02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

CSC forhandler på skrømt

CSC forhandler på skrømt

Fredag, 25. februar, 2011, 20:27:07

Det virker ikke oprigtigt og løsningsorienteret, at CSC, samtidig med at indlede forhandlinger, forbereder sig på en konflikt, frem for at lægge reel energi i for­handlingerne om ny overenskomst.

fra otte foreninger og klubber

Til  Carsten Lind, direktør i CSC Danmark A/S

Kære Carsten Lind

Det er med stor bekymring, at vi – gennem pressen – erfarer, at CSC’s ledelse tilsyneladende har forudkonteret med, at overenskomstforhandlingerne med PROSA/CSC skulle ende i en konflikt.

Vi kan se, at administrerende direktør Mogens Nørgaard fra firmaet Miracle A/S meddeler, at han forud for forhandlingsforløbet med PROSA/CSC personligt er blevet kontaktet af CSC med henblik på at overtage eventuelt konfliktramte opgaver. Det samme synes at være gældende for firmaet Segmenta A/S og angiveligt også andre konkrete firmaer.

Det virker ærligt talt ikke oprigtigt og løsningsorienteret, at CSC, samtidig med at man initierer forhandlinger, i den grad forbereder sig på en konflikt, frem for – med alle midler – at lægge en reel energi bag at lykkes med selve overenskomstforhandlingerne.

Det signal vidner hverken om den store vilje til dialog med medarbejder-repræsentanterne eller vilje til at opretholde og vedligeholde de eksisterende aftaler med personalegrupperne i CSC.

Signalerne er desværre heller ikke til at tage fejl af, når det samtidigt meldes ud i virksomheden, at man nu vil intensivere Off Shoring aktiviteterne. Vore kolleger fortæller om konkrete situationer, hvor de skal overdrage viden og opgaver til kolleger fra Indien, således at disse vil være »selvkørende« fra 1. juni 2011. Sammenfaldet med ophør af konfliktbegrænsningerne for PROSA/CSC er næppe tilfældigt valgt.

Vi er optaget af, at CSC skal være en ordentlig og redelig arbejdsplads, og det forudsætter, at der er respekt om alle medarbejderne og deres respektive aftalevilkår, uanset om man er PROSA-medlem, Metal-medlem, Ingeniør, Akademiker m.v.

De nedenfor underskrivende foreninger/klubber er bekymrede for, hvor CSC’s ledelse er på vej hen med vores fælles arbejdsplads.

Vi genkender ikke den nuværende version af CSC i Danmark og anbefaler, at ledelsen i Danmark udviser beslutningskraft og vender tilbage til forhandlingsbordet sammen med PROSA/CSC, så det sikres, at også denne overenskomst kan fornyes, og virksomheden hurtigst muligt kan komme tilbage til en hverdag, hvor vi sammen kan fokusere på vækst – med tryghed.

PROSA/SAS, ADC, IDC, FORA, HK/Luftfart, Dansk Metal Tele Øst, Casing, PROSA/CSC

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2011 - 20:27   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev