Når vi ser på konkrete beregninger er vi milevidt fra de politiske postulater om en årlig efterlønsudgift for samfundet på 18-20 milliarder kroner.

af Leif Krogh Jensen, Slagelse

Lars Løkke meddelte i sin nytårstale, med brask og bram, at man konsekvent viderefører den omvendte Robin Hood-politik og nu også vil afskaffe efterlønnen. Det sker i strid med nyligt afgivne løfter om det modsatte. Man har udregnet de samfundsmæssige efterlønsomkostninger til 16 milliarder kroner årligt.

Flere måneder forud herfor har en række borgerlige partier, Konservative, Radikale Venstre og navnlig Liberal Alliance været stærkt optaget af at få efterlønsordningen afskaffet. Man bedyrer, at ordningen koster det sagesløse samfund 18-20 milliarder kroner årligt – og at afmonteringen af ordningen ikke alene vil redde hele Danmarks økonomi – men at provenuet oven i købet bør bruges til top- og selskabsskattelettelser – også selv om selskabsskatten i Danmark er halveret over de senere år. Og selv om otte af Danmarks største selskaber i 2009 tilsammen kun betalte 300 millioner kroner i skat ud af et samlet overskud på 24,8 milliarder kroner. Tilsyneladende i overensstemmelse med mulighederne i gældende lovgivning.

Der er tale om en gennemsnitlig skatteprocent på 1,2, som i den grad må overtrumfe selv Liberal Alliances hedeste bestræbelser. 2. januar havde en tidligere minister og nu kendt tv-kommentator udregnet omkostningerne ved efterlønsordningen til 19 milliarder kroner. Så buddene er mangfoldige. Velbekomme.

Partiernes politiske og økonomiske efterløns-postulater distribueres i det uendelige via passivt mikrofonholderi i de elektroniske medier og står lige så uimodsagte i den trykte presse. Og en behændigt anbragt og udformet meningsmåling viser fluks, at 59 procent af de dårligt oplyste adspurgte ligefrem kræver efterlønsordningen afskaffet.

Jeg kan ikke få partiernes regnestykker til at hænge sammen – og ihærdige forsøg i oktober på, at få en bred, mere nuanceret redaktionel behandling – med eventuelle økonomiske modparts-kommentarer til problemstillingen – i et større dansk formiddagsblad, førte ikke til nogen resultater.

En henvendelse til to af bladets fremmeste Christiansborg-journalister førte blot til en anbefaling om, at et læserbrev i én af de store morgenaviser nok ville være mere effektivt. Så meget for formiddagsbladets tro på egne evner til at få en debat i gang på et oplyst grundlag.

Det kan selvfølgelig skyldes en politisk holdning hos de elektroniske- og trykte medier – eller almindelig journalistisk magelighed. Sagen er jo langt mere kompliceret at behandle journalistisk end den problemstilling der skal beskrives, når for eksempel en minister holder ferie på et dårligt valgt tidspunkt eller hvorvidt et folketingsmedlems ægtefælle eventuelt måtte være skattepligtig i Danmark.

Først efter Venstres nytårstale vises efterlønssagen interesse – uden, at den reelle økonomi i det store og hele berøres af den grund.

Nærværende sag egner sig ikke til et stærkt omfangsbegrænset læserbrev i én af de store morgenaviser.

Realiteten er, at efterlønsordningen, lige siden dens oprettelse i 1979 i sig selv – og efter politisk beslutning – skulle være udgiftsneutral for statskassen.

Er den så det?

Historie

Hvordan har kontingentet historisk været sammensat?

Frem til 1979 betalte alle medlemmer af en a-kasse årligt 2,25 x dagpengesatsen.

I 1979 indførtes efterlønsordningen. Ret til efterløn blev gældende for alle a-kasse-medlemmer med en vis (senere stærkt forhøjet) anciennitet. Kontingentet steg fra 2,25 til 7,25 x dagpengesatsen. Det kan herefter udledes, at kontingentet til efterlønsordningen ved dens start, alene udgjorde 5,0 x dagpengesatsen.

I 1998 skete et fald i den samlede sats fra 7,25 til 4,8 x dagpengesatsen. Denne sats betales fortsat – og fremover – af alle medlemmer af en a-kasse. Nu er de blot ikke længere berettigede til efterløn.

Bemærk: Satsen faldt til 4,8 x dagpengesatsen – og ikke til de oprindelige 2,25 x dagpengesatsen. Eftersom arbejdsløsheden i 1990’erne ikke var større end i 1970’erne, er der god grund til at antage, at man har benyttet lejligheden til at »konfiskere« et beløb fra folk »på livstid«. Beløbet udgør 2,55 x dagpengesatsen.

I 1998 indførtes samtidig – hvis folk ønskede at kunne opnå efterløn – et særligt efterlønskontingent – på p.t. 5268 kroner årligt, svarende til 7,0 gange dagpengesatsen. Bidraget fra folk, der ønsker at kunne opnå efterløn, andrager herefter årligt 2,55 + 7,0 x dagpengesatsen = 9,55 x dagpengesatsen til efterlønnens finansiering.

Herudover betales fortsat det oprindelige beløb på 2,25 x dagpengesatsen til arbejdsløshedsdagpenge.

I mellemtiden er indbetalingsperioden for kontingent med henblik på at kunne opnå efterløn steget flere gange og p.t. skal der foretages kontingentindbetaling i minimum 30 år.

Pr. november 2010 var den maksimale dagpengesats 752 kroner om dagen ved en fem-dages-uge.

