Der er mere end nogensinde nødvendigt, at den arbejdende befolkning bliver en selvstændig politisk magt.
af Patrick Mac Manus, København
Det irske kommunistparti har stillet et spørgsmål og et forslag, som kunne omstyrte verden.
Spørgsmålet og projektet er blandt de væsentligste, der er stillet de senere år: Er det befolkningen, der skal betale finanskapitalens pris?
Ikke kun i Irland, men også internationalt, voksede den såkaldte bankkrise frem. En krise, der udspringer af spekulativt vanvid og finansielle fiktioner. Staternes hidtidige løsning er at forvandle bankernes gæld til befolkningernes gæld.
Internationalt står arbejdende befolkninger over for omfattende begrænsninger i social velfærd og pensioner, vedvarende direkte og indirekte skattestigninger, voldsomme beskæringer i velfærd, uddannelse og andre offentlige opgaver.
I hidtil uset omfang er der tale om en overførsel af midler til bankerne, til finanskapitalen. De betalende er de arbejdende, småbønder og små erhverv, de syge, de gamle og børnene.
Banksystemets magt er uforenelig med et egentligt demokrati. Den indgåede irske aftale med EU og den Internationale Valutafond (IMF) tjener ikke befolkningens interesser, men alene de rige og magtfulde, især de tyske, franske og britiske banker.
Mange steder i verden er der en lang og smertelig erfaring med IMF. Bag sig har den efterladt en social ødelæggelse, hvor millioner er blevet drevet ned i fattigdom og sult.
I Latinamerika har det taget årtier at træde ud af ødelæggelsen, og det er sket i en grundlæggende afvisning af lignende aftaler. Fremskridtet igennem det sidste årti skyldes folkevalgte regeringer, der prioriterer folkelige interesser frem for bankerne og det internationale finansielle system.
Uden en tilsvarende reaktion i Irland, der samtidig udvikler en alternativ økonomi for befolkningen, vil titusinder blive tvunget til udvandring og andre titusinder blive drevet ned i fattigdom.
Ingen af de dominerende, irske politiske partier søger alternativet, bortset fra mange tomme løfter i valgkampagnen.
Det er mere end nogensinde nødvendigt, at fagbevægelsen træder frem med egne uafhængige, politiske krav. Mere end nogensinde nødvendigt, at den arbejdende befolkning bliver en selvstændig politisk magt.
Måske er tiden kommet til, at kapitalen betaler sine egne regninger. Det ville betyde dens endelige og længe ønskede kollaps. En demokratisk nationalisering af banksystemet kunne være et første skridt.
Det er deres gæld, og ikke vores: Afvis gælden!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278