Statistik tyder på et generelt ringere helbred for efterlønnere end for beskæftigede og undersøgelser viser da også, at efterlønnere i gennemsnit lever op mod to år kortere end jævnaldrende i beskæftigelse.
Kronikaf Henrik Herløv Lund, økonom – cand.scient. adm.
Er efterlønnere ikke nedslidte? Og er seniorførtidspension en udvej?
Statsministeren har forsøgt at »tale spørgsmålet om nedslidning af efterlønnere væk« ved at henvise til økonomer og statistiske argumenter. Men det holder ikke. Det er dokumenteret, at mange efterlønnere er nedslidte/slidte og har gode helbredsmæssige argumenter for at gå på efterløn.
EFTERLØNNERES HELBRED.
Regeringen hævder, at efterlønnerne ikke er nedslidte. Som det lød i nytårstalen: »Langt de fleste efterlønnere er hverken mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet«. Regeringen henviser ikke mindst her til økonomer, for eksempel fra Arbejdsmarkedskommissionen, der mener, at kun omkring hver tyvende efterlønner er egentligt nedslidt.
Men hvad siger sundhedseksperterne?
Ja, undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer, at efterlønnere generelt er mere syge end beskæftigede. Næsten halvdelen af efterlønnerne lever med langvarig sygdom eller lidelse. Efterlønnerne rammes også af en større overdødelighed i forhold til beskæftigede på samme alder. I gennemsnit er overdødeligheden 50 procent. Dette peger på et generelt ringere helbred for efterlønnere end for beskæftigede og undersøgelserne viser da også, at efterlønnere i gennemsnit lever op mod to år kortere end jævnaldrende i beskæftigelse.
Det gør sig endnu mere udpræget gældende for ufaglærte, der lever omkring tre år kortere end videregående uddannede i job.
Nu er efterlønnere naturligvis ikke en stor grå masse. Nogle er selvsagt mere nedslidte end andre, og nogle er det nok mere rigtigt at karakterisere som slidte.
En undersøgelse af professor ved AUC Per H. Jensen viser, at omkring 40 procent af efterlønnerne decideret oplever, at deres helbred er for dårligt til at arbejde, mens en undersøgelse i region Syddanmark viser, at halvdelen af efterlønnerne oplever forringet arbejdsevne. Men her er efterlønnerne blevet spurgt efter overgang til efterløn. Og efterlønnen virker – efterlønnerne får det bedre efter at være kommet ud af belastningen fra arbejdet. En undersøgelse inden overgangen til efterløn havde derfor sandsynligvis givet højere nedslidningsprocenter.
Til de egentlige nedslidte kommer »de slidte«, som oplever advarselssignaler fra kroppen om, at det er ved at være på tide at forlade arbejdsmarkedet, hvis de skal have nogle sidste gode år. Det kan være svært helt præcist at sige, hvor stor gruppen af nedslidte/slidte efterlønnere er, men under alle omstændigheder har mange flere end 20 procent gode helbredsmæssige grunde til at stoppe.
Statistiske kneb?
Det må betegnes som tankevækkende, at regeringen vælger at lytte mere til Arbejdsmarkeds-kommissionen end til Statens Institut for folkesundhed. Arbejdsmarkedskommissionen var jo ikke bemandet med sundhedseksperter, men fortrinsvis med økonomer. Når regeringen alligevel lytter mere til økonomer, kan man spørge, om det er fordi lige de økonomer var udvalgt af regeringen selv og siger det, som man gerne vil høre?
Og hvad er det, der ligger i økonomernes tal?
Baggrunden for udsagnet fra Arbejdsmarkedskommissionen om, at »… efterlønsmodtagere under et kun har en smule ringere helbred end beskæftigede i samme aldersgruppe« er navnlig en rapport fra organisationen »Forsikring og Pension«. Rapporten finder, at efterlønsordningen IKKE er målrettet personer med dårligt helbred. Når der alligevel er helbredsforskelle imellem efterlønnere generelt og beskæftigede generelt skyldes det, »… at personer med en uddannelses – og et branchetilhørsforhold, hvor helbredet i gennemsnit er relativt ringe, er overrepræsenteret blandt de nytilgåede efterlønsmodtagere«. Det er med andre ord det store antal af kortuddannede og fysisk arbejdende blandt efterlønnerne, som er en hovedårsag til, at efterlønnere generelt udviser dårligere helbred.
Metoden i Forsikring og Pensions »undersøgelse« er så at »korrigere« herfor ved kun at sammenligne helbred for personer med samme karakteristika, Herved finder Forsikring og Pension, at forskellene mellem nytilkomne efterlønsmodtagere og beskæftigede så ikke er så store.
Forsikring og Pension konkluderer herudfra, at efterlønsordningen IKKE er målrettet PERSONER med nedslidning. Når der alligevel kan konstateres helbredsforskelle på efterlønnere og beskæftigede, hænger det sammen med, at »ordningen alene er målrettet socioøkonomiske grupper med ringere gennemsnitligt helbred«.
Men op mod to tredjedele af tilgangen til efterlønsordningerne kommer jo netop fra A-kasser for lønmodtagere med kortere uddannelse og med det dokumenteret mest belastende arbejdsmiljø: 3F, FOA (sosu’erne) og HK (psykisk arbejdsmiljø). Akademikerne udgør derimod i dag kun omkring 2,5 procent af samtlige efterlønsmodtagere.
Når man som Forsikring og Pension gør det til et metodisk krav at se bort fra disse uddannelses og branchemæssige forskelle, er det ikke underligt, at man »med et pennestrøg« kan eliminere efterlønnernes dårlige helbred.
Brugen af »undersøgelsen« fra Forsikring og Pension er med andre ord et eksempel på, at som man råber i skoven, får man svar. Det fortegnede billede fra Forsikring og Pensions side er næppe nogen tilfældighed. For Forsikring og Pension er interesseorganisation for de private pensionsselskaber, for hvem efterlønnen hidtil har været en kedelig konkurrent og som meget gerne ser de 16-18 milliarder kroner hertil i stedet gå til private pensionsopsparinger.
Forsikring og Pension er altså ikke objektive forskere. Og Arbejdsmarkedskommissionen – ja heller ikke den bestod af uafhængige forskere og eksperter, men var nøje håndplukket af regeringen til at finde besparelser og begrunde efterlønnens afskaffelse. Og regeringen: Ja for den handler det om at finde begrundelser for det overordnede mål om efterlønnens afskaffelse. Også her helliger hensigten midlerne.
SENIORFØRTIDSPENSION
VK siger så beroligende, at skulle der alligevel være nedslidte efterlønnere, så vil de blive tilbudt seniorførtidspension, hvis de har mindre end fem år tilbage inden folkepensionen. Forskellen til en almindelig førtidspension er mindre arbejdsprøvning og medicinsk vurdering og en tidsgrænse på et halvt år til svar.
Men så vidt man kan se, vil regeringen ikke ændre på arbejdsevnekravet fra den almindelige førtidspension, som betyder, at man skal være stort set helt afskåret fra at kunne arbejde. Selvom efterlønnerne som tidligere anført i betydelig udstrækning er slidte og for en betydeligt dels vedkommende også nedslidte, så er der forskel herpå og på mere eller mindre totalt at være uden arbejdsevne.
Efterlønnerne falder dermed i et hul imellem (senior)førtidspensionen og så på den anden side at være så raske, at man kan arbejde videre uden problemer. Derfor vil de ikke kunne få seniorførtidspension, hvis arbejdsevnekravet overføres fra den nuværende førtidspension.
Og regeringen vil tilmed ad økonomisk vej sikre sig, at kommunerne uddeler færre førtidspensioner fremover ved at nedsætte refusionsprocenten fra 35 til 20 procent.
Tilbagetrækning og otium
Regeringen mener endvidere, at det kun er rimeligt at forhøje tilbagetrækningsalderen, når levetiden stiger. Men Danmark har – trods stigningen – stadig har den korteste restlevetid i Vesteuropa for en 65 årig.
I Danmark er restlevetiden for eksempel godt tre år mindre end i Frankrig og op mod to år mindre end for eksempel i Sverige. Det betyder selvsagt også, at danskerne får det korteste otium efter arbejdslivet. Og det gælder navnlig gruppen, som hidtil er gået på efterløn, og hvis levetid som anført er kortere alligevel. Så der er noget, som skal indhentes, uanset at levetiden stiger.
Det vil danskerne imidlertid ikke få mulighed for, hvis det står til regeringen og dens bagland, for med regeringens forslag om fremskyndelse af velfærdsaftalen vil Danmark få Vesteuropas højeste pensionsalder. Danmark vil med regeringens tilbagetrækningsreform i 2030 få en pensionsalder på omkring 68, mens pensionsalderen i det meste af OECD vil ligge på 65 år. Det på trods af, at vi altså uanset stigende levealder ligger i bund med levetid og otium.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
