02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fuld opbakning til Prosa i konflikten mod CSC

Fuld opbakning til Prosa i konflikten mod CSC

Fredag, 11. marts, 2011, 10:54:56

I mange år har det været normen, at multinationale har indgået overenskomster, når de etablerede sig på det danske arbejdsmarked. Det er det mønster, CSC vil have brudt.

Udtalelsefra Enhedslistens faglige landsudvalg

Enhedslistens faglige landsudvalg opfordrer Enhedslistens medlemmer og fagbevægelsen til solidarisk opbakning bag de lockoutede på CSC og Prosa, deres fagforening.

CSC er Danmarks næststørste leverandør af it-løsninger med en omsætning på 3,6 milliarder kroner. Blandt kunderne er politiet, SKAT, CPR-registret og mange andre offentlige instanser, samt private firmaer som SAS og TDC.

CSC, der er en del af en amerikansk baseret multinational koncern, var sidste år i mediernes søgelys på grund af omfattende underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Den sag er indbragt for domstolene.

csc’s krav

I to år har CSC forhalet forhandlingerne om fornyelse af lokaloverenskomsten for 700 medlemmer af Prosa. Firmaets krav har blandt andet været:

* Væk med tryghedsaftalen, der sikrer længere opsigelsesvarsel og mulighed for opkvalificering

* Bortfald af lønskala og automatisk lønregulering – indførelse af individuel lønfastsættelse

* Indførelse af funktionsløn med arbejde i op til 45 timer i gennemsnit over otte uger uden kompensation

* Lønreduktion med 10 procent· Øget effektiv arbejdstid, afspejlet i krav om forringelser omkring frokostpause, seniorordning, fridage, kompensationer med videre.

* Hertil kommer en række krav, som skal svække fagforeningens mulighed for kontrol med, at overenskomsten overholdes.

Prosa har beregnet CSC’s krav til at udgøre en reallønsnedgang på i alt 30 procent. På trods af Prosas accept af en mindre reallønsnedgang har CSC lockoutet 120 af Prosas medlemmer og truer med massiv outsourcing af arbejdspladser.

Prosa har varslet strejke for yderligere 40 it-arbejdere og opsagt en fredsaftale, så strejken kan udvides den 1. juni.

I mange år har det været normen, at multinationale har indgået overenskomster, når de etablerede sig på det danske arbejdsmarked – også selv om de har været kendt som notorisk fagforeningsfjendske i deres hjemlande.

Det er det mønster, CSC vil have brudt. Koncernen sigter benhårdt efter at afvikle en god overenskomst og smadre fagforeningens styrkeposition.

principiel konflikt

Det er heri konfliktens principielle betydning ligger. En sejr for CSC vil åbne vejen for tilsvarende angreb på de faglige organisationer i andre multinationale koncerner i Danmark.

Derfor er det afgørende, at LO, FTF og AC støtter Prosa i kampen mod konfliktramt arbejde, som CSC har indgået aftale om med andre it-virksomheder, blandt andet Miracle. Fagbevægelsen må forberede sig på sympatikonflikter.

Enhedslistens faglige landsudvalg opfordrer til, at der udarbejdes støttereklæringer i fagforeninger og fra arbejdspladsklubber og til aktiv deltagelse i det strejkestøttearbejde, som Prosa organiserer.

Prosas støttearbejde kan kontaktes her:

Bjarke Friborg, bfr@prosa.dk

Mikkel Nonboe, mno@prosa.dk

4231 8289

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2011 - 10:54   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser