01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Europagten er værre end euroen

Europagten er værre end euroen

Torsdag, 17. marts, 2011, 10:30:26

I stedet for at binde os yderligere til euroen skal vi udnytte situationen til at frigøre os fra EU’s snævre bindinger på vores økonomiske frihed.

af Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten, Aalborg

Tilslutning til den såkaldte europagt vil reducere Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik endnu mere, end den ville være blevet det ved en tidligere overgang til euroen.

Europagten skal ses i sammenhæng med de øvrige opstramninger, der er på vej i EU. Der vil komme klare krav om lavere lønstigninger, senere pensionsalder, et dårligere dagpengesystem og mindre offentlig velfærd.

Konsekvensen af ikke at rette sig efter disse krav vil være, at Danmark bliver frataget indtægter fra EU, der nøje svarer til de bøder, eurolandene vil blive idømt.

Det er derfor grotesk, at man nu vil tvinge en stillingtagen til deltagelse i europagten igennem i Danmark på 14 dage.

Konsekvenserne af en tilslutning til europagten vil være så omfattende, at alle, der tager befolkningens gentagne afvisning af euroen alvorligt, må gå sammen om at kræve tid til en grundig debat og en folkeafstemning om denne.

I stedet for at binde os yderligere til euroen skal vi udnytte situationen til at frigøre os fra de snævre bindinger på vores økonomiske frihed, som EU allerede i dag har spundet os ind i.

Det vil give et nyt flertal langt bedre muligheder for at gennemføre et klart opgør med VK-regeringens borgerlige økonomiske politik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2011 - 10:30   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev