Krigen i Libyen er blodig, men hvis USA og EU får lov at blande sig direkte, vil lidelserne fortsætte endeløst. Befolkningen vil komme fra asken til ilden. Det libyske folk vil hverken få fred eller den frihed, det med rette ønsker.
af Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
Da oprøret bredte sig hen over landene i Nordafrika, kom dets styrke og kraft, som en overraskelse for USA og dets allierede i EU.
På overfladen kunne det ligne et lyn fra en klar himmel. Medierne i den vestlige verden beskæftiger sig normalt ikke med de mange millioner af fattige mennesker i Mellemøsten og det nordlige Afrika. De kommer ikke i tv, uanset hvor meget de er plaget af arbejdsløshed, ekstrem fattigdom eller sult. I hele Nordafrika har demokrati og arbejderklassens faglige og politiske rettigheder været afskaffet ved dekret. Ikke i et, fem eller ti år men i årtier. Det har ikke givet hverken magthaverne i Vesten eller chefredaktørerne søvnløse nætter.
De imperialistiske lande har i de seneste årtier ikke brugt et eneste sekund på at bekymre sig om, hvor mange mennesker der sad fængslet, eller hvor mange partier der var forbudt, hvor mange strejker der blev undertrykt med knipler, tåregas og mord.
Da diktatorerne begyndte at falde tav vestmagterne i første omgang, men de satte sig hurtigt i bevægelse for at forhindre at deres egne interesser ville forsvinde sammen med diktatorerne. Dansk Industri råbte på stabilitet, ikke på demokrati og frihed.
De danske monopolers interesser er i Mellemøstens havne og oliekilder, salget af fetaost osv. Det er den virkelige bekymring i magtens korridorer fra Dansk Industri til A.P.Møller-Mærks hovedkontor på Esplanaden.
De danske monopolers interesser er i Mellemøstens havne og oliekilder, salget af fetaost osv. Det er den virkelige bekymring i magtens korridorer fra Dansk Industri til A.P.Møller-Mærks hovedkontor på Esplanaden. De er ikke just kendt for at bekymre sig om arbejdernes ret til faglig organisering eller for den sags skyld et folks ret til at nyde fordelene af landets naturrigdomme.
Despoternes gode venner
Den vestlige verden har opbygget solide forbindelser med despoter af enhver slags. De har hængt medaljer om halsen på diktatorer og bødler og lovprist dem, fordi de sikrede stabiliteten i en region, hvor verdens største oliekilder findes lige under ørkensandet. De solgte despoterne våben uden at blinke, så længe oliehanerne var åbne og Israel ikke blev udfordret. De gav tyrannerne kindkys så længe de nordafrikanske lande forhindrede strømmen af fattige flygtninge fra Afrika til lande i EU. De holdt pæne skåltaler for de korrupte, griske og enevældige, så længe de underskrev handelsaftaler, der kunne cementere det ulige bytteforhold, der holder Nordafrika på plads i lænkerne, som EU’s baggård og hjemsted for et utal af amerikanske baser.
Sådan har det været siden det store osmanniske rige gik i opløsning og de større europæiske kolonimagter rykkede ind og trak landegrænserne med en lineal. Med den velkendte del og hersk-politik holdt man regionen i et jerngreb. Den lovede selvstændighed efter Første Verdenskrig blev erstattet af en brutal kolonisering. Efter Anden Verdenskrig, gentog historien sig. Som salt i såret blev staten Israel oprettet lige midt i Palæstina.
Hvert enkelt af alle landene i Nordafrika har sin egen smertefulde historie om undertrykkelse og fattigdom, men også om kampe og sejre mod imperialismen og deres lokale lakajer.
Hvert enkelt af alle landene i Nordafrika har sin egen smertefulde historie om undertrykkelse og fattigdom, men også om kampe og sejre mod imperialismen og deres lokale lakajer. I de seneste uger har mediernes øjne været fokuseret på begivenhederne i Libyen. Skridt for skridt er banen kridtet op til endnu et militært angreb på Libyen - med eller uden FN-mandat. Denne gang med det formål at styrte præsident Gadaffi, som ellers længe har været taget til nåde af magthaverne i Vesten.
Både EU og USA har fra første færd haft tætte kontakter med oprørernes ledelse i Libyen. Hvis man ser på personkredsen i det Nationale Libyske Råd (NLR) har den været en integreret del af den herskende klike i Libyen indtil de udråbte det Nationale Libyske Råd i Benghazi og hejste deres flag over byen. Ikke Libyens flag, men flaget som blev brugt af den tidligere libyske konge.
Franske, britiske og amerikanske diplomater har med deres velkendte metoder - der omfatter alle våbenarter - stimuleret og pustet til modsætningerne i Libyen.
Det Nationale Libyske Råd blev i denne uge budt velkommen i EU-parlamentet. Som det første land anerkendte Frankrig rådet som den eneste legitime repræsentant for Libyens folk.
Imens lægges kortene til rette for at skabe international støtte til militære aktioner mod Libyen, måske i form af et flyveforbud.
Uenighed i Sikkerhedsrådet
I torsdags enedes NATO om at optrappe deres tilstedeværelse i Middelhavet og øge overvågningen af luftrummet over Libyen. Formålet er naturligvis at undgå at vestmagternes nye allierede i Benghazi løbes over ende af den libyske hær. Men der ses også en vis tøven i vestmagternes optræden. Det skyldes naturligvis, at man i både USA og EU frygter, at endnu et amerikansk angreb mod et arabisk land, kan optænde en folkestemning i hele den arabiske verden, der kan true imperialismens interesser. Derfor leder både USA og EU desperat efter figenblade, som kan legitimere det militære angreb, som de så inderligt ønsker at igangsætte.
