Så vi skal løbe stærkere for mindre penge og risikerer oven i købet fyring, for at firmaet kan tjene mest muligt.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Én af mine makkere ville gerne være politibetjent, dengang han var yngre. Ikke fordi han gerne ville ind og tæve autonome, men fordi han tror på retfærdigheden. På grund af den tro bliver han også stjernetosset, når han kommer ud for noget, som han oplever som uretfærdigt.

For et års tid siden oplevede jeg hans indignation i fuldt udbrud under en lønforhandling. Vi var flere sjak i samme område; vi gik og færdiggjorde et projekt på fast timebetaling. Det sjak, hvor han var med, skulle starte en ny akkord op.

Men de, der husker vejret for et år siden, kan formentlig sætte sig ind i, at den opstart havde vanskeligheder. Så det tegnede til et underskudsprojekt. Og ingeniøren »tilbød« sjakket valget imellem at blive hjemsendt eller arbejde midlertidigt på meget lav timebetaling.

På et tidspunkt hørte den midlertidige aftale op; sjakket kørte videre på den meget lave timebetaling uden aftale om akkordopstart, og nede på den anden opgave tjente vi andre omkring en tyver mere i timen.

Det huede absolut ikke ham min makker. Ikke at vi fik for meget, men at de gik nede i pladderet og møget og tjente mindre. Da vi var færdige med vores entreprise, blev vi alle samlet på deres entreprise, derfor var vi med på et af møderne, hvor de stadig diskuterede de timer uden aftale. Og der oplevede jeg ham give ingeniøren tørt på.

På næste fællesmøde kom ingeniøren og sagde, at han jo så blev nødt til at lægge en tier på alle de timer, men at han ikke brød sig om sådan en revolver-politik, og han håbede aldrig mere at blive udsat for det.

Det er et år siden. Det var, omstændighederne taget i betragtning, et godt år, sagde vores afdelings direktør til juleaf­slutningen. Vi kiggede os rundt. Vi var halvt så mange tilbage, som vi havde været året forinden.

Men det var ikke på den måde, han mente, direktøren. Måden, hvorpå det havde været et godt år, var, at firmaets investeringer i projekter havde forrentet sig rigtig godt sammenlignet med koncernens danske afdeling som helhed og sammenlignet med andre entreprenør-selskaber også.

Faktisk lå vi helt i top, sagde han, og det var rigtig godt. Der var flere protest­råb fra salen, lønpolitikken afspejlede nemlig ikke lige netop dette forhold. Men det med lønnen ville han komme tilbage til, sagde han. Og det gjorde han også. Tiderne var vanskelige, og konkurrenceevnen og alt det der…

På de ugentlige fællesmøder var vi allerede måneder før jul blevet informeret om, at grundet de vanskelige tider – og grundet firmaets fravalg af muligheden for at bruge udenlandsk arbejdskraft – måtte vi forberede os på, at det blev nødvendigt at sætte lønnen ned. Det drejer sig om en ti-tyve kroner på både akkord- og almindelige timesatser.

Så vi skal løbe stærkere for mindre penge og risikerer oven i købet fyring, for at firmaet kan tjene mest muligt.

Nå ja, det måtte man jo tage op, som det kom, tænkte vi. I værste fald er vilkårene jo sådan, at så snart man har bedre muligheder, er man fri til at smutte.

I øjeblikket, hvor byggebranchen altså endnu ikke har opdaget, at krisen er forbi, kniber det så lidt med de der bedre muligheder. Ja, det kniber med andre muligheder i det hele taget. Og nu er det kommet – det med, at lønnen sættes ned.

Hvad handler det så om? Er det sandt det med konkurrenceevnen, som de instruerer alle deres pladsformænd og ingeniører i at sige til os?

Altså, én af grundene til, at vi er så få, som vi er, er netop det med forrentningen af investeringerne. Firmaet stiller disse høje krav til forrentning, når de regner deres tilbud til licitationerne ud.

Når de udregner tilbud, beregner de, at de skal tjene en vis procentsats af investeringen, ellers gider de ikke have med projektet at gøre. De tjener penge med andre ord, de er ikke ved at blive kvalt, de vokser – meget, også på de danske investeringer.

Men firmaet er en koncern med aktiviteter i mange lande; moderkoncernen ligger i Sverige, dertil sender de danske afdelinger deres overskud, og derfra kan man sidde og jonglere med pengene, ikke efter hvor investeringerne svarer sig, men efter hvor de svarer sig bedst. Og det er altså ikke nødvendigvis i Danmark, selv om vi tjener efter danske forhold rekordstore penge til firmaet.

Derfor er det blevet besluttet, at de danske afdelinger skal skrue kravene til forrentningen endnu højere op, når de regner tilbud ud. Det betyder pres på os, både lønmæssigt og tempomæssigt.

Men det betyder også, at de vinder færre licitationer. Så vi skal løbe stærkere for mindre penge og risikerer oven i købet fyring, for at firmaet kan tjene mest muligt. Og det, vi har ud af det efter veludført gerning, er, at firmaet har set, det kan lade sig gøre, og derfor strammer kravene endnu mere.

Og det har ikke noget med konkurrenceevnen at gøre. Konkurrenceevne har man, så snart man vokser og ikke skrumper.

Det synes min makker, som tror på retfærdigheden, ikke er i orden. Og det gør jeg heller ikke. Det sad vi så oppe ved den ene ende af bordet og argumenterede for, da der skulle underskrives lønaftale. Måske var det lidt mundsvejr.

På et tidspunkt havde nogen ubemærket sat lønudspillet i cirkulation, måske var det formanden. Og da det nåede op til vores ende af bordet, havde alle skrevet under på det – på nær os to. Og som sagt, vi var jo fri til at gå vores vej, såeh…

Men det handler altså også lidt om retfærdighed. De skal ikke bare have lov til at sige, at de slås for at overleve, mens det, de i virkeligheden bekymrer sig om, er, hvilket græs der gør dem fedest om bugen…