Lokalbefolkningen efterlades uden subsistensmidler og er truet direkte på overlevelsen.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

»Landgrabbing« – under denne overskrift har seneste nummer af Folkekirkens Nødhjælps magasin en vigtig artikel om et af kapitalismens mest ulækre nyere udviklingstræk – nemlig spekulationen i fødevareknapheden, hvis konsekvenser allerede trækker sine katastrofespor gennem mange af klodens fattigste lande.

Landgrabbing handler om at sikre sig kontrollen med verdens fødevareproduktion ved at sikre sig den eksklusive ejendomsret til den jord, hvorpå fødevarerne produceres. De kapitalstærkeste er begyndt at konkurrere om kontrollen med verdens fødevareproduktion, fordi befolkningstilvæksten alle andre faktorer lige tegner til at overhale fødevareproduktionen ganske kraftigt i de kommende år. (Vi vil være ni en halv milliard i 2050).

Det er enhver kapitalists mest elementære børnelærdom, at noget, som der er knaphed på, på det vil priserne også stige. Det er desuden mange kapitalisters dybeste lidenskab at hengive sig til skrupelløs spekulation. Og det er dem, der følger denne lidenskab bedst, der bliver de største og mest magtfulde kapitalister. Så derfor er der gået spekulation blandt storkapitalister i at tilegne sig de fattigste og mest forsvarsløse landes landbrugsjord.

Spekulationen udvikler sig især eksplosivt, fordi nye investorer er kommet til. Det drejer sig om oliemilliarder fra Saudiarabien, De forenede arabiske Emirater og Qatar samt om fremstormende ny kapitalistiske vækstøkonomier som Kina, Sydkorea og Indien.

Artikelforfatteren skriver, at det, som karakteriserer disse lande, er, at de helt basalt mangler landbrugsjord og derfor frygter konsekvenserne af fremtidige fødevarekriser som den, vi så i 2007-08.

Det er enten deres befolkningers overlevelse eller også de fattigste landes befolkningers. Men derudover er der naturligvis også investorerne fra traditionelle højtindustrialiserede centre som EU og USA. Deres motiv er ofte det endnu mere kyniske at sikre sig områderne til produktion af biobrændsel, så de kan blive ved med at have brændstof til deres biler, mens de fattige langt væk i Afrika dør af sult.

Ofrene for denne spekulation i landbrugsjord er – naturligvis – de fattigste og kapitalistisk set dårligst organiserede lande.

Artiklen nævner Etiopien, Madagascar, Sudan, Tanzania, Mali, Mozambique, Uganda og DR-Congo som topscorere, men også fra Sydøstasiens fattigste økonomier som for eksempel Cambodja nævnes som eksempler på steder, hvor de multinationales opkøb af jord, som de lokale fattige bønder har levet af og betragtet som deres, til specialproduktion af det internationale markeds mest efterspurgte varer forårsager mange konflikter.

Lokalbefolkningen efterlades uden subsistensmidler og er truet direkte på overlevelsen.

Problemet i alle disse lande er den diffuse ejendomsret til jorden, som er almindelig i samfund, der endnu ikke er totalgennemtrængt af kapitalismen. Mange steder er det mangetydigt, hvordan det egentlig forholder sig med ejendomsretten, sådan som det i øvrigt også var her i Europa omkring den tid, hvor middelalderens feudale strukturer gik i opløsning og bukkede under for fremstormende kapitalisme.

Staterne, som jo selv definerer lovene, har oftest den formelt-juridiske ejendomsret, der gør dem i stand til at tage beslutningen om salg. Men de lokale bønder betragter jorden som deres, fordi det er dem, der har dyrket den og overlevet i kraft af denne brugsret.

I princippet skulle salget måske kunne komme udviklingslandene til gode. Det er trods alt penge, der investeres. Men i realiteten sker det modsatte. For mange af pengene fra jordsalget forbliver indenfor magthavernes egne cirkler.

Store befolkningsgrupper mister kontrollen over de ressourcer, der skulle sikre deres overlevelse, og kun en brøkdel af dem kan forvente at genvinde subsistensmuligheder som lønarbejdere, eller hvad der ofte bedre kan karakteriseres som slaver under de ny herrer.

Og der er jo også befolkningstilvækst i de fattigste lande, de havde i høj grad selv brug for, hvad der kunne produceres på de marker, der nu kommer verdensmarkedet til gavn.

Hvis man har læst lidt historie, er det svært at lade være med at sammenligne med det, der skete i England i 1600-tallet omkring ved den tid, som de fleste historikere regner for kapitalismens fødselsår. Her efterspurgte et stærkt voksende europæisk marked, beriget af ædelmetaller røvet i den nye verden, uld til tekstilproduktion.

Det gav anledning til den såkaldte enclosure-bevægelse (indhegningsbe­vægelse), hvor opkommende handelskapitalister systematisk opkøbte og indhegnede store områder til fåreavl, som tidligere havde tilhørt kronen, men som også blev brugt af den fattigste del af landbefolkningen til produktion af de for overlevelsen nødvendige fødemidler.

Enclosure gav anledning til en del social uro. Og republikaneren Cromwell, der var kommet til magten ved at halshugge en konge og havde mange fattiges tillid, vidste en tid ikke, hvilket ben han skulle stå på. Men han endte med at sætte soldater ind mod de fattige.

Måske var det derfor, hans republik i længden ikke kunne holde. I hvert fald var det på den måde, der skabtes den hær af besiddelsesløse, desperate mennesker, parate til hvad som helst for overlevelsen, som med deres lidelser, afsavn og tidlige død i manufakturer og miner betalte for, at den rå kapitalisme kunne ophobe rigdomme og investeringsmidler nok til at komme i gang.

Kynismen er ikke blevet mindre siden dengang. De fattige lande må forsvare sig imod dette. Først og fremmest må deres regeringer holde op med at sælge ud af jorden. Det er muligt, regeringerne ikke vil det. Det kan godt være, de hellere vil tisse i bukserne for at få varmen i dag end bekymre sig om fattigfolks overlevelse i morgen.

Men så må de fattige vælte regeringerne og danne deres egen statsmagt.