En meget rost efterløns-ordning forlanges afviklet og vore sygehuse skal ud i fri og lige konkurrence på det private sygehusmarked.

Den danske skattefinansierede sygehusordning er under nedbrydning.

Aage Christensen

af Villy Frølund Thomsen, København 

Vi gennemlever en absurd tid. Regeringen kræver, at den offentlige sektor reduceres. Pludselig finder man det bydende nødvendigt at afvikle det, som man tidligere talte sig varm på, og som blev belønnet af vælgerne.

En meget rost efterlønsordning forlanges afviklet, vore sygehuse skal ud i fri og lige konkurrence på det private sygehusmarked. Gennem flere slægtled opbyggede fremsynede pionerer i de nu nedlagte amtsråd vor offentlige, sociale og solidariske sygehusordning.

Den udmærkede sig med devisen: »Enhver bruger den livet igennem lige og vederlagsfrit ved påkommende sygdom eller ulykke, og enhver bidrager livet igennem efter formåen.«

Hvor man end kommer i verden, flyder det med lovord og respekt om denne model. Den lever til fulde op til det, vor gamle læremester Immanuel Kant opstillede som det kategoriske imperativ: »Dine handlinger skal være så, at de kan gælde for alle.«

et forbillede

Den danske sygehusordning er forbillede for alle sygehusordninger. Og det på trods af dens utilstrækkelighed og mangler i vor dagligdag. Vi taler ikke om fejl og mangler, som i øvrigt kan være betydningsfulde, men om den overordnede fælles målsætning, som nu fravælges.

Vi skal ikke længere være forbillede, men vor sygehusordning overføres til markedet og skal underkastes markedets kategoriske imperativ: »Dine handlinger skal være så, at den opnåede profit maksimeres.«

Denne markedsoverførsel har som uundgåelig konsekvens en fortsat nedbrydning af strukturen i vort sundhedsvæsen. Det skal være dit eget ansvar.

Ud med social solidaritet. Ind med eget ansvar. Kan du ikke klare det, er der fattighjælp, hjælp af vore private, godgørende organisationer, en Himmelekspres, varmestuer, fængsler, arbejdsanstalter.

eu’s imperativ

Mange undres såre, det er meget dystre konsekvenser. Man eftersøger drivkraften i dette fundamentale skift, men det indgår ikke med styrke i den pågående debat.

Det behandles som en simpel men nødvendig byrokratisk tilpasning til vort moderne liv og tilværelse, hvor  enhver tager sit ansvar.

Men – EU har sit eget kategoriske imperativ: »Konkurrencen må ikke forvrides.« Dette imperativ har status som uafviseligt og indi-skutabelt og skal følges.

EU’s krav om fri og lige konkurrence, hensynet til fri bevægelighed for markedets varer og tjenesteydelser udgør den tilbagevendende, afgørende præmis i EF-domstolens afgørelser.

Den er dermed det finale redskab i nedbrydningen af ikke kun vort sundhedsvæsen, men samtidig vor offentlige folkeskole, af vore folkebiblioteker, af lønmodtagernes kollektive overenskomster.

Sammen med vor omsorg for vore ældre medborgere kastes de nu ud på markedet som varer og behandles som varer.

LO-formand Harald Børsting erklærede, at vi må have et andet EU. Det rejser med stor styrke spørgsmålet: Er EU i dag den rette vej for os danskere. Svaret må være et nej.

Denne vej fører os tilbage til en tilstand, som vi var i, som vi voksede ud af, og som  nu tilhører vor historie.