Er det sandt, at konflikter har bedst af at blive holdt under låg?

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Vi anser alle demokratiet for et helligt gode, som kun suspekte personer tilla­der sig at sætte spørgsmålstegn ved.

Men de fleste af os vil nok også mene, at demokrati kan være mere eller mindre fuldkomment. Og mange af læserne vil uden tvivl være af den opfattelse, at det mest fuldkomne demokrati ville være et direkte demokrati, hvor enhver kunne udøve sin personlige indflydelse på hver eneste samfundsrelevant beslutning.

Dette kalder man også råds-demokrati, hvilket på russisk hedder sovjet-demokrati. Når vi kun i meget begrænset omfang gør brug af dette direkte demokrati, er begrundelsen først og fremmest praktisk: Det vil være uoverkommeligt at overskue sådan et ubegrænset direkte demokrati for den enkelte, og det vil være uoverkommeligt for en statsmagt at administrere.

Direkte demokrati er det ideelle, og repræsentativt demokrati er en mindre fuldkommen, men mere praktisk variant.

Men tyr man til tidlige borgerlige demokraters forsvar for et repræsentativt demokratisk system, ligger der noget mere i det end blot praktiske hensyn. Nemlig det, at magt må overdrages.

Fra naturens side er der intet, der sætter grænser for hver enkelts ret til at gøre fordring på alt det, man magter at tilegne sig. Og lod vi blot tingene blive ved det, ville ingen situation, hvor der var den mindste uenighed om et fælles anliggende, have nogen stopklods imod at eskalere til en voldelig konflikt. Og det er hverken praktisk eller i overensstemmelse med vore interesser.

Skal det undgås, må vi nødvendigvis overdrage vores naturlige magt og ret til alt til et fælles forum, der bedst kan løse sin opgave, hvis det på én gang repræsenterer vore interesser og samtidig også de folks interesser, som vi måtte være uenige med.

Det ideelle redskab til det er et demokratisk valgt repræsentativt forum. Og ifølge denne argumentation er det repræsentative forum bedre end det direkte demokrati til at løse denne opgave, fordi det direkte demokrati hele tiden vil være på kanten til at udarte til den katastrofale naturtilstand, hvor vi kommer til at slås, fordi vi alle har ret til alting.

Der ligger med andre ord gemt den tankegang i forsvaret for det repræsentative demokrati, at konflikter har bedst af at blive holdt under låg.

Folkemagt er farligt, for folkemagt fører til konflikt, og konflikt fører til vold. Direkte demokrati vil svare til at fjerne det låg fra gryden, som forhindrer den i at koge over. Men er det i det hele taget sandt? Er det sandt, at konflikter har bedst af at blive holdt under låg?

Selvfølgelig er det somme tider sandt for nogle konflikter, at det er bedst at holde dem under låg, indtil en ny situation skaber bedre betingelser for at løse dem på en god måde. Det er uden tvivl også sandt, at ikke alle er lige gode til at løse konflikter, og der kunne opstå strid om mange ting af ringe betydning, hvis man uden videre indførte direkte demokrati om alt fælles.

Men alle konflikter har i længden bedst af at blive løst og ikke holdt under låg. Bygger man systematisk en styreform op omkring det formål at holde konflikter under låg, forhindrer man også systematisk, at der i det hele taget opstår læreprocesser, hvor de, som måtte være dårlige til at løse konflikter med deres medborgere, langsomt lærte af deres fejl og blev bedre.

Det er nok ikke tilfældigt, hverken at tanken om, at demokrati var bedst, når det var repræsentativt, opstod cirka samtidig med kapitalismens gennembrud, eller at de fleste kapitalistiske lande i dag hylder det som den mindst ringe styreform af alle.

For alle kapitalistiske samfund er klassesamfund med en indbygget tendens til, at klassekonflikterne eskalerer. Vil man bestå som kapitalist mellem alle de andre kapitalister, må man uafladeligt udnytte enhver sprække og ethvert blødt punkt til at ekspandere. Og det må alle andre i samfundet forsvare sig imod, hvis de vil overleve.

Et samfund med sådanne konflikter indbygget ville ikke kunne bestå længe uden en effektiv mekanisme til at holde konflikter under låg. Og den mest effektive mekanisme, som man kan tænke sig til det, er et repræsentativt demokrati, der lægger et blødt uldtæppe over de grundlæggende konflikter.

Vi vælger vore repræsentanter, det gør vore modparter også, og så finder de valgte repræsentanter sammen en vej, de fleste kan leve med og de færreste være tilfredse med.

For det kræver mere end blot valgte repræsentanters snakken sig frem til det snusfornuftigste at løse kapitalistiske klassemodsætninger.

Vores direktør sagde det ret så tydeligt i sin juletale, da han snakkede om vores medarbejderrepræsentation i firmaets bestyrelse: Vi havde ret til at blive hørt, men vi skulle ikke nødvendigvis forvente, at medarbejdernes holdning ville få indflydelse på firmaets dispositioner. Man var bundet af utallige andre hensyn.

Vi ville gerne bevare vores løn. Men han kunne ikke garantere, at man ikke alligevel ville sætte den ned, for hvis forrentningen ikke var god nok, ville moderkoncernen være nødt til at placere investeringerne i andre lande.

Det vil man muligvis føle sig nødt til, når man tænker som en kapitalist. For så er det ikke nok at overleve og trives, så skal man også tænke på at blive stor blandt de største.

Men skal vi tage hensyn til vores kapitalister i den ting, går det unægtelig ud over os selv. Så det kan vi blive nødt til at sætte os ud over, hvis vi vil forsvare vores levevilkår. Og det kan vi ikke indenfor et repræsentativt demokratis rammer, hvor pointen med det repræsentative forum jo netop er, at der skal tages hensyn til alle.