Ungdommens oplevelse er, at man er fælles med de fleste om drømmene.

af Kjeld Stenum

I gamle dage, dengang mobiltelefonen endnu ikke var opfundet, skrev jeg alle livets nødvendige adresser og numre ind i en lille bog med gult omslag og alfabetisk ordnede sider; i princippet i hvert fald.

Men jeg slæbte jo ikke rundt på den bog i tide og utide, den lå i en bestemt skuffe. Så når jeg fik en adresse eller et telefonnummer, som skulle gemmes, kradsede jeg det ned på en papirlap og lagde lappen ned i skuffen, når jeg kom hjem.

På den måde kom skuffen til at bugne med papirlapper, og nederst lå adresse­bogen. Den nåede jeg sjældent ned til, når jeg ledte efter et bestemt telefonnummer. Planen var godt nok fra starten af, at jeg med passende mellemrum skulle have alle papirlapperne skrevet ind i den lille gule bog.

Men – åh ja, livets mange planer… Og bunken blev stor og uoverskuelig, for jeg fik heller ikke smidt uaktuelle adresser ud af systemet. Men efterhånden blev jeg så fortrolig med, hvor de mest brugte adresser cirka lå i bunken, at jeg kunne finde dem ganske hurtigt.

På sin besværlige måde fungerede det.

Eller – nu skriver jeg om det i fortid. Men det er ikke helt korrekt. For jeg har skuffen endnu, og der ryger også somme tider adresser ned i den stadigvæk.

Men nu har jeg også automatisk e-mail-arkivering og mobiltelefon med alskens hukommelser for indtastede numre, indgående, udgående og forgæves opkald og så videre.

Der er efterhånden ved at være så mange systemer til at ordne den slags ting, at jeg ikke kan huske, i hvilket system jeg har en adresse, som jeg er sikker på, jeg har gemt. Jeg mangler et system til at holde orden på systemerne.

Nylig var jeg nede og rode i min gode, simple skuffe efter en adresseliste, jeg fik for omtrent 15 år siden i forbindelse med et 25-års gymnasiejubilæum.

Nu er 40-års-jubilæet ved at være aktuelt. Og næste gang, der bliver et rundt jubilæum, er vi ved at være oppe i den alder, hvor det er plagsomt for mange at være hjemmefra. Flere af os vil måske være døde. Så 40-året er en slags sidste udkald.

Og den eneste af mine gamle skolekammerater fra dengang, som jeg stadig har kontakt med, havde altså taget initiativ til at samle os denne gang, men manglede den adresseliste i arbejdet med at opspore, hvor folk var blevet af.

Så jeg måtte til at rode i skuffen. Og løb over mange sedler, visitkort, paplåg fra sømkasser, og hvad der ellers har været for hånden, med aldeles forældede adresser og numre.

Kontaktpersoner til foreninger eller grupper, der ikke længere findes. Nyttige adresser til projekter og drømme, jeg har haft gang i, men som løb ud i ingenting. Gode småleverandører, hvor jeg har kunnet købe byggematerialer til vedligeholdelsen af mit eget havehus, i dag opkøbt af større koncerner. Gamle formænd eller firmaer, hvor jeg har søgt eller haft arbejde.

Formændene døde eller pensionerede, firmaerne krakkede eller fusionerede med andre. Hvad blev der af de makkere, jeg havde der? En del navne og telefonnumre sagde mig slet ikke noget mere; jeg kunne ikke huske, hvorfor jeg havde gemt dem.

Til sidst fandt jeg også sedlen med mine gamle skolekammerater; jeg vidste jo, den skulle være der, jeg havde næsten lige fået den og lagt den der!

En 15 år gammel liste med postadresse, fastnettelefoner og måske en arbejdstelefon, ikke ét eneste mobilnummer og naturligvis heller ingen mail-adresser. Femten år! Det stykke papir lugtede allerede af museum! Duede de adresser og numre til noget i det hele taget?

Et navn kaldte et ansigt frem i min hukommelse. Jeg så dem alle sammen til 25-års-jubilæet for 15 år siden, men det ansigt, jeg huskede, var 40 år gammelt. Jeg husker dem alle, som de så ud for 40 år siden, men ikke én af dem, som de så ud for 15 år siden.

Hvad blev der af den og den? For en dels vedkommende huskede jeg tydeligt, hvad de havde lavet. Men måske lavede de noget andet i dag? Der var også en del, jeg ikke kunne få styr på.

Engang i vore livs mest påvirkelige alder var vi med til at forme hinanden, hinandens drømme, hinandens fordringer til hinanden, til det liv og den verden, der lå foran os. Vi blev unægtelig meget forskellige alligevel.

For vi havde været forskellige allerede dengang, og i øvrigt er det, der bliver virkelighed, aldrig helt det, vi har villet. Somme tider bliver det helt anderledes.

Man tror, det er så enkelt, når man er ung. Man tror, verden ligger for éns fødder. Og hvis den ikke føjer sig, må den laves om. Ungdommens oplevelse er, at man er fælles med de fleste om drømme­ne. Derfor synes alting muligt.

Men man kommer væk fra hinanden, sprækker af forskelle åbner sig, sprækker bliver til afgrunde. For nogle kunne troen på, at verden lå åben for dem, kun bevares ved, at de fik magt over den.

Men vejen til magten i vores verden er brolagt med så mange svigt, at de færreste orker at drømme om at lave noget som helst om efter den tur. Man ender tom og udbrændt før de 50 og lader verden køre, som den altid har gjort.

Andre lærte aldrig at satse på én drøm og slippe de andre. Så får man en skuffe fuld af glemte navne og adresser, fuld af droppede projekter. En pande, der har løbet ind i en mur for tit. Og et liv, der er formet af afbøjninger og kompromisser, tvivl og fristelsen til at give op.

Sådan er det nok for de fleste. Som verden er, har den kun plads til dem, der har lært de hårde prioriteringer. Men vi mennesker er ikke skabte kun til én drøm. Og vi er slet ikke skabte til at give op. Vi er skabte til at have mange drømme og prøve at leve dem alle.