USA/NATO dræber børn, kvinder, gamle blandt civile for at skabe fred og varig frihed. Danmark deltager igennem NATO.
Kronikaf Susanne Thorbek
Da USA den 7. oktober 2001 angreb Afghanistan, bombede de de store byer, hvor de mente Taleban skjulte sig. Indtil den 10. december samme år dræbtes mellem 2569 og 2949 civile. 70-80 procent af dem var børn, kvinder og ældre mennesker. Over halvdelen af samtlige civile dræbte var børn.
Formålet var at bekæmpe terror og at skabe vedvarende frihed.
Her hjemme er interessen for, hvordan afghanerne rammes af krigen meget lille. En af idemagerne blandt TV2’s serie af dokumentarer om de danske soldaters lidelser, svarede på et spørgsmål om den manglende viden om civile afghanske dræbte, at det ikke interesserede ham.
En dansk soldat rapporterer
I Information den 9. juli 2010 fortæller Jonathan Stanfeld meget modigt som sit halve år i Afghanistan. Han vil ikke mere, han er bange for sit eget liv, og han ser ikke formålet.
Jonathan var i den deling, der så en mand komme fra slagmarken for at bære sin sårede datter hen til de soldater, der netop havde skudt hende, men som var de eneste, der kunne hjælpe. Og det forsøgte de at gøre på de måder, der var mulige, men uden held. Jonathan ser dette som krigens meningsløshed: »Det var jo den lille tøs vi skulle hjælpe«.
Han siger også, at drabet på pigen kunne være undgået, hvis de ikke havde brugt morterer. Til slut i artiklen refererer journalisten Jonathan: »Jonathan syntes ikke det var svært at skyde på fjenden. Det meste af tiden var Talebanerne blot skygger i det fjerne«.
Hvor mange civile der blev dræbt i denne træfning ved Jonathan naturligvis ikke. Det er der heller ikke andre der gør.
I filmen Armadillo ser vi kvinder børn og gamle løbe bort fra en landsby, før træfningen med de danske soldater går i gang. Hvad mon der blev af dem?
Vi ser også i slutningen af filmen en bygning, der eksploderer centralt placeret i filmbilledet. Hvor mange civile blev dræbt i den omgang?
Vi ved det ikke, problemet er, at heller ikke andre ved det: ikke de danske myndigheder, ikke USA, ikke FN, ikke Nato. Jo, de kender stumper af virkeligheden et enkelt år, enkelte træfninger, men systematiske optællinger nej.
De civile dræbte
De nævnte organisationer finder alle, at langt de fleste civile er dræbt af Taleban, den afghanske hær, men ikke USA/NATO.
Det er overraskende, fordi USA/NATO foretager luftbombardementer, drone-angreb, bruger morterer og klyngebomber, antagelig også miner og under alle omstændigheder har langt de bedste og fleste våben.
De oplysninger, de bringer, virker derfor meget utroværdige - partsindlæg for at sige det mildt. Dr. Marc W Herold kalder tallene fri fantasi.
Dr. Marc W Herold har siden krigens begyndelse søgt at tælle de civile døde, der er faldet for USA/NATOs militær. Han har brugt presse og internet rapporter.
Tallene omfatter således de, der ligger døde tilbage efter et bombardement eller en aktion: ikke de, der sårede er bragt til et hospital eller til venlige menneskers hjælp, og enten er døde eller har overlevet raske eller som invalider. De civile døde altså, og de der er døde for USA/NATOs »aktioner«.
De værste tal er fra tiden lige efter USA's angreb på Afghanistan. På godt to måneder næsten samme antal ofre som ved angrebet på World Trade Center.
Jeg fandt Dr. Herold første gang på RAWA’s (1) hjemmeside, men han har naturligvis sin egen. Og han har oprettet en memorial, hvor navne, om muligt alder og andre data, i enkelte tilfælde livshistorier for de dræbte, kan ses.
Ved samarbejde med et lokalt hospital har han fået oplyst, hvor mange af de, der blev bragt ind på hospitalet efter de frygtelige bombardementer i 2001, der senere er døde: mellem 640 og 796, der altså skal lægges til tallene fra 2001.
Det samlede antal civile ofre for USA/NATOs aktioner fra krigens start 7. oktober til 31. juli 2010 er mellem 8389 og 9936.
Dertil kommer civile ofre for droneangreb skønnet 1000.
Det er rystende, at de fleste af disse civile døde er børn og mere end tre fjerdedele børn, kvinder og gamle mennesker. Kan nogen tro, der kan skabes frihed for ikke at tale om fred ved disse civile drab.
Reagerer vi ikke alle som Jonathan: Ja, men det var jo dem vi skulle hjælpe.
Desværre er den måde vi fører krig mod de »indfødte« i Afghanistan en meget gammel historie. Kolonikrige, massakrer i kolonierne, foragt for de undertvungne.
Droner rammer civile
Et af de ny ord, vi møder i denne krig, er droner: førerløse fly. De fotograferer med et til flere videokameraer, og så sidder folk fjernt et sted på kloden og styrer bomberne. I dag uddanner USA flere, der kan styre droner end flypiloter til luftvåbnet. (Ingeniøren 13.08.09).
Andre navne findes til andre typer af førerløse bombefly, men fælles for dem er en tendens til at skabe »collateral damage« (at civile rammes), eller bombe forkerte mål.
Man kan undre sig over de navne, der gives til militært udstyr. En drone er en han-bi, der ikke kan stikke. Om efteråret dør de, en enkelt efter at have parret sig med en bidronning, resten fordi de ikke kan finde »hjem«.
I Dictionary of Contemporary English fremgår det yderligere, at ordet drone bruges om en mand, der lever af andres arbejde, en parasit, en nasser. Hvis ikke en drone dræbte så mange uskyldige mennesker, ville det være et lattervækkende udtryk for et bombefly.
Jonathan beskriver sin oplevelse med Taleban som skygger i det fjerne. Men de folk, der opfinder, producerer og bestemmer de ny våben, der kan ramme på stor afstand, udviser en betragtelig kynisme. Vi bliver ikke vrede og forargede, for det er skjult, hvem der har ansvaret.
Mordene fra de hvide i det fjerne er desværre nu som dengang drab på folk, der ikke er som os, folk af en anden race. Kolonitiden indledtes med massakre på massakre og lige så grusomt som dengang slår vi i dag de andre ihjel uden at se, tælle eller tænke.
Racismen er fælles.
Krig er terror
Det er meningsløst at føre krig mod terror. Terror må bekæmpes, som Spanien har gjort i Baskerlandet og i Madrid og England i Irland og selvfølgelig ved angrebene på den underjordiske bane af London: ved at finde og dømme de skyldige ved landets domstole.
Det er svært at forestille sig, hvordan Europa ville se ud, hvis regeringerne her havde bekæmpet terror med luftbombardementer og krig mod oprørernes lande for at udrydde ETA og IRA og nye terrorister.
Et problem ved at føre krig mod terror er, at det er meget svært at afgøre, hvornår man har vundet. Hvornår er terroristerne slået? hvornår gemmer de sig? hvornår infiltrerer de hær, politi, partier?
Da præsident Obama kom til magten, kunne han have erklæret, at Al Qaeda var slået: drevet på flugt fra Afghanistan. Osama bin Laden var formentlig død, Al Qaeda var blevet en løs sammenslutning af grupper.
USA kunne tilbyde krigsskadeserstatning - nåe nej, det var ikke krig, men så u-landshjælp. Mange menneskeliv kunne være sparet. Og Obama har nu varslet, at der vil komme forhandlinger og kompromisser mellem Taleban og Karzai, når USA/NATO trækker sig ud.
At bekæmpe terror med krig mod et land og dets befolkning, at dræbe civile, at jage folk på flugt til andre lande og tilbage igen (for eksempel da dronerne bombarderede i Pakistan), at ødelægge marker, huse, veje, at dræbe civile, har formentlig et sikkert resultat: det skaber ny oprørere, nye modstandsfolk mere af det, der kaldes terror.
Det er sket i Irak og det sker nu i Afghanistan. Måske er krigen i Afghanistan nu blevet en krig imod Afghanistan.
Krig mod terror er en selvmodsigelse.
Krig er terror.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
