Jeg er ikke enig med Kirsten Skovbo i, at vi skal oprette endnu en bureaukratisk instans, når vi i forvejen har et velfungerende system.

af socialminister Benedikte Kiær

I denne avis den 1. marts kritiserede Kirsten Skovbo fra Højbjerg, at vi i Danmark ikke har en børneombudsmand. Det er rigtigt, at vi ikke har en instans, som vi kalder sådan, men det er langt fra korrekt, at vi ikke har et sikkerhedsnet, som varetager børns rettigheder.

For det første har vi Ankestyrelsen, der kan gå ind i sager om børn, som svigtes, og samtidig kan kigge kommunerne efter i sømmene i de sager, hvor man finder fejl i sagsbehandlingen.

Desuden har vi Folketingets Ombudsmand, som børn også kan henvende sig til. Og så har vi Børnerådet, som hjælper børnene med at tale deres sag. Børnerådet har en vigtig funktion, dels med at udbrede kendskabet til Børnekonventionen og dels med at sikre, at børn og unge kender deres rettigheder.

Jeg er helt enig med Kirsten Skovbo i, at det er meget vigtigt, at anbragte børn får lov at se deres familie og være sammen med deres søskende. Derfor har anbragte børn med Barnets Reform, som netop er trådt i kraft, også fået ret til samvær med familie og netværk.

Desuden er det skrevet tydeligt ind i Serviceloven, at søskende så vidt muligt skal anbringes sammen. Hvis der skulle være kommuner, som ikke overholder loven, har vi netop Ankestyrelsen til at gå sagen efter.

Kirsten Skovbo henviser til FN’s Børnekomités anbefalinger, da Danmark i januar blev eksamineret i børns rettigheder. Komiteen roste faktisk mange af de initiativer, som regeringen står bag, herunder Barnets Reform, der på en række områder markant styrker indsatsen for udsatte børn og unge.

Komiteen kom ganske rigtigt også med en række anbefalinger, som jeg er meget glad for, fordi de kan give inspiration til, hvordan vi kan gøre Danmarks indsats for børn endnu bedre. Men jeg er ikke enig med Kirsten Skovbo i, at vi skal oprette endnu en bureaukratisk instans, når vi i forvejen har et velfungerende system.

Det centrale er, at børn kender deres rettigheder og ved, hvor de kan få hjælp – og selvfølgelig, at de får den rette hjælp. Det er netop her: i kommunikationen af børns muligheder og klageadgange, vi kan blive bedre – og derfor har jeg også sat et arbejde i gang om netop det.