I mine unge dage var det utænkeligt, at vi støbte i sådan et vejr.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Der er ikke meget sjov ved at være jord- og beton’er mere!

Skriver jeg efter en dag i næsten uafbrudt regn og slud, hvor vi holdt store støbedag og støbte kappe på en motorvejsbro i lavabeton, en tynd flade på mellem fire og én meters bredde over et stræk på 120 meter og med et fald på vel cirka 20 til 40 promille over hele strækket.

For lige at forklare lidt om det hasarderede i projektet: Lavabeton er en beton, der takket være en tilsætning af kemikalier, hvis nærmere beskaffenhed jeg ikke kender, flyder særlig godt og derfor ikke skal vibreres. Man skal kun påvirke den ganske lidt, for eksempel med en asfaltrager, men bedst med et stykke kloakrør på et langt skaft, så jævner den sig selv ud til en fuldstændig vandret flade.

Nu var det ikke en vandret flade, vi skulle støbe, det var en flade med fald på. Og det var pladdervejr, det stod ned i stænger med isvand. Og beton i pladdervejr bliver ikke just mindre flydende end beton i tørvejr. Så det var ikke nemt.

  Det var hårdt. Jeg trak af med en retskinne sammen med en makker, vi kravlede på hver sin side af fladen. Man blev sjaskvåd af det, og betonpladder kravlede langsomt op ad arbejdstøjet, som pladder nu engang uundgåeligt gør, når man arbejder i det. Til sidst ender det i armhulerne.

Fordi det var så hårdt arbejde, tænkte man ikke meget over det. På et tidspunkt havde jeg hænderne ude af gummihandskerne, jeg har vel skullet snyde dryptud eller noget, og jeg bemærkede så ikke, at lidt beton slap med ind i handsken.

Hvad jeg heller ikke bemærkede, var, at mit ene knæ, som jeg lejlighedsvis hvilte på kantbegrænsningen, blev fuldstændig gennemblødt af betonpladder. Eller jeg bemærkede det ikke, mens vi arbejdede. Da vi var færdige med at arbejde, bemærkede jeg det.

Betonen havde ætset den tynde hud væk på både mit knæ og på flere fingre på min højre hånd. Nu går der sjældent betændelse i sådanne ætsesår efter beton og mørtel, og de heler ret hurtigt. Men irriterende er det at løbe rundt med, og som sagt ved jeg ikke, hvad det er for kemikalier, de putter i lavabeton.

Så til fyraften var jeg godt sur. I mine unge dage var det utænkeligt, at vi støbte i sådan et vejr. Vi kørte hjem og holdt vejrlig, om det så blot var for en time sidst på dagen, og så fik vi vejrliget betalt over fagforeningen. Det var noget med at stå i kø i to timer for at få penge udbetalt for én og drikke bajere for fire timelønninger, mens man stod i køen. Det var ren tilsætning, så det var en god ordning!

Nej, alvorlig talt, især når man tænker lidt tilbage over éns efterhånden mange år i branchen, så er det kun blevet mere og mere menneskeligt fornedrende, hvad vi må finde os i.

Jeg var første gang beton’er i Aarhus i begyndelsen af halvfjerdserne. Vi holdt vejrlig selv i bygevejr. I slutningen af halvfjerdserne kan jeg huske, at jeg diskuterede med vores socialdemokratiske fagforeningsformand, om det var tænkeligt, at vi nogensinde ville miste vejrligsreglerne.

Han var så sikker på, at det var et fuldstændig fast funderet velfærdsgode, som han og hans parti havde skaffet os, som vi aldrig kunne miste igen, og jeg var bare en ung venstreorienteret katastrofe-prædikant. Hvor er vejrligsreglerne i dag?

Og pengene: Vi gik til 17,50 kroner i timen i begyndelsen af halvfjerdserne. Reallønnen efter skat er nok ikke steget det store siden. Det er da gået lidt frem og tilbage med den nominelle timeløn alt efter, hvilket arbejde man lige kunne finde.

Men når man tager de ti gange så høje nominelle timelønninger i dag i betragtning, kan de fleste nok regne ud, at helhedsbilledet er, at vi jævnt hen har fået flere og flere kroner i løn. Og det med, at firmaerne sådan som generelt krav forlanger af deres arbejdsfolk, at vi går ned i nominel løn, det har jeg altså aldrig været ude for før.

Det er ikke så meget selve pengene, jo selvfølgelig er det også det, for man står jo og mangler dem. Men det er mindst lige så meget det fornedrende i selve deres magtdemonstration: Se, hvad vi kan slippe af sted med at gøre imod jer, og I finder jer i det! siger de til os i vore drømme og hånlér hele vejen til banken.

Og så kommer det krav om lønnedgang lige oven i, at vores afdeling af firmaet midt i byggekrisen offentliggør et rigtig godt regnskab med fastholdelse af omsætningen i kroner og øre trods halvering af antallet af timelønsansatte og en efter danske forhold rekordgod forrentning af investeringerne.

Inde bag de lakerede borde har de åbenbart tænkt så langt, at selv for os uoplyste kulier kunne dette se en anelse mærkeligt ud. Så firmaets økonom var ude i firmabladet med en pædagogisk artikel om hans for os arbejdsfolk så svært forståelige fag:

Hvis ikke firmaet evnede en god forrentning, flyttede aktionærerne deres investeringer. Og så kollapsede firmaet, og der ville blive ikke blot halvt så mange, men simpelthen nul jobs. Og det var jo ikke det, vi ønskede, vel?

Til gengæld belønnede firmaet os alle sammen (bortset fra den halvdel, der var blevet fyret, naturligvis) for den flotte indsats med en kagemedalje. En kage-medalje! Det kan godt være, de kunne have købt mig for en ærlig bajer. Men en kagemedalje…

Det er da også muligt, økonomen har ret i sin betragtning. Men vi producerer jo nok. Firmaet har overskud og kan leve. Og hvis det er det, det handler om: At aktionærerne har ret til kun at lade firmaet leve, hvis vi kulier »belønnes« for gode indsatser med krav om, at vi skal løbe endnu hurtigere for endnu mindre, så er det jo slut med den tid, hvor vi kan klare os blot ved at forlange vores løn ført ajour.

Uanset hvor mange kagemedaljer vi får! Så er vores eneste mulighed for at overleve at forlange en anden grundlov for vores samfund. En grundlov, hvor aktionærer ikke længere har denne ret!