Målet for Dansk Arbejdsgiverforenings og Dansk Industris offensiv er øget privatisering og mindre offentlig støtte til og involvering i arbejdsmiljøindsatsen.

^kronik_{af John Graversgaard, Aarhus}

Anders Fogh-regeringen forstod at kopiere højresocialdemokraterne og gik i gang med at udmanøvrere dem med deres egne virkemidler. En tur til London og studere New Labour var recepten.

Ved at iklæde sig en socialliberal klædedragt og udstyret med en neoliberal ideologi kunne man begynde at nedbryde fagbevægelsens indflydelse stille og roligt.

Man lagde hårdt ud med grove nedskæringer på Arbejdstilsynet og Miljøministeriet. Men det var ganske upopulært, og man reviderede strategien og begyndte i stedet gennem lovændringer at omforme samfundet. Da hele arbejdsmiljølovgivningen er meget partsstyret, måtte man gå mere forsigtigt til værks og drible sig frem.

Men med Dansk Folkeparti som loyal dækning kan man stemme sig igennem, når det er nødvendigt, ligesom Det radikale Venstre er en villig partner, når det gælder om at mindske virksomhedernes »administrative byrder«, som det så neutralt lyder.

Kapitalens ønskeliste

Kapitalen og dens repræsentanter i Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri (de to mest aggressive aktører på det ideologiske plan) havde selvfølgelig en ønskeliste til regeringen, og den er målrettet ved at blive efterkommet på en lang række områder.

Målet for deres offensiv er øget privatisering og mindre offentlig støtte til og involvering i arbejdsmiljøindsatsen. Problemet er imidlertid, at meget arbejdsmiljø er lovgivning og ikke så let at ændre. Og nok så besværligt er den også dækket ind af EU-lovgivning, som jo står over dansk lovgivning. Lad os tage et par eksempler.

Arbejdspladsvurdering (APV):

Da den borgerlige regering kom til magten i 2001 forsøgte daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort at ophæve pligten til at lave Arbejdspladsvurdering (APV) i små virksomheder. Men måtte opgive, fordi man så ville bryde med EU’s rammedirektiv for arbejdsmiljøet. 

Men man igangsatte så lobbyvirksomhed i EU. Og efter en målrettet offensiv fra arbejdsgiverlobbyen ser vi nu EU-Kommissionen fremlægge forslag om helt at fjerne den obligatoriske APV for virksomheder med under ti ansatte.

Forslaget er et led i Kommissionen indsats for at fjerne administrativt bøvl. Udover at fjerne APV vil EU-Kommissionen også have medlemslandene til at skære i antallet af besøg fra Arbejdstilsynet.

Forslagene er udarbejdet af en såkaldt high level-gruppe, som har regnet sig frem til, at der er rigtig man millioner euro for virksomhederne at spare ved at skære blandt andet APV væk (jævnfør EU-fagligt.dk den 20. november 2009).

Dette mødes selvfølgelig af protester fra LO og fagforbundene og med en accelereret økonomisk krise kan man forvente flere forslag, som prioriterer profit og effektivitet frem for sundhed og sikkerhed.

Bedriftssundhedstjenste (BST):

Arbejdsgivernes hede drømme om at slippe af med at betale en afgift til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde blev selvfølgelig hørt af den borgerlige regering. Også selv om brugerundersøgelser viste meget stor tilfredshed med rådgivningstjenesten.

I 2004 indgik VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre en aftale om en arbejdsmiljøreform, som betød, at BST-pligten blev ophævet fra og med 1. januar 2005 til udgangen af 2008. BST-pligten kunne ophæves branchevis i takt med, at Arbejdstilsynet screenede de BST-pligtige brancher.

Alle virksomheder skulle screenes i løbet af syv år fra 1. januar 2005. I BST-bestyrelserne havde fagbevægelsen repræsentanter og kunne være med til at diskutere prioritering af arbejdet.

Dansk Arbejdsgiverforening kaldte det for et vigtigt opgør med hele det formynderiske arbejdsmiljøsystem.

Resultat: Fagbevægelsen sættes nu helt ud af spillet,  og arbejdsmiljørådgivning bliver fuldstændig styret af markedet, hvor multinationale konsulentfirmaer kan kaste sig over området.

For kommuner og amter,  som havde deres egen BST-tjeneste, betyder det, at de får mindre bloktilskud, det vil sige færre penge til det forebyggende arbejdsmiljø.

Forringelse af arbejdsmiljøorganisationen:

Indførelse af retten til at vælge sine egne sikkerhedsrepræsentanter var et vigtigt resultat af arbejdsmiljøloven fra 1975.

Det betød, at arbejdsmiljø og sikkerhed nu skulle tages alvorligt og ikke overlades til studehandler mellem ledelsen og tillidsmanden. Loven anfægtede ikke arbejdsgivernes ledelsesret, selv ikke når arbejdsforholdene var direkte uforsvarlige.

Venstrefløjen prøvede at få en række ændringer med. De blev afvist. For eksempel forslag om at give sikkerhedsrepræsentanten ret til at standse farligt arbejde med eksempelvis farlige maskiner.

Hovedprincippet blev samarbejde, og dermed er meget jo overladt til arbejdsgivernes gode vilje.

Sikkerhedsrepræsentanter er guld

Men loven fastsatte også nogle rettigheder for, hvornår og hvordan sikkerhedsrepræsentanter kunne vælges. Det har betydet, at ude på arbejdspladserne har utallige sikkerhedsrepræsentanter udført et stort stykke arbejde til gavn for deres kolleger.

Den årvågne og aktive sikkerhedsrepræsentant er guld værd, både for sine kolleger og for virksomheden. Et godt arbejdsmiljøarbejde er kendetegnet ved, at arbejdsmiljøloven bliver håndhævet i et klima, hvor ledelsen respekterer og samarbejder med de ansattes valgte sikkerhedsrepræsentanter.

Sikkerhedsrepræsentanter har samme fagretslige beskyttelse som tillidsfolkene for at sikre den enkelte en vis sikring mod overgreb fra arbejdsgiverside. Men kampen for et bedre arbejdsmiljø er altid et spørgsmål om styrkeforholdet på arbejdspladsen. 

Vil arbejdsgiverne ikke overholde loven, er det meningen, at sikkerhedsrepræsentanten skal kunne kontakte Arbejdstilsynet. Ligesom Arbejdstilsynet altid har pligt til at kontakte sikkerhedsrepræsentanter.

Det er ikke små krav, som stilles til sikkerhedsrepræsentanter. De findes i tusindvis, spredt ud på både private og offentlige arbejdspladser, og står forrest i kampen for et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

De kan ikke prale af at have fået en længere uddannelse i arbejdsmiljø, men med den fornødne kombination af stædighed og smidighed har de produceret flotte resultater til gavn for deres kolleger og samfundet.

Under Nyrup-regeringen satte man grænsen for valg af sikkerhedsrepræsentanter ned til fem ansatte. Dette blev ophævet af Anders Fogh-regeringen. Og fra arbejdsgiverside har man målrettet arbejdet på at ophæve reglerne, så ledelsen i højere grad selv kan bestemme, hvordan man vil arbejde med arbejdsmiljøindsatsen.

Især har man ønsket at reducere antallet og allerhelst selv bestemme, hvor mange sikkerhedsrepræsentanter man ville have. Ingen har rigtig haft fantasi til at forestille sig dette, men den 1. oktober 2010 lykkes det for arbejdsgiverne.

sikkerhedsarbejdet undermineres

Her vedtoges et lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven. Ændringen er en udmøntning af anbefalingerne fra et trepartsudvalg bestående af arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet, som havde arbejdet med styrkelse af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

Ifølge Arbejdstilsynet er formålet blandt andet: »Med de nye regler får den enkelte virksomhed mulighed for inden for nogle enkle rammer at tilpasse arbejdsmiljøorganisationens struktur til virksomheden… Det betyder, at virksomheden selv skal tage stilling til, hvordan arbejdsmiljøorganisationen skal bygges op, og hvor mange medlemmer den skal have.«

Og Arbejdstilsynet kan ikke længere gribe ind og må henvise til, at parterne selv må løse det.

Læg mærke til begrebet ‘virksomheden’. Oversat til dagens virkelighed betyder det, at arbejdsgiverne/ledelsen kan få gennemført deres ønsker, for nu er der indført fleksibilitet, og så er vi tilbage ved styrkeforholdet på arbejdspladserne.

Uden nærmere regler betyder det, at arbejdsgiverne kan gennemtvinge deres løsninger. Er arbejdsgiverne ensidigt økonomi-fokuserede, kan de reducere arbejdsmiljøorganisationen og antallet af arbejderrepræsentanter ned til et minimum uanset virksomhedens størrelse.

Og dette betyder, at færre får mulighed for at blive uddannet i arbejdsmiljø, hvad der jo ellers vurderes som en vigtig strategisk ressource i virksomhederne.

Arbejdsgivere behøver nu kun én gang om året at hol-de en »arbejdsmiljødrøftelse«, hvor man før i virksomheder med sikkerhedsudvalg (over 20 ansatte) havde pligt til at holde møde hvert kvartal med referat.

Det vil sige, ønsker man at sætte et spørgsmål på dagsordenen som arbejdsmiljørepræsentant, kan der nu gå et år, før dette kan lade sig gøre.

Samtidig sker der en forringelse af den obligatoriske uddannelse, som reduceres fra fem dage til tre dage. Efteruddannelse indføres som noget nyt, men bliver frivillig. Arbejdsgiveren skal tilbyde en supplerende arbejdsmiljøuddannelse til medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen – det første år svarende til to dage og derefter svarende til halvanden dag om året.

Desværre er det en proces, hvor topfolk fra fagbevægelsen er kørt med i karrusellen. Det ser ud, som om man har glemt alt om styrkeforholdet ude i virksomhederne og taget udgangspunkt i de gode virksomheder og troen på konsensus.

Ikke alle har købt denne filosofi, men de fleste faglige organisationer er blevet forblændet. Loven er også meget sigende i visse dele af fagbevægelsen blevet kaldt for »de gode viljers lov«. 

Og med et voksende antal uorganiserede, som jo også kan vælges som arbejdsmiljørepræsentanter, står fagbevægelsen til at miste indflydelse på gulvet. Vi ser nu allerede de første konflikter på området.

sikkerhed som aftalestof

I Tivoli har ledelsen reduceret antallet af arbejdsmiljørepræsentanter fra 16 til seks, og med kraftige nedskæringer på det offentlige er der ingen tvivl om, at arbejdsgiverne vil udnytte de nye mere fleksible regler til kraftige nedskæringer på de ansattes arbejdsmiljøindflydelse og repræsentation (se www.fagligtansvar. dk)

En central strategi fra arbejdsgiverside er at gøre arbejdsmiljøet til et aftaleområde. Det vil sige en udvikling, som fjerner arbejdsmiljøspørgsmål fra de lovmæssige forpligtelser for arbejdsgiveren og skubber det over til forhandlingsområdet – og uden for kontrol fra Arbejdstilsynet.

Denne udvikling er også blevet fremmet af lovgivningen, som giver mulighed for at slå sikkerheds- og medindflydelses- og medbestemmelsesudvalg sammen (MED udvalg).  

Gennem nedlæggelse af sikkerhedsudvalg og oprettelse af »organer for medbestemmelse« er der kommet et øget pres på de ansatte til større loyalitet og forståelse for virksomhedens overordnede interesser.  

Samtidig kan der indgås aftaler mellem hovedorganisationerne og købes arbejdsmiljøcertifikater, som betyder, at Arbejdstilsynet ikke umiddelbart kan føre tilsyn med virksomheden.

Ligesom konsulenterne i de frodigt voksende HR-afdelinger (læs: personaleafdelinger) i stigende grad overtager arbejdsmiljøarbejdet og marginaliserer de demokratisk valgte arbejdsmiljørepræsentanter.

Men der er intet så værdifuldt som aktive og engagerede arbejdsmiljørepræsentanter. Eksempler kan findes hos Samarbejdet Arbejdere og Akademikere, som hvert år vælger »Årets arbejdsmiljørepræsentant« (www.arbejderakademiker.dk)