Det er befolkninger, der har levet under umenneskelige, vestligt støttede regimer i årtier, og som nu rejser sig med krav om så basale værdier som frihed, demokrati og en økonomisk tålelig hverdag.

Befolkningerne i Egypten og Tunesien har tydeligt vist, at Mubarak og hans støtter i Vesten ikke havde ret med hensyn til den arabiske befolknings egnethed til demokrati. Her har en egyptisk far taget sin datter med til demonstration.

Ramy Raoof

^Kronik_{af Christian Stokbro Karlsen, Munkebo}

Reaktionerne på opstandene i Tunesien og Egypten er gået fra det tøvende til det direkte fjendtlige.

Vores egen Søren Espersen (DF) udtalte sin støtte til Mubarak-regimet af frygt for, hvad der kunne komme i stedet. Selvfølgelig peger Espersen på spøgelset islam, og det er han ikke alene om. Tony Blair udtalte til CNN, at forandringer er nødvendige, men det skal være »stabile forandringer«.

Hvad skal man forstå ved stabile forandringer?

Information fremhæver Hillary Clintons løftede pegefinger til de autoritære regimer, mens Ahmed Amir på Dissidents Voice skriver, at Mubarak er en personlig ven af familien Clinton, og understreger, at Hillary Clintons udtalelser mangler sammenhæng og peger i øst og vest.

Endelig skriver Shadi Hamid for Brookings, at vi er nået til et kritisk punkt – ikke bare for Egypten, men også for USA; det er nemlig ikke bare de amerikanske interesser, men også deres idealer, der står på spil.

Egypten indtager en nøgleposition for de amerikanske interesser i hele regionen, og USA støtter det egyptiske militær med 1,3 milliarder dollars (cirka 7,3 milliarder kroner). Der er således store sikkerhedsmæssige og økonomiske interesser på spil for USA.

I forlængelse heraf anfører Amy Goodman på Democracy Now!, at det amerikanske forsvarsministerium har videreformidlet militære gaver fra Lockheed Martin, General Dynamics, Boeing, Raytheon og General Electric til en værdi af 11 milliarder dollars (cirka 61,7 milliarder kroner).

I forlængelse af de amerikanske interesser i at fastholde regionen stabil, det vil sige at have en række stråmænd, der sikrer de økonomiske interesser, er der også blevet talt om risiciene ved, at landene kan udvikle sig i retning af Iran.

Men Iran er i høj grad en amerikansk konstruktion, da de engelske og amerikanske efterretningstjenester hjalp til med at styrte premierminister Mossadegh i 1953, efter at han påbegyndte nationaliseringen af den iranske olieindustri, som havde været under britisk kontrol.

England og USA understøttede shahen helt frem til 1979; det var en periode med systematisk tortur og brud på menneskerettighederne, og Amnesty International rapporterede, at der var op mod 2200 politiske fanger i 1978.

vestens pris for hjælp

Det er derfor med en vis ængstelighed, at man læser Shadi Hamids artikel, når han skriver, at Egypten er den folkerigeste og mest indflydelsesrige arabiske nation, og har derfor mulighed for at blive en model for regionen – med hjælp fra det internationale samfund.

Den lektie, man kan læse ud af historien, er, at den hjælp det internationale samfund kan yde, er en økonomisk støtte. Og prisen for denne er som oftest, at landet sælger ud til multinationale firmaer, der trækker ethvert aktiv ud af landet og efterlader det som en gældsramt slave med vanvittige konsekvenser for befolkningen.

Vestlige ledere og politikere abonnerer gerne på Mubaraks filosofi om, at i en verden, der efter sigende bliver stadig mere demokratisk og fri, dér indtager de mellemøstlige og nordafrikanske folkeslag en særstatus, idet de ikke er modnet til demokrati eller de mest basale frihedsrettigheder.

