Det, som optog os dengang, var også, om det var rimeligt, at en efterløns-berettiget besatte et job, som en yngre person havde større behov for. Der var på det tidspunkt 240.000 arbejdsløse.

Grete Folman

^kronik_{af Bjarne Gårdsvoll, København}

Efteråret 1987 fik jeg en usædvanlig dårlig fødselsdagsgave. Den bestod af en fyreseddel fra det arbejde, jeg havde haft i 19 år.

Stedet var B&W Motor, som lå på Christianshavn i hovedstaden. Nogle måneder senere lukkede afdelingen, og resterne af produktionen blev flyttet til Teglholmen.

Heldigvis var jeg berettiget til fire måneders opsigelse og fratrådte først i begyndelsen af 1988. Desuden er en 60-årig berettiget til efterløn. Men skulle jeg benytte mig af denne mulighed eller fortsætte på arbejdsmarkedet? Mit helbred var jo stadig rimelig godt.

Af flere grunde var det let at vælge. Jeg kunne naturligvis lade mig registrere som arbejdssøgende og håbe på heldet. Men ledigheden i Metal var stor, og de fleste yngre end jeg og mere alsidige.

Desuden var mit arbejdsområde totalt forsvundet; det var jo en af årsagerne til opsigelsen. Mit arbejde havde været at mærke maskindele op til bearbejdelse, men nu kunne de nye computerstyrede maskiner selv regne tallene ud med en hundrededel millimeters nøjagtighed. Min medvirken var fuldstændig overflødig.

Ville jeg have et nyt job, krævede det en betydelig omstilling og ny oplæring. Det nye ville med stor sandsynlighed være noget med at stå ved en bore- eller fræsemaskine, og det havde jeg tidligere lugtet lidt til.

De køle- og skærevæsker, som blev anvendt under arbejdsprocessen, angreb mine slimhinder og fremkaldte allergiske reaktioner. Det lignede en permanent forkølelse, som sled på helbredet og tappede mig for energi.

plads til de unge

Det som optog os arbejdere dengang var desuden, om det var rimeligt, at en efterlønsberettiget besatte et job, som en yngre person havde større behov for. Der var på det tidspunkt registreret 240.000 arbejdsløse, og maskinbranchen var særlig udsat.

Også lærlingepladser var der kolossal mangel på. En overgang arbejdede jeg sammen med en ellers frisk gut, der havde søgt 36 steder, inden det endelig lykkedes ham – ad kringlede forbindelser – at komme ind på B&W.

Flere af mine tidligere kolleger, som var blevet afskediget under de mange indskrænkninger i de forudgående år, kom en gang imellem på besøg for at orientere sig om beskæftigelsen.

Trods dårlige tider kunne der sagtens ske en midlertidig bedring i ordretilgangen, og så havde en tidligere medarbejder en chance for genansættelse. Sådan var det i hvert fald på B&W. Ved langvarig sygdom eller pludselig død, kunne der ligeledes opstå et akut behov for en ny mand. Det var noget med at dukke op på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt.

Som regel var deres besøg forgæves, og nogle af dem kunne fortælle, at de havde gået ledige i flere år. Det var altid folk lidt op i årene, der havde sværest ved at finde et nyt job. Allerede i 50-års alderen var man mindre efterspurgt.

På B&W blev der i 70’erne lavet en statistik over fravær, og her fremgik det, at de ældre var de mest stabile. Jeg kendte flere, som ikke havde en eneste sygedag på et helt år.

Men de ældre var også dem, der havde de lange fraværsperioder, når de aldersrelaterede sygdomme meldte sig. Derfor var (og er) seniorerne også mindre eftertragtet ved nyansættelser. Dertil kommer ny oplæring.

Sådanne erfaringer gjorde et dybt indtryk på os, og den udbredte holdning var, at vi gamle burde vise solidaritet over for den yngre generation. Desuden var nogle gode år efter et langt liv i produktionen vel fortjent. 

Det sidste syntes man ik-ke i Arbejdsgiverforeningen, som agiterede stærkt imod den nye ordning. De udgav en bog om emnet, hvor seniorernes yngre kolleger blev beskyldt for at mobbe de ældre bort fra arbejdspladsen.

Den tanke, at seniorerne havde en solidarisk holdning til sine arbejdsløse kammerater, kunne de nålestribede i Vester Voldgade ikke forestille sig. Seniorerne ville jo gerne arbejde, og de gik bare og vantrivedes i deres lediggang.

Jo, der fandtes også en og anden, som ikke fandt sig til rette i den nye og magelige tilværelse. Jeg kendte én, som selv sagde sin stilling op og gik på efterløn, men som valgte at gå tilbage til arbejdsmarkedet. Det er jo det fine med efterlønsordningen, at man kan træde ud igen, hvis ens situation ændrer sig, og der visere sig nye muligheder.

lønsomme seniorer

Jeg valgte efterlønnen, blev medlem af en seniorklub og fik mere tid til at dyrke mine kulturelle interesser. Jeg fik det bedre med mit helbred og mere energi. Det samme gav mine kammerater udtryk for.

Arbejdspladserne er skyld i utallige lidelser og skavanker. Det almene helbred bliver bedre, når man kommer bort fra natarbejde og skifteholdsdrift og de stoffer og forhold, som fremkalder skavankerne.

Der er aldrig nogen i min seniorklub, der jamrer over kedsomhed eller mangel på gøremål. Det er jo tilladt at have et lille job ved siden af, og det har mange. En efterlønner kan tilpasse indsatsen efter fysik og helbred.

Desuden deltager utroligt mange ældre i ulønnede job i humanitære organisationer som Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Ældre Sagen og utallige andre foretagender. Det giver mening og tilfredsstillelse i kammeratligt samvær og er en nyttig solidarisk opgave.

Hvis dette arbejde skulle udføres af lønnet arbejdskraft, ville det koste store summer ud over de nuværende beløb. Ulykkesramte mennesker i alle egne af verden nyder godt af seniorernes indsats.

Glem heller ikke bedstemødrenes indirekte bidrag til produktionen. De sidder hos børnebørnene, når de er syge, så forældrene kan passe deres arbejde.

En kvinde fortalte mig, at hendes arbejde som børnepasser årligt svarede til flere måneders arbejde. Snart var den ene syg, så den anden. De samme erfaringer har vi i vores familie. Men denne indsats kommer aldrig med i økonomernes beregninger.  

Men nu har vi ikke mere råd til efterlønnen, siger Lars Løkke. Borgerlige økonomer anbefaler, at ordningen afskaffes.

Løkkes regnestykke går i minus

Der er imidlertid andre økonomer, som stiller regnestykket helt anderledes op. Hvis de ældre ikke trækker sig fra arbejdsmarkedet, skal et tilsvarende antal mennesker leve af overførselsindkomster som dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og så videre.

Der ville ikke kunne spares noget. Det ville også ramme de alleryngste, for ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er på 15 procent.

Det er heller ikke kun de ledige herhjemme, der skal medtages i regnestykket, idet Danmark er en del af det europæiske arbejdsmarked, hvor ungdomsledigheden i snit er steget til 20 procent. I Spanien 42 procent.

Der er 22 millioner ledige i EU, knap tre millioner bare i Tyskland. De unge europæere har i vore dage stor vilje til mobilitet og søger i stigende grad til andre medlemslande for at finde beskæftigelse. Således havde Danmark under den korte højkonjunktur for nogle år siden en betydelig tilgang af polsk arbejdskraft, og det vil naturligvis gentage sig, hvis krisen vender.

Den store efterspørgsel efter ældre hænder er i øjeblikket svær at få øje på. Tværtimod er det manglen på job, som bekymrer arbejdstagerne både herhjemme og i det øvrige Europa. Store vækstområder dukker op ude i verden og giver os konkurrence som aldrig før. Nogle eksperter taler om en ny og endnu dybere krise.

Så er det godt, vi har efterlønnen. Hvis der skal være noget at spare ved at fjerne ordningen, kræves der desuden voldsomme besparelser på de øvrige overførselsindkomster, som ikke mindst de ældre er afhængige af. Seniorerne har gennem et lang arbejdsliv gjort samfundet rigt, og så fortjener de vel også en værdig livsaften.

Heller ikke unge mennesker bryder sig om, at seniorerne venter for længe med at trække sig tilbage. Jo færre ledige stillinger er der at vælge mellem, og jo længere ventetid på et job. Således er forholdene i dag, og det er fremtidsudsigterne i EU mange år fremover.

Det kan lyde som et paradoks, men de unge har også glæde af efterlønnen.