Efter at alt andet som økonomi, uddannelse, kultur og krige synes at være faldet til jorden for regeringen, trækker Løkke igen jokeren – »de fremmede«.

I skrivende stund er stormen på vej ind over landet. Der skal noget til for at flytte foråret 400 km mod nord. Når du læser dette, er det nået frem. Så er det snart tid til at smøge ærmerne op i mere en én forstand.

Forleden fik vi skiftet ud i regeringen. Ikke de store ting. Den borgerlige administration kører videre som hidtil og uddyber lavtrykket. »Jeg har ikke valgt Søren Pind som integrationsminister for at lægge låg på integrationsdebatten«, sagde statsministeren, da han præsenterede sin ny integrationsminister.

Løkke får noget for pengene. Efter at alt andet som økonomi, uddannelse, kultur og krige synes at være faldet til jorden, trækker Løkke igen jokeren – »de fremmede«.

Søren Pind kom med den i sandhed bemærkelsesværdige udtalelse for en integrationsminister: »Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation.«

Søren Pind er blevet dobbeltminister, for han beholder sit hidtidige ministerium og får titel af udviklings- og integrationsminister. Eller assimilationsminister, som han vil præsentere sig som fremover. Ifølge ham selv står han med en voldsom opgave foran sig. For som han siger: »I mine øjne er multikultur, og de spor, det trækker efter sig, ved at få det hele til at krakelere – og det vil jeg bekæmpe alt, hvad jeg kan«.

Det må alt i alt siges at være en voldsom melding til »de fremmede«.

Den inkonsekvente nationalisering

Om begreberne: Integration betyder, at forskelle kan opretholdes, men at alle fungerer i samfundet, i dets økonomi, kultur og uddannelse. Assimilation betyder, at de fremmede opløser sig og bliver lige som dem, der kaldes »os danske«.

Pind ser sig selv om kernedansker, som en kvist på en tusindårig gammel eg der har sine rødder langt nede gennem laget af muld, orme, grundvand, grundfjeld – dybt, dybt forankrede rødder. De er så forædlede, så fine og sårbare, at prinsessen på ærten fremstår som en forhærdet og hårdhudet kvinde ved siden af den usigeligt tyndskindede, skrøbelige og lad os bare sige – indtørrede pind.

Hvis de fremmede ikke bliver som os – og det i en fart – så krakelerer det hele!

Det er jo en spidsborgerlig tanke, at samfund blot handler om konkurrencevilkår for virksomhederne og assimilation for kulturen. For dem fører det multikulturelle til opløsning og i sidste ende underkastelse. Hvis Pind brugte den samme logik på erhvervslivet som kulturen, ville han nationalisere hele butikken.

Det kulturelle og det sociale

Nu er det jo ikke sådan, at alt det, Pind peger på som det forkerte, er det rigtige. Kultur er vigtigt og der er forskellige på kulturer. Det er fint og frugtbart. Men der er sørme også et socialt spørgsmål – klassedeling.

Det er indlysende, at mange af de fremmede, som hører til de lavest betalte på arbejdsmarkedet, lever i en anden social virkelighed, end Pind gør. Det gælder også for de fastboende gennem slægtled, som lever under sammen vilkår. De sociale vilkår binder folk sammen. Det er jo det, der er sket i Mellemøsten i de sidste par måneder.

Men det er lige så klart, at kultur – og religion som en del af kulturen – er yndede midler til at skabe splid. Skabe opløsning, mismod, irrationelle handlinger, dumhed og så videre.

Ved at trække det kulturelle kort og smække det på bordet foran »de fremmede« tror regeringen, at den kan skabe et flertal bag den borgerlige regering.

Løsningen er den modsatte af Pinds: Nationaliser erhvervslivet og lad kulturerne blomstre. Lad det bliver forår og lad egen springe ud.