom og højne befolkningens undervisnings- og sundheds niveau.

Men Zambia bestemmer ikke prisen på kobberet og har ikke forstået, som for eksempel Norge med sin olie, i gode tider med høje priser at beskatte eksporten af råvarer, så landet selv og dets befolkning kan få en mere rimelig del i rigdommen.

zambia er på vej

Men vi kan glæde os over, at sådanne »fejl« ikke forties, men debatteres vildt og inderligt i den zambiske presse. Og ngo’er som Folkekirkens Nødhjælp støtter lokale kirker og civilsamfundsorganisationer i deres utrættelige bestræbelser på at presse regeringen til en bedre fordeling af de ressourcer, landet rent faktisk er i besiddelse af.

Zambia er et land, hvor der på trods en ny skærpet ngo-lov hersker ytringsfrihed og kritiske røster, der blander sig i den offentlige debat og politik til fordel for de fattige.

Zambia har glædeligt nok oplevet en økonomisk vækst på omkring seks procent årligt i de sidste par år. Men der er langt igen, til landet bliver et mellemindkomstland, der kan sørge for befolkningens grundlæggende behov.

Økonomisk vækst er heller ikke ensbetydende med, at alle nyder godt heraf. Også her er det vigtigt, at bistandsorganisationerne fortsætter med at insistere på, at væksten skal synliggøres i bedre serviceydelser til befolkningen.

For at lægge pres på regeringen har ngo’erne i de seneste år fokuseret meget på flere midler til disse sektorer og bedre udnyttelse af disse midler.

Det sker ved at oplyse befolkningen om deres rettigheder og ved at følge midlerne fra finanslovens tilblivelse til den enkelte skole, sundhedsklinik og så videre. Det er et langt, sejt arbejde, der netop er påbegyndt og kræver flere års ihærdig indsats, før resultaterne kan ses.

Der samme kan siges om korruption. Det er det lange seje træk, der vil frembringe de ønskede resultater. Zam-bias anti-korruptionslovgivning fejler generelt ikke noget, men implementeringen af den tager tid og kræver stadig overvågenhed.

Den zambiske statsrevisors fremragende og afslørende årlige rapporter udgør et udmærket redskab til at bekæmpe korruptionen i landet.

vi bliver i zambia

Og donorernes, herunder Danmarks, tilbageholdelse af midler i visse perioder til ministerier præget af korruption har fået myndighederne til at gribe ind.

Mange af disse positive bestræbelser er blevet støttet af dansk regeringsbistand og danske ngo’ers arbejde i Zambia igennem mange år, og vi er begyndt at se resultaterne.

Men nu skal det altså være slut med den officielle danske udviklingsbistand til Zambia. Vi forstår det ikke. Folkekirkens Nødhjælp agter ikke at lade sig påvirke af udviklingsministerens beslutning. Vi har netop vedtaget en ny plan for vores bistand til Zambia for årene 2011-2015.

Og vi glæder os over, at det fredelige Zambia er kommet på den danske dagsorden igen ved Danmarks Indsamling den 29. januar, hvor alene Folkekirkens Nødhjælp fra danske givere og firmaer har fået flere millioner til sit arbejde i landet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2011 - 10:42   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev