Som socialister og humanister kan vi ikke tillade et nyt Rwanda. Så kan det godt være, at vi for at undgå det er nødt til at acceptere, at det bliver de imperialistiske magter, der griber ind.
af Pelle Dragsted, medlem af Enhedslisten
Jørgen Petersen havde forleden en udmærket klumme i Arbejderen om situationen i Libyen og Vestens hykleriske adfærd. Dog synes jeg, at min ringe person udsættes for en lidt stedmoderlig behandling, når jeg fremstilles som tilhænger af en militær intervention i Libyen på baggrund af et løsrevet citat fra en Modkraft-debat. Jeg vil derfor gerne nuancere min holdning.
Jeg er som udgangspunkt modstander af enhver form for militært angreb i Libyen – herunder en flyveforbudszone, som jo vil indebære militære angreb på libyske lufthavne og militærinstallationer.
Forestil dig for eksempel, at Gadaffi i de kommende dage påbegynder en udrensingskampagne eller at han bruger giftgas-angreb mod Bengazi. Kære Jørgen. Hvordan ville du stille dig i den situation?
Det skyldes ikke mangel på sympati med de libyske oprørere eller nogen som helst sympati med Gadaffis brutale regime.
Men der er ikke hjemmel i FN-pagten for at intervenere, blot fordi man har sympati for den ene side i en konflikt – og det kan skabe en farlig præcedens, hvor NATO eller stærke militærmagter som Kina, kan intervenere for at støtte den ene side i en borgerkrig.
En anden årsag, til at jeg er skeptisk, er, at et vestligt angreb kan få negative konsekvenser for det arabiske forår og tippe sympatien væk fra oprørerne. Fordi Vesten og NATO jo ikke ligefrem er kendt for det gode i regionen.
Endelig mener jeg, at man bør overveje andre måder at støtte de demokratiske kræfter i Libyen. Det kunne være gennem en egentlig blokade af landet, våbenhjælp til oprørerne så de selv kan forsvare sig mod bombardementer etc.
Men Jørgen Petersen har ret i, at jeg mener, at en militær intervention kan komme på tale. Men kun i en ekstrem situation, som en allersidste udvej overfor et egentligt folkemord. Jeg mener ikke, at vi som socialister og humanister kan tillade et nyt Rwanda.
Så kan det godt være, at vi for at undgå det er nødt til at acceptere, at det bliver de imperialistiske magter, der griber ind, men alternativet er langt værre. Nogen gange er der desværre kun dårlige løsninger at vælge i mellem.
Forestil dig for eksempel, at Gadaffi i de kommende dage påbegynder en udrensingskampagne i de områder, han invaderer, hvor oprøererne, deres familier og deres sympatisører massenedskydes, eller at han bruger giftgas-angreb mod Bengazi. Kære Jørgen. Hvordan ville du stille dig i den situation?
Ville du afvise en militær intervention – velvidende, at titusindvis af mennesker ville miste livet?
Eller hvad ville dit alternativ være. Svar udbedes.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