Krig er en beskidt affære og civilbefolkningen betaler den højeste pris. Sådan er det også i Libyen i dag. Det er bemærkelsesværdigt at en lang række lande advarer mod at blande sig i Libyens indre anliggender og ikke mindst at bruge militær magt. Foreløbigt har både Kina, Rusland, Indien, Brasilien og Sydafrika afvist Vestens planer om at bruge FN’s navn til en militær aktion mod Libyen.
Venezuelas præsident Chávez har, i spidsen for ALBA-landene, foreslået en international mægling, for at bringe kampene til afslutning. Uden at blinke blev det afvist fnysende i Washington og EU. Her satser man åbenlyst på, at situationen i Libyen kan udvikle sig på en sådan måde, at de kan få kontrollen over Libyens olie og store vandressourcer.
Danmark igen i krig?
Hele det borgerlige Danmark står sammen bag ideen om en militæraktion mod Libyen, med støtte af både Socialdemokratiet og SF. SF kræver dog at aktionen er »funderet i FN«, enten gennem en beslutning i Sikkerhedsrådet eller med afsæt i et FN-dokument fra 2005 - Responcibility to protect. Denne aftale forpligter verdens lande til at beskytte et folk mod folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Jeg har også med stor undren i de seneste dage læst, at også ledende medlemmer af Enhedslisten på medieportalen Modkraft ikke udelukker, at de vil støtte en militæraktion mod Libyen. Pelle Dragsted skriver således, at en mulig invasion - hvis blot den forankres i FN - i yderste ende kan blive »den mindst ringe løsning«. Og, tilføjer han, »en intervention kan kun komme på tale som reaktion overfor et reelt folkemord - og den skal garantere Libyens efterfølgende suverænitet.«
Jeg ved ikke, hvad det er for en planet Pelle Dragsted befinder sig på.
Krige ledet af USA - med eller uden FN mandat - har aldrig været, den mindst ringe løsning. Der findes ikke eneste tilfælde, hvor en USA-ledt militær aktion eller krig har sikret et land national suverænitet.
Krige ledet af USA - med eller uden FN mandat - har aldrig været, den mindst ringe løsning. Der findes ikke eneste tilfælde, hvor en USA-ledt militær aktion eller krig har sikret et land national suverænitet.
I Irak startede det med økonomiske sanktioner og et flyveforbud, som »den mindst ringe løsning«, for at vælte Saddam Hussein. Det kostede over en millioner civile irakere livet. I Afghanistan dræbes civile dagligt af de udenlandske militære styrker. Det lovede demokrati kom hverken til Irak eller Afghanistan.
Med det nuværende styrkeforhold i verden, er det ikke bare naivt men politisk tåbeligt at give imperialismen en lillefinger. Det er jo netop Libyens suverænitet USA vil krænke, ellers havde man nok arbejdet for at støtte en mægling.
Krigen i Libyen er blodig, men hvis USA og EU får lov at blande sig direkte, vil lidelserne fortsætte endeløst. Befolkningen vil komme fra asken til ilden. Det libyske folk vil hverken få fred eller den frihed, det med rette ønsker.
Det er umuligt fra Danmark at vurdere, hvor mange der er dræbt i Libyen, men det er mit klare indtryk at tabstallene pustes op, netop for at bane vejen for et vestligt angreb mod Libyen. Sporene fra løgnene ved Irak-krigens begyndelse burde skræmme.
Den manipulerede virkelighed
Hvorfor krævede ingen flyveforbud over Gaza, da Israel dræbte 1500 civile i Gaza for mindre end halvandet år siden? Hvorfor kræver ingen flyveforbud i Colombia, hvor regeringen og bevæbnede terrorgrupper har myrdet en endeløs række af uskyldige civile?
I Palæstina, og Colombia føres der kamp mod uretten, også væbnet kamp. Det kalder magthaverne og deres vestlige allierede for terrorisme. I Libyen omfavner imperialismen det Nationale Libyske Råd, som forsøger at omstyrte landets regering med væbnet magt. Lige som i Egypten spiller imperialismen på flere heste i et forsøg på at kvæle et folkeligt oprør, som vil kunne true deres interesser på både kort og lang sigt.
I alle de krige og borgerkrige som kæmpes i dag, er imperialismen aktive på mindst den ene side. At vælge imperialismens side kan aldrig være det mindste onde.
Hvorfor kræver USA og EU ingen aktioner mod Mexico, hvor 12.000 er dræbt alene i år? Hvorfor er der ingen, der griber ind for at beskytte de titusinder af børn, som årligt dør i Afrika af sygdomme, som kunne kureres med under en dollar. Alle disse og millioner af andre civile menneskers død og lidelser nævnes kun sporadisk i den bedste sendetid. Ingen bekymrer sig over den milliard mennesker, som går sultne i seng hver eneste dag. Ingen stiller spekulanterne til ansvar og rykker kapitalismens ofre til undsætning.
EU og USA kæmper for at slukke et folkeligt oprør.
Lige nu har imperialismen udpeget Libyen som det næste land, der skal på slagtebænken. Det må ikke ske.
Der er brug for en global front imod imperialismen og kapitalismens barbari. I alle de krige og borgerkrige som kæmpes i dag, er imperialismen aktive på mindst den ene side. Samtidigt har imperialismen og den brutale udplyndring af mennesker og natur flere civiles liv på samvittigheden end alverdens krige til sammen.
At vælge imperialismens side kan aldrig være det mindste onde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
