Jørgen Goul Andersen siger ikke om han støtter S og SF, og deres form for vækst for at komme ud af krisen. Helt ude af fokus er det vigtige spørgsmål om HVILKEN vækst.
S og SF vil føre Danmark ud af krisen ved at satse på vækst, lyder budskabet fra de to store oppositionspartier, der satser på at blive kernen i en ny regering i løbet af året.
Ifølge professor og velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen er der hårdt brug for at gøre noget ved den danske vækstkrise.
I en »reflektion« i dagbladet Information påpeger han, at Danmark er helt til rotterne målt på vækst.
»På verdensplan finder vi 18 stater ud af 192, hvor det er gået værre end i Danmark«, skriver Goul Andersen.
Professoren beretter om negative økonomisk vækst – altså tilbagegang på almindelig dansk – i en lang række lande. Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig har haft en vækst på minus 1,3 procent til minus 0,3 procent i årene 2008-2010.
En række andre lande ligger lige omkring nul-vækst, hvis man ser på de tre år.
»Tre år med nulvækst er sjælden. Men Danmark er i en mere eksklusiv klasse. Den samlede vækst 2008-2010 var minus 4,1 procent. Det har landet ikke oplevet i fredstid de sidste 200 år«, skriver Jørgen Goul Andersen.
Og ikke kun set i en europæisk sammenhæng er det danske tal usædvanligt:
»I Afrika finder man kun ét land med større negativ vækst en Danmark, nemlig Zimbabwe. I Asien finder man ingen...«, oplyser professoren.
Der er dog også lande i nabolaget, hvor situationen er mere dramatisk. Det gælder primært Island, Irland og Grækenland.
Når det handler om arbejdsløshed er væksten i Danmark også i særlig grad negativ. Hvis man ser på den samme periode – altså første kvartal 2008 sammenlignet med fjerde kvartal i 2010, så er der kun fire ud af de 30 lande i OECD, hvor arbejdsløsheden er steget mere end i Danmark. Det er Island, Irland, Grækenland og Spanien.
»Nu er det bedre at være kriseramt dansker end at leve i en afrikansk vækstøkonomi... Men der er meget på spil for Danmark, hvis ikke økonomien kommer op af afgrunden. Det gælder finansieringen af velfærden«, konstaterer professor Goul Andersen.
Han advarer om, at krisen kradser. De unge får ikke arbejde, de arbejdsløse falder ud af dagpengesystemet og med udsigt til stigende renter, venter der problemer for mange boligejere. Velfærdsproblemerne står i kø med den nuværende nedtur.
Professoren siger ikke om han støtter S og SF, og deres form for vækst for at komme ud af krisen.
Og helt ude af fokus er nemlig det vigtige spørgsmål om HVILKEN vækst.
For godt et år siden var alle opmærksomme på, at klima og miljø – ja hele kloden – ikke kan tåle mere vækst af den type, som vi kender, og som driver rovdrift på naturressourcer.
Den debat er nærmest forstummet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278