Jeg og en stor del af de tilbageværende sigtede erklærede os skyldige helt imod vores overbevisning, fordi det ville få meget store økonomiske konsekvenser at få prøvet sagen.

af Steffen Nygaard

Min hensigt med denne kronik er ikke at diskutere, hvorvidt jeg er skyldig eller uskyldig. Snarere end at diskutere dette spørgsmål, ønsker jeg at beskrive nogle overordnede forhold og procedurer ved det konkrete retsforløb, jeg de seneste år har gennemgået.

Disse forhold har bevirket, at min tillid til retsvæsenets mest grundlæggende princip, at alle er lige for loven, i løbet af denne proces er blevet kraftigt udfordret.

Et antal væsentlige afgørelser og procedurer har nemlig vist sig at være mere eller mindre tilfældige og efter min mening absurde. I det følgende vil jeg forsøge at give en nøgtern beskrivelse af den pågældende sags gang:

Den 16. december 2006 blev jeg arresteret i en masseanholdelse sammen med cirka 170 demonstranter i forbindelse med en af de mange demonstrationer, der fandt sted op til Ungdomshusets forestående rydning.

Jeg blev fængslet natten over og var dagen efter i grundlovsforhør, hvorefter jeg blev sluppet fri. Jeg blev da sigtet for overtrædelse af paragraf 134 og 134a.

Den centrale del af anklagerens argumentation var forsøget på at godtgøre, at jeg ikke havde forføjet mig hurtigt nok fra pågældende demonstration og dermed indirekte havde gjort mig til del af den udøvede vold og det omfattende hærværk.

I 2007 blev fire tilfældige arrestanter ud af de 170 anholdte udpeget til at gennemgå prøvesager, og i november 2008 faldt landsrettens ankedom; 40 dages ubetinget fængsel til hver af de fire dømte.

et dobbelttydigt brev

Den 22. juni 2009 blev alle de resterende cirka 170 sigtede frifundet. Anklagemyndigheden droppede sigtelserne, og grundene har nok været flere. En af grundene lød på, at der kun var udsigt til betingede domme, og derfor ville anklagernes ressourcer kunne anvendes bedre, så man fik »mere straf for pengene«.

I det brev, jeg fik tilsendt vedrørende tiltalefrafald den 22. juni, fremgik det da også, at frifindelsen fandt sted, »idet sagens gennemførsel vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt«.

Og alligevel – ydermere, at »jeg (anklagemyndigheden) anser Dem for skyldig i det forhold, der er rejst sigtelse for«.

En måneds tid derefter omstødte statsadvokaten dog dette sigtelsesfrafald. Efter et retsprincip en udmærket beslutning, eftersom omstødelse af sager på baggrund af ressourcespørgsmål – i min optik – ikke burde kunne forekomme i en retsstat.

Det ville ligeledes være uheldigt, og nok også uhørt, at eksempelvis en tyveknægt eller voldsmand blev frikendt på en lignende baggrund.

Alle 170 arrestanter skulle altså sigtes igen, men først skulle denne »gensigtelse« forkyndes for os. 

Jeg læste kort tid efter i avisen, at der i autonome kredse var begyndt at florere rygter om, at hvis man bare holdt sig væk fra sin bopæl, indtil fristen for denne gensigtelse var udløbet, så ville anklagen ikke kunne forkyndes retsmæssigt korrekt, og sigtelsen ville derfor helt frafalde.

Jeg havde naturligvis svært ved at tro på, at hvis man bare gemte sig for politiet i et par uger, så ville man slippe for igen at blive sigtet, så jeg forsøgte så godt jeg kunne at undersøge sagen.

Jeg fandt ud af, at en sådan forkyndelse kan gives til alle personer i ens husstand, og den kan desuden gives på ens arbejdsplads, til ens arbejdsgiver og i andre forbindelser.

Hvis politiet mod forventning alligevel ikke skulle få forkyndt sigtelsen, kan fristen på flere måder forlænges.

Desuden udtalte statsadvokat Lise-Lotte Nilas den 17. august 2009 til Politiken, at »hvis man har unddraget sig forkyndelsen bevidst – og det kan bevises – så kan man forlænge fristen«, og desuden at »det er helt givet, at det ikke nytter noget at gemme sig. Forkyndelsen skal nok nå frem«.

Min stadigt gode fornemmelse af det danske retsvæsen sagde mig da også, at det selvfølgelig ikke ville nytte at gemme sig, tage en tur i byen, til Rhodos eller et tredje sted, hvor politiet ikke ville kigge efter mig. Det viste sig bare at være den forkerte beslutning.

tilfældighedernes spil

Da forkyndelsesfristen udløb, havde politiet haft held til at få fat i 80 demonstranter ud af de oprindeligt 170 anholdte.

Selv var jeg ikke hjemme, da politiet ankom til min bopæl med forkyndelsen, men det var min kæreste. Hun var på vej ud af døren, da politiet kom. Var hun gået et minut inden, havde jeg ikke stået med en dom i dag.

De resterende 90 demonstranter, som politiet ikke havde truffet hjemme, var med et slag pure frifundet, fordi der ikke havde været ressourcer til at gøre mere ihærdige forsøg på at få forkyndt sigtelsen.

90 demonstranter havde således lyttet til rygterne i de autonome kredse og var taget en tur i sommerhus. Jeg var altså igen sigtet.

I det følgende lille årstid havde jeg kontakt med min beskikkede advokat et antal gange. Vi drøftede sagen, og kernen i drøftelserne var, at på baggrund af prøvesagerne var der en stor risiko for, at jeg ville blive dømt. Anklagemyndigheden sendte mig et brev, hvori de spurgte, om jeg ønskede at føre en tilståelsessag.

Det talte jeg også med min advokat om og fik at vide, at såfremt jeg førte en tilståelsessag og blev dømt, hvilket der, som sagt på baggrund af prøvesagerne, var en overhængende fare for, ville de økonomiske omkostninger blive langt lavere, end hvis jeg vedholdt min uskyld og ønskede at føre en sag.

En sådan sag ville nemlig vare længere, der skulle indkaldes vidner og andet, og den ville derfor løbe op i 60-75.000 kroner.

Dommeren, som stod for at føre sagerne mod de 80 tilbageværende arrestanter, havde givet en forhåndsgodkendelse til at gøre tilståelsessager helt omkostningsfrie, fordi byretten efterhånden var overmåde træt af at blive ved med på fjerde år at trampe rundt i de samme sager fra 2006.

Ved at lade statskassen betale omkostningerne ved tilståelsessager og gøre dem helt gratis at føre, kunne man give de sigtede et meget væsentligt økonomisk incitament til at tilstå og dermed gøre arbejdsbyrden mindre for det efterhånden trætte byretsetablissement. 

mellem pest og kolera

Det ville altså koste mig op mod 75.000 at følge min egen overbevisning om, at jeg var uskyldig, og få prøvet sagen. Og hvis jeg tilstod, skulle det ikke koste mig en rød øre.

På den måde erklærede jeg og en stor del af de tilbageværende sigtede os skyldige helt imod vores overbevisning, fordi det ville få meget store økonomiske konsekvenser at få prøvet sagen.

Inden jeg tilstod, var der dog yderligere overvejelser som fortjener en beskrivelse.

I ugerne efter vores anholdelse i 2006 fik alle 170 arrestanter beskikkede forsvarere. Da sigtelserne mod de 90 blev frafaldet, var de 80 tilbageværende fordelt på et antal forsvarere, således at nogle forsvarere havde adskillige klienter, og andre forsvarere – som i mit tilfælde – kun havde én klient.

Dette helt tilfældige forhold betød, at hvis jeg – som enlig klient hos min forsvarer – nægtede mig skyldig og tabte sagen, så skulle jeg, som beskrevet, betale hele min forsvarers salær på cirka 75.000 kroner.

