Skraldemandsmodellen gik ud på, at alle, der var i arbejde, kunne være solidariske med de ledige ved at lade sig hjemsende hver fjerde uge og få dagpenge.

af Jeppe Weng Mikkelsen, formand for Aarhus Stilladsarbejderklub

For snart 20 år siden blev skraldemændene i Aarhus enige om, at det ville være en god ide at deles om arbejdet, når der nu gik så mange ledige på dagpenge. Ideen gik i al sin enkelhed ud på, at alle, der var så heldige at have et arbejde, kunne vælge at være solidariske med de ledige ved at lade sig hjemsende(fyre) hver fjerde uge og modtage dagpenge.

En gennemsnits 3F’er tjener cirka det dobbelte af dagpengesatsen og ville altså kun tabe det halve af en ugeløn hver måned. Til gengæld ville han/hun få væsentlig mere fritid og mulighed for at restituere fra et fysisk krævende job, som mange af 3F’s medlemmer har. I det lange løb en klar fordel både for den enkelte og for samfundet, idet den fysiske nedslidning af de faglærte og ufaglærte arbejdere på denne måde kunne mindskes.

Hver gang tre lønmodtagere meldte sig til ordningen, kunne én arbejdsløs stå ud af ledighedskøen og påtage sig et (næsten) fuldtidsjob. Modellen med en hjemsendelse hver fjerde uge ville logisk nok holde udgiften til dagpenge på samme niveau, men fordele pengene på flere personer.

Solidaritet

I stedet for at fokusere på, at der så kommer fire personer på overførselsindkomst, bør det fremhæves, at én af disse fire er gået fra at være langtidsledig til at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet. I det lange løb en klar fordel både for den enkelte og for sam­­fundet, idet at behovet for arbejdskraft historisk set vil stige efter en periode med lavkonjunktur.

Og når tiden er til det, vil de virksomheder, der har tilladt deres ansatte at følge omtalte model, kunne nøjes med at sætte dem op på fuld tid frem for at skulle rekruttere fra en ledighedsstyrke, der har været parkeret på fuldtidsdagpenge i op til flere år ad gangen.

Selvom det var de aarhusianske skraldemænd, der i første halvdel af 1990’erne fik sat denne solidariske fordelingsmodel af de eksisterende job på dagsordenen, var det ikke dem, der opfandt den. Flere brancher har både før og siden benyttet lignende ordninger, når det har været småt med arbejde på grund af dårlige tider.

Det er hovedsageligt indenfor byggebranchen, det har været brugt at dele arbejdet. Desværre har de gældende dagpengeregler altid spændt ben for tiltag, der ville sætte skraldemandsmodellen i system i en større skala. Derfor er det i dag umuligt at finde arbejdspladser, hvor modellen fungerer, uden at den samtidig er på kant med a-kassens og jobcentrets regler for udbetaling af dagpenge.

12 minutter-planen

Disse regler skal laves om, så det bliver muligt at dele arbejdet uden at være på kant med dagpengeloven, og jeg vil gerne som tidligere aarhusiansk skraldemand og nuværende stilladsarbejder være talsmand for dette alternativ til S og SF’s 12 minutterstrategi. Det er ikke løsningen på finanskrisen at bede folk blive længere på deres arbejde, når der samtidig bliver flere og flere arbejdsløse.

Jeg forestiller mig, at det er cirka lige så effektivt som at lade vandet i bukserne på en blæsende kold vinterdag for at holde varmen. Det virker kun i meget kort tid, og så fryser man endnu mere bagefter. Og det er ikke bare demoraliserende for den enkelte at have tisset i bukserne på Helle og Villys opfordring og så alligevel blive fyret på grund af manglende arbejde. Det er direkte samfundsnedbrydende at lade arbejdsløshedskøen vokse og samtidig bede de tilbageværende i job arbejde mere.

Harald Børsting har ret. Det bliver temmelig svært at sælge 12 minutterplanen til fagbevægelsens medlemmer, hvor arbejdsløsheden bare stiger og stiger. Derfor foreslår jeg, at vi ændrer dagpengereglerne og får flere i arbejde.