Journalisternes vigtigste opgave er at afsløre magtmisbrug, ikke at dække over det, siger filminstruktør Christoffer Guldbrandsen i et svar til Søren Espersen fra DF.
Sådan sagt
Kildebeskyttelsen er et helligt princip for enhver journalist. Det slår Søren Espersen fra Dansk Folkeparti fast i et debatindlæg i Politiken den 3. februar. Espersen er selv uddannet journalist.
Anledningen til hans læserbrev er den såkaldte lækagesag, og han benytter lejligheden til at rette en bredside mod filminstruktør Christoffer Guldbrandsen.
»Det har været en stærkt oprørende oplevelse at erfare, at Christoffer Guldbrandsen har siddet i retten og bare plapret løs – ikke alene om, hvem der var hans umiddelbare kilder, men sågar om, hvem der var hans kilders kilde… Christoffer Guldbrandsen har med sin foragtelige, selvretfærdige plapren løs i retten i højeste grad skadet Danmarks frie journalistik«, skriver Søren Espersen.
Indlægget er skrevet op til, at der i tirsdags faldt dom i Højesteret i lækagesagen. Dommen må glæde Søren Espersen. Den slog med henvisning til reglerne om kildebeskyttelse fast, at TV2 og DR ikke skal tvinges til at afsløre, hvem der tilbage i 2007 lækkede fortolige oplysninger om, at der var danske jægersoldater på vej til Irak.
Christoffer Guldbrandsen har under vidneansvar erklæret, at han med sikkerhed ved, at det var tidligere Søren Gades spindoktor Jacob Winther, der lækkede oplysningerne til TV2.
Guldbrandsen svarer i et debatindlæg i Politiken den 5. februar på Søren Espersens anklager.
»Søren Espersen undlader i sit indlæg at forholde sig til, hvad sagen i virkeligheden handler om. Nemlig magtmisbrug og vildledning af Folketinget og offentligheden i et omfang, så der er tale om strafbare handlinger«, skriver Christoffer Guldbrandsen.
Han beskriver videre, hvordan TV2 gennem hele dækningen af lækagesagen har skjult sagens rette sammenhæng og blandt andet ukritisk viderebragt anklager fra regeringen og militære om, at det var oppositionen, der stod bag lækagen. Og at daværende forsvarsminister Søren Gade forhindrede, at der blev iværksat en uvildig undersøgelse af sagen og gentagne gange gav Folketinget urigtige oplysninger
»Journalistikkens vigtigste opgave i et moderne demokrati burde være at afsløre magtmisbrug og manipulation af offentligheden. Det er lækagesagens kerne: Forsvarsministeren og hans nærmeste rådgiver har misbrugt deres magt og manipuleret offentligheden.Man skal, som Søren Espersen selv, være magthaver for at mene, at journalisternes opgave er at holde den slags skjult«, skriver Guldbrandsen og fortsætter:
»Jeg har i hvert fald ikke kunnet forlige mig med at se passivt til. Det ville have været det samme som at stille sig side om side med Søren Gade, Jacob Winther og TV2. Imod offentlighedens og samfundets interesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278