Det gør de udelukkende, fordi der er enorme summer på spil i regionen – hvad enten det er direkte eller indirekte. Lad os altså læse mellem linierne:

I en verden med en særdeles militant, kapitalistisk hegemoni skal enorme folkemasser for alt i verden fastholdes i en reduktion til blot og bar menneskepark (jævnfør en maskinpark); for et menneskelivs værdi er relativt til dets geografiske placering og de økonomiske og geopolitiske interesser, der strukturerer lokaliteten.

Det er derfor, det ikke er til at finde hoved eller hale i Clintons udtalelser, og derfor siger Blair, som han gør. Men hvad så med vores lokale aftapning af den politiske angst inkarneret i DF’s Søren Espersen?

Her tror jeg, det er umådelig vigtigt at holde sig for øje – som også den slovenske filosof Slavoj Zizek gør det i et essay i Information, at opstandene i Egypten og Tunesien er kendetegnet ved, »at muslimsk fundamentalisme har glimret ved sit fuldkomne fravær«.

Her er ikke, og der har ikke på noget tidspunkt været tale om en religiøs opstand, men derimod om befolkninger, som har levet under umenneskelige, vestligt støttede regimer i årtier, og som nu rejser sig mod disse regimer med et krav om så helt basale værdier som frihed, demokrati og en økonomisk tålelig hverdag.

Dernæst har befolkningerne i Egypten og Tunesien for det første med al ønskelig tydelighed vist, at Mubarak og hans støtter i Vesten ikke havde ret med hensyn til den arabiske befolknings egnethed til demokrati.

Det turde være åbenlyst for enhver, at den vestlige politik i Mellemøsten og Nordafrika ikke så meget drejer sig omkring frygten for fundamentalistiske islamiske styrer – uanset hvad politikere og medier forsøger at sælge som en konkret fare – men derimod er defineret af økonomiske interesser og kun sekundært af sikkerhedsmæssige interesser.

Skrækscenariet er derfor, som Shadi Hamid skriver, en stat, der ikke længere kan styre sin egen befolkning eller værne om sit territorium.

Fokus er ikke lagt på befolkningens retfærdige opstand, men på staten som det eneste legitime, politiske forum. Det er ikke, hvorvidt folkemassernes kamp for universelle rettigheder er retfærdig, men derimod hvorvidt staten ikke længere har kontrol med massebevægelserne.

universiel tænkning

For det andet har opstandene har også vist en sammenhæng mellem politik og tænkning, som tilbageviser enhver nedladende henvisning til en åndelig uegnethed til demokrati eller prædisponering for religiøs fundamentalisme i folket.

Tværtimod viser det egyptiske folk, som Zizek henviser til i et interview på Al Jazeera, at når vi kæmper mod et diktatur, så er vi alle universalister.

Dermed mener han, at vi kæmper, fordi vi anerkender en sandhed, for eksempel frihed og lighed, som er gældende på tværs af alle de skel, som kapitalen sætter.

Mubarak går Vestens ærinde, når han ikke tiltror det egyptiske folk evnen til demokrati – ligesom kynikerne Blair og Søren Espersen.

Problemet for d’herrer er nok lige præcis, at det tunesiske og det egyptiske folk med deres handlinger sætter et rigtigt og et forkert – en skillelinie, op imod hvilken Vestens kyniske politiske spin og kapitalismens udbytning af fattige befolkninger kommer til at stå i et grelt og afslørende lys.

Det, befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika viser verden, er, at de masser, der i så lang tid er blevet afskrevet som værende ikke egnet til demokrati og frihed (fordi det nu engang var det mest bekvemme for kapitalens interesser) bedriver en egentlig og universel tænkning.

Den universelle tænkning er ikke abstrakt, som de værdier, kapitalen abonnerer på. Det vil sige det væld af uforpligtende perspektiver, der har overtaget pladsen fra det universelle.

Den er derimod konkret i den mest snævre betydning, idet den grundlæggende kræver et alternativ til den vestlige sammensmeltning af  kapitalinteresser og demokrati.