Der er 2.085.000, der er medlemmer af en a-kasse, og der er 1.107.000 af dem, der indbetaler det særlige efterlønskontingent, der blev indført i 1998.

I oktober var der 122.000 på efterløn. Heraf fik 59.000 personer den reducerede sats (91 procent af dagpengesatsen), fordi de er gået på efterløn inden de er fyldt 62 år.

Den samfundsøkonomiske virkning af efterlønnen kan beregnes ud fra mindst to forskellige modeller – efter en, med god grund, forudsat forventning – eller en anden model, der har været udsat for løbende politisk manipulation.

I forhold til den anden beregningsmodel tager HK´s Arbejdsliv og Analyseafdeling udgangspunkt i, at politikere kun kan hænges op på deres seneste argumenter. Derfor må der regnes med, at al efterlønskontingent, der er indbetalt i perioden 1979 til 1998, er forsvundet op i den blå luft. De ovennævnte 2,55 x dagpengesatsen, som alle a-kasse-medlemmer fortsat betaler, er gået samme vej – eller i hvert fald til andre formål.

Tilbage bliver så at fokusere på det efterlønskontingent på p.t. 7,0 x dagpengesatsen – eller 5268 kroner årligt – som p.t. indbetales af 1.107.000 personer. Beregningsmodel II ser herefter således ud:

Fondene 

I 1993 indførtes et arbejdsmarkedsbidrag for alle på otte procent – den såkaldte bruttoskat. Arbejdsmarkedsbidraget gik sammen med a-kasse-bidrag og efterlønsbidrag ind i tre fonde, der tilsammen skulle dække udgifterne til blandt andet aktivering, sygedagpenge, dagpenge og efterløn. Altså øremærkede penge.

Pinsepakken i 1998 slog de tre fonde sammen til en fond – altså fortsat øremærkede penge.

I 2008 blev fonden nedlagt, hvorefter midlerne indgår i statens daglige drift. Altså ikke længere øremærkede penge.

Hvis efterlønnen afskaffes, må det antages, at personer, der har indbetalt efterlønsbidrag fra 1979 eller senere, og ikke længere kan opnå efterløn, har krav på tilbagebetaling på stedet med renters rente. I hvert fald ligger det fast, at det særlige efterlønsbidrag, der blev indført i 1998, skal tilbagebetales.

Hvorvidt de midler, der er indbetalt helt tilbage fra 1979 og senere, rent faktisk er tænkt konfiskerede, står hen i det uvisse. (Med pensionsskandalen hos Enron i USA i frisk erindring).

Det indbetalte beløb til staten er på adskillige milliarder kroner. Da efterlønspengene indgår i statens daglige drift, står det således også her hen i det uvisse, hvorledes staten vil fremtrylle milliarderne til tilbagebetaling.

Udgiftsneutral?

Som det fremgår, koster efterlønsordningen ikke det sagesløse samfund 18-20 milliarder kroner årligt, som hævdet af de ikke sagesløse politikere.

Ved beregningsmodel 1 koster efterlønnen 9,065 milliarder kroner årligt med kraftigt forbehold for den reduktion, der er anført i note 1 og note 2

For tiden er 122.000 personer på efterløn, mens cirka 168.000 er arbejdsløse (inklusiv aktiverede).

Stort set alle er enige om, at ledighedstallet og/eller antallet af førtidspensionister ville være væsentligt højere, såfremt der ikke eksisterede en efterlønsordning. I denne beregning sættes antallet som udgangspunkt til 122.000, hvoraf en væsentlig del af de ledige kunne være unge, der herved ikke opnår fodfæste på arbejdsmarkedet – med de samfundsøkonomiske konsekvenser dette måtte indebære.

De 9,065 milliarder kroner svarer til statens udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og/eller førtidspension (efter fradrag af skat) til »kun« 61.500 ekstra ledige og/eller førtidspensionister. Et overskueligt antal i forhold til, at der er 122.000 på efterløn.

Set i en situation med 61.500 ekstra ledige og/eller førtidspensionister er efterlønsordningen i sig selv udgiftsneutral for staten.

Såfremt antallet af arbejdsledige og/eller førtidspensionister ved en bortskaffelse af efterlønnen øges med mere end 61.500 personer, vil det medføre tilsvarende større udgifter for staten i forhold til de nugældende ordninger.

Ved beregningsmodel 2 skal der, efter samme princip som under beregningsmodel 1, herefter »kun« 81.700 ekstra ledige og/eller førtidspensionister til, for at efterlønsordningen i sig selv er udgiftsneutral for staten. En pæn margin op til antallet af efterlønsmodtagere på 122.000

Selv efter denne beregningsmodel – på kanten af politisk manipulation – med fondsnedlæggelser og gennem konfiskation ændret kontingentgrundlag – forholder det sig således, at hvis antallet af arbejdsledige og/eller førtidspensionister ved en bortskaffelse af efterlønnen øges med mere end 81.700 personer, vil dette medføre tilsvarende større udgifter for staten end de nugældende ordninger indebærer.

Og vi er milevidt fra de politiske postulater om en årlig efterlønsudgift for samfundet på 18-20 milliarder kroner.

Statsministeren forsøger nu – forud for et valg – at sælge begrebet: Ansvarlig økonomisk politik. Ansvarlig i forhold til hvem? Bygningsarbejderen, fabrikanten, bankdirektøren eller de store selskaber?

Kilder:

Egne betragtninger og personlige henvendelser til A-kassernes Samvirke, Arbejdsmarkedsdirektoratet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, LO og Skatteministeriet.