Rådet har afvist alle forhandlinger med Libyens regering, udnævnt sig selv til »Libyens eneste repræsentant« og tilskyndet til fremmed indblanding.
af Carsten Kofoed, København
Oprøret i Libyen får en mistænkelig, positiv omtale i de borgerlige medier. Disse drager paralleller til »revolutionerne« i Tunesien og Egypten, hvor provestlige marionetter – ikke regimerne – er blevet væltet.
Men Libyen er hverken Tunesien, Egypten eller nogen af de andre provestlige styrer i Mellemøsten. Mohammar Gadaffi har aldrig været en amerikansk vasal.
Nok har hans politik ændret sig gennem årene og er blevet mere forsonlig over for Vesten, især efter 2003, hvor FN’s sanktioner mod Libyen blev ophævet, og den libyske økonomi som »betaling« åbnedes op for udenlandsk kapital, ikke mindst fra EU.
Men denne ændring skal blandt andet ses i lyset af den skæbne, som Saddam Husseins antiimperialistiske Irak led i 2003.
De kapitalistiske reformer har dog mødt modstand internt. For eksempel afsatte det libyske parlament i 2006 den reformvenlige økonom Shokri Ghanem, der i 2003 var blevet ministerpræsident og havde gennemført en række privatiseringer og sat statstilskuddene til el og benzin ned.
Grundlæggende set har Libyen kunnet gå sin egen vej, siden Gadaffi og co. i 1969 styrtede det provestlige marionetkongedømme under kong Idris 1.
Gadaffis Libyen
Gadaffis 40 år i spidsen for Den Grønne Revolution med »islamisk socialisme« har resulteret i en afrikansk-arabisk, statskapitalistisk velfærdsstat med en stor og stadig dominerende offentlig sektor, gratis skolegang og sundhedsvæsen, billige boliger, tilskud til mange fødevarer og serviceydelser, en middellevetid på over 75 år, kønnenes lighed for loven og kvindens deltagelse i samfundslivet.
Den økonomiske krise har dog også påvirket Libyen og sendt arbejdsløsheden i vejret, især blandt unge. Det er i denne krisesituation og under påvirkning fra de igangværende opstande i Mellemøsten, at reaktionære kræfter i og uden for Libyen vejrer morgenluft.
Men hvem er så den opposition, der startede sit oprør i Benghazi?
Libyens andenstørste by er metropolen i landets østlige del, hvor størstedelen af Libyens olie og vigtigste olierørledninger findes. Området har traditionelt været en højborg for Sanusiya-ordenen, hvorfra kong Idris 1. stammede, og var derfor privilegeret under kongedømmet.
Det er således ikke tilfældigt, at det er monarkiets sort-rød-grønne flag, som de oppositionelle hejser. De har nu dannet Det Nationale Libyske Råd, hvis leder er Mustafa Abdel Jalil, der – selvom han indtil for to uger siden var justitsminister i den libyske regering – nu er sprunget ud som »den store demokrat«.
det nationale råd
Rådet har afvist alle forhandlinger med Libyens regering, udnævnt sig selv til »Libyens eneste repræsentant« og tilskyndet til fremmed indblanding. Eksempelvis støtter rådet oprettelsen af en flyveforbudszone i Libyen, hvilket – for at oprette denne – er ensbetydende med et militært angreb.
Om et sådant sagde rådets talsmand, Abdel-Hafidh Ghoga, til The New York Times den 1. marts: »Hvis det er med FN, er det ikke en udenlandsk intervention.«
At opfordre til militært angreb på sit eget land, der ikke er aggressor, er landsforræderi uanset FN’s Sikkerhedsråd.
At ville blive bragt til magten via USA’s bombeterror viser dels, at oppositionen ikke er sikker på at kunne slå Gadaffi og hans støtter alene, og dels, at dens opfattelse af demokrati rimer på udenlandsk aggression og indblanding.
Hvad det ender i, kan ses i Irak i dag, hvor vestlige olierøvere og irakiske quislinge i et skindemokrati scorer kassen, mens det irakiske folk sammen med sin selvstændighed har mistet den sociale tryghed.
Gadaffi forsvarer Libyens selvstændighed og dermed frihed imod en indenlandsk kontrarevolution, hvor landsforrædere konspirerer med USA-imperialismen.
Han og Libyens patrioter fortjener støtte i denne forsvarskamp.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
