Produktiviteten i de 27 EU-lande steg fra 1995 til 2007 med godt 20 procent, mens lønningerne i sammen periode steg med 13,9 procent. Eurozonens lønarbejdere har fået mindst del i produktivitets-stigningen.

Med vedtagelse af den nye konkurrenceevnepagt, står et eu-tæskehold klar til at banke lande på plads, der ikke lever op til pagten strenge krav om at holde lønnen nede og de gamle på arbejdsmarkedet.

Bjørn Gemzøe

Den ^Røde Tråd _{af Karina Rohr Sørensen, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU og Kommunistisk Parti}

I de år EU – og særligt euroen – har været i spil, har arbejderne gradvist fået en mindre del af kagen. De tørre tal viser, at løntilbageholdenheden har haft sin virkning.

Produktiviteten i de 27 EU-lande steg fra 1995 til 2007 med godt 20 procent, mens lønningerne i sammen periode steg med 13,9 procent. Eurozonens lønarbejdere har fået mindst del i produktivitetsstigningen. Den voksede i samme periode i eurolandene med 16,9 procent, mens lønnen i eurozonen kun steg med 6,8 procent.

I forhold til bruttonationalprodukt faldt lønnens andel fra 59,5 til 56,9 procent. Også her var faldet større i eurolandene.

Samtidig er antallet af lavtlønnede vokset i perioden.

I Storbritannien udgør lavtlønsarbejderne 29 procent, i Tyskland 22 procent og i Holland 17 procent. Antallet af det – som en rapport definerer som – »arbejdende fattige« stiger og udgør i dag otte procent af de arbejdende i EU.

Tallene viser at EU-politik er hardcore klassepolitik: Løntilbageholdenhed, og massivt fokus på konkurrenceevnen har sat sit præg – med øget udbytning som resultat.

Og grænsen er ikke nået, i hvert fald ikke for EU – herfra er der fornyede angreb på arbejderklassen, med nye krav om at man skal arbejde for endnu mindre løn, arbejde endnu flere år, og leve med endnu mindre velfærd.

Krisen har accelereret denne udvikling.

EU er det område i verden, der er ramt næst-hårdest af krisen, og særligt landene i Sydeuropa sidder fast i en gældsfælde og i en euro-konstruktion, hvor de har afgivet deres handlefrihed og må leve med den økonomiske politik, der i realiteten tilpasses primært Tyskland og Frankrig.

Grækenland var det første land der for alvor kom i problemer, efterfulgt af Irland – og nu er også Portugal og Spanien i spil… De mange eksempler på lande, der ikke kan leve op til EU’s krav har givet alvorlige problemer – for de øvrige EU lande – og særligt for eurozonelande.

Lissabontraktaten ændres

Aktuelt står EU overfor at ville ændre den ret så nye Lissabontraktat, således at det bliver skrevet ind/ »lovliggjort«, at EU kan intervenere, som man gjorde det i Grækenland og Irland. Det er handlinger, der åbenlyst er imod de nuværende regler, hvor EU-landene eksempelvis ikke kan overtage hinandens gældsforpligtigelser.

Men det er langt fra nok – selvom det for os virker alvorligt nok, at man ændrer i traktaten, uden at åbne mulighed for fornyede afstemninger – så Lissabontraktaten kunne blive stemt ned.

Faktisk er deres angreb på demokratiet værre – EU-eliten er lige nu i gang med det mest ekstreme indhug i den nationale selvbestemmelse på det økonomiske område – dette sker med den såkaldte konkurrenceevnepagt.

Pagt om øget udbytning på vej

Konkurrenceevnepagten, som aftales endeligt ved et topmøde 11.marts, er en pagt, der i høj grad er født i lyset af krisen.

Pagten skal ses som reaktion på, at EU’s ledere ikke på sigt kan leve med, at de forskellige eurolande bukker under for den virkelighed det er, at deres økonomier reelt ikke passer nok sammen til at dele mønt.

Der er en enorm politisk vilje til at sikre euroens overlevelse – koste hvad det vil! Grækerne og irerne har allerede betalt en høj pris i form af stramme budgetter og afgivelse af beslutningskaft – men dette har ikke for alvor løst problemet.

Såvel spørgsmålet om at øge pensionsalderen og forslaget om at overvåge og begrænse lønudviklingen, hvis den skader konkurrenceevnen, handler om det samme: øge udbudet af arbejdskraft og sikre at den arbejdskraft, der er til stede, ikke koster for meget.

Danmark er ikke et euroland – derfor behøver vi ikke at gå med i Konkurrenceevnepagten. Venstre vakler med Løkke i spidsen, de vil gerne være med, men kan der virkeligt skaffes opbakning til så kontroversielt et indgreb i demokratiet? Kan man få folk til at æde også denne kamel?

Spørgsmålene til dig er nogle andre:

Hvor meget mere skal EU have lov at bestemme?

Hvor lille en bid af kagen synes du, arbejderne skal leve med?

Er profit vigtigere end velfærd?

Er det ikke på tide, at vi får en ny regering, og en ny politik?