FredsVagten vil møde soldater-paraden på Rådhuspladsen 25. februar cirka kl. 15 medbringende flag og vores hovedparole: ‘KRIG ER TERROR’.

af FredsVagten ved Christiansborg
FredsVagten tager afstand fra at Københavns Kommune vil hylde soldater, der vender hjem fra Danmarks engagement i Afghanistan.
For det første er det slet ikke kommunens opgave at forholde sig til disse soldaters arbejde, for det andet kan hyldesten af soldaterne ikke adskilles fra anerkendelse af det arbejde, de udfører, in casu den skammelige besættelse af et fattigt fjernt land, som på ingen måde på noget tidspunkt har truet Danmark.
Vi konstaterer endvidere, at krigens rædselsfulde fænomen til stadighed gøres mere og mere stueren i den danske kollektive bevidsthed.
ISAF-soldaterne i Afghanistan er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Soldaterne er dødens håndværkere og har selv valgt deres arbejde, selv om de ofte prøver at videregive ansvaret for deres dødelige gerning til politikerne og påkalder sig, at de kun gør det arbejde regeringen har pålagt dem, og at de således handler på demokratisk mandat fra det danske Folketing.
Det, de ikke har gennemskuet, er, at den forsamling (Folketinget), der har givet dem dette demokratiske mandat, ikke har råderet over det territorium (Afghanistan), mandatet omhandler. Vi minder om, at en mand i august sendte Lars Løkke en dødstrussel per mail, idet han påpegede, at han havde mandat fra en forening, der med demokratisk flertal havde vedtaget, at Lars Løkke skulle dø.
FredsVagten tror på, at den overvejende del af soldaterne selv har den holdning, at de er i Afghanistan for at gøre noget godt for det afghanske folk og samfund. Vi mener imidlertid, de er ofre for regeringens propaganda, hvilket dog ikke frigør den enkelte fra hans moralske ansvar for det job han udfører.
En del synes krigen er en spændende leg (sic). Vi påpeger, uanset soldatens personlige motiv, at et forarmet land holdes i en fortsat krigstilstand, og at soldaterne således er terrorister ifølge Straffelovens § 114.
Imidlertid tror FredsVagten på fred. Og en af vejene til fred er tilgivelse. Vi tilgiver soldaten i samme øjeblik, han angrer sin handling, mens vi i vor »aftenbøn« beder om besindelse hos de soldater, der fortsat mener, de har ret og mandat til at udøve terror.
FredsVagten vil møde soldater-paraden på Rådhuspladsen 25. februar cirka kl. 15 medbringende flag og vores hovedparole: ’KRIG ER TERROR’, idet hver enkelt fredsvagt tilstede påberåber sig eget ansvar for sin tilstedeværelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278