Andre klienter, som tilfældigt var havnet i puljen med eksempelvis 10 klienter per forsvarer, kunne nøjes med at betale en brøkdel af advokatomkostningerne, da de var mange om at dele stort set samme salær.

Dette tilfældige forhold blev altså også kraftigt medvirkende til, at nogle (som skulle betale 75.000 for en tabt sag) erklærede sig skyldige, og at andre (som kun skulle betale eksempelvis 10.000 for en tabt sag) vedholdt deres uskyld og fik deres sager prøvet.

Jeg besluttede mig altså for at tilstå. Denne tilståelsesproces kan dermed fungere som en lille absurd-humoristisk afslutning på min beretning:

Efter at have drøftet tilståelsen med min advokat fandt jeg ud af, at jeg stod i et nyt dilemma. For at tilstå blev jeg nødt til at være meget kreativ, for ikke at sige at lyve, overfor dommeren.

Et af de centrale punkter i hele sagen havde nemlig været: Hørte jeg, at politiet inden anholdelsen afspillede en såkaldt opløbsformular, som kundgjorde, at jeg skulle forsvinde fra demonstrationen?

For at tilstå ville jeg være nødt til at erklære: »Min tidligere forklaring om, at jeg ikke hørte opløbsformularen, var det pure opspind. Jeg hørte den udmærket godt, men var ligeglad med den. Jeg tilstår.«

Det ville bare være løgn, for jeg havde ikke hørt noget. Min advokat forelagde derfor dommeren dette dilemma, og de kom frem til en løsning, som dommeren kunne acceptere.

en tilståelse

Tilståelsen blev derfor efter aftale mellem min advokat og dommeren udformet, så der stod: »Jeg tilstår, at jeg har været i samme situation som de mennesker, der for et par år tilbage blev sigtet og dømt for samme gerning som jeg …«

På den måde blev min påstand om uskyld med et retorisk snuptag forstået som en tilståelse. Hvordan den kunne forstås sådan, ved jeg ikke. Men jeg fik lov til at tilstå uden rigtig at tilstå, og på den måde undgik jeg at betale for at blive dømt.

I sommeren 2010 faldt dommen så. Vi 80 tilbageværende fik alle en betinget dom.

Sagen er altså slut for 170 mennesker efter at have varet i tre år og otte måneder. 170 mennesker, som blev anholdt på samme tidspunkt, på samme sted, for den samme ugerning, og som blev sigtet for overtrædelse af de samme paragraffer.

Fire af disse personer var yderst uheldige: de var (ved lodtrækning?) blevet valgt til at blive ført frem som prøvesager som de allerførste allerede i 2007. Derfor fik de 40 dages ubetinget fængsel og har altså været inde og ruske tremmer og har måske lært noget af det.

90 af de sigtede var så heldige? snedige? oplyste? at de var i sommerhus eller på Rhodos, da politiet bankede på deres dør med en sigtelsesforkyndelse. De blev pure frifundet. Jeg har fået en betinget dom og har fået statskassen til at betale gildet.

79 andre blev også dømt, ud af dem tilstod cirka 40 personer, og statskassen betaler altså også deres regninger.

De andre 40 kunne ikke få sig selv til at tilstå og sidder nu med henholdsvis meget små og meget store regninger, alt efter om de tilfældigt havnede hos en advokat med mange klienter eller hos en advokat med få klienter.

Måske er denne sag slet ikke atypisk. Jeg er sikker på, at den er forløbet efter alle spillets regler. Jeg er også villig til at medgive, at disse regler i teorien i mange tilfælde kan være fornuftige.

Men da jeg var langt inde i sagsforløbet, blev mit synspunkt, at disse regler, anvendt i praksis, ser groteske og tilfældige ud.

Det har været skræmmende at opleve, at 170 identiske sager i praksis får så forskellige udfald i et land, hvor alle efter sigende er lige for loven.