Der er brug for meget mere omtanke, viden og fakta, inden man kaster sig ud i en endnu en krig, som Folketinget, inklusive venstrefløjen, nu har gjort.

Tegninger: Grete Folman

fra Kommunistisk Parti i Danmark

Ingen anstændige mennesker ønsker at lukke øjnene for massakrer på uskyldige mennesker.

Derfor har en ophidset stemning og en strøm af billedmiks fra borgerkrigen i Libyen gjort det let for såvel den danske som andre såkaldt vestlige regeringer og NATO at få folkelig opslutning til endnu »en humanitær krig« – som i Irak – som i Afghanistan. De to sidstnævnte med kaos, grusom vold og mange døde som resultat.

Men der er brug for meget mere omtanke, viden og fakta, inden man kaster sig ud i en mere eller mindre begejstret opslutning til endnu en krig, som Folketinget, inklusive venstrefløjen, nu har gjort. 

»Pro-demokratiske kræfter«

Med krigserklæringen har man taget stilling for den ene part i en indre borgerkrig. Men det tyder ikke på, at krigsstifterne ved hvem og hvad, de har taget stilling for. 

De lande, der er gået i krig, henholder sig til en flertalsbeslutning i FN’s sikkerhedsråd. Begrundelsen er at sikre civilbefolkningen mod massakre ved at forhindre regeringens flybaserede angreb på oprørsstyrkerne, og for – som det siges af regeringen herhjemme – at støtte de pro-demokratiske kræfter. Hvem er så disse kræfter, oprørerne?

Oppositionen er ikke en enhed. Enheden består alene i at være i opposition mod Gaddafi, og der er store forskelle indbyrdes. Der findes en organiseret opposition og en uorganiseret. Den organiserede ledes af folk højt oppe i hierarkiet.

Nogle af de organiserede oppositionsledere er ikke folkelige ledere, de har ikke været mod tyranni. For eksempel Aref Sharif og Al-Yunis som selv er en del af eliten. Al-Yunis fra Bengasi er (var) indenrigsminister og leder af Libyens specialstyrker, men har nu trukket sig og gået over til oprørsstyrkerne. Aref Sharif er (var) leder af flyvevåbnet.

Det samme gælder for Libyens udsendte i den Arabiske Liga Abdel Al-Honi, som nu fordømmer Gaddafi, men var med i officersgruppen bag kuppet i 1969, der bragte Gadaffi til magten. Al-Honi forsøgte kup mod Gaddafi i 1975 og måtte flygte, men blev benådet og vendte tilbage i 1990.

Deres oprør virker yderst planlagt, og de overtog hurtigt det ubevæbnede folkelige oprør, der startede med demonstrationer, spontane og uorganiserede og inspireret af sociale netværker og nyhederne fra nabolandene.

Fra folkelige demonstrationer ser vi nu en reel borgerkrig, hvor magteliterne slås om magten ud fra forskellige interesser, og hvor de folkelige protester går på deres sociale og demokratiske krav.

Når vi har set de tungt bevæbnede oprørere, handler det ikke om folkelige protester som i for eksempel i Tunesien, Egypten, Bahrain og Yemen, men om en borgerkrig med våben på begge sider, suppleret af en folkelig protest mod en korrupt og udemokratisk elite – repræsenteret på begge sider. 

Den libyske regerings militære fly har traditionelt været franske Mirage fly eller russiske MIG. Efter aftalen mellem Libyen og USA i 2009 blev det USA-materiel som for eksempel F-16 fly.

Da de folkelige protester startede, strømmede det ind med våben til oppositionen. Et nedskudt jagerfly tilhørte oprørerne. Det er ikke særligt folkeligt at råde over jagerfly.

Som man kan se på de seneste billeder, er det også lykkedes at få flot layoutede bannere på formfuldendt engelsk med foran tv-kameraerne om, at man kæmper for et »vestligt« demokrati. 

Alliancen

Det er vigtigt at bemærke, at der ikke mere kan tales om at »Verdenssamfundet« »griber ind«, sådan som argumentationerne har været ved de andre krige, som Danmark er gået ind i. Det er ikke FN men FN’s Sikkerhedsråd, der har truffet beslutningen, og end ikke der var der enighed.

I EU er det særligt Frankrig, England og Danmark, der har været ivrige for at erklære krig. Flere EU-medlemslande har tilsluttet sig og lægger blandt andet baser til, men heller ikke imellem EU-medlemslandene har der været enighed om at indlede krigen.

Ser vi på »Verdenssamfundet« er krigsmagerne et meget lille mindretal. Der er ikke den ønskede opslutning fra de afrikanske lande, Latinamerika slutter heller ikke op, men har tværtimod meldt sig som mæglere i borgerkrigen. Rusland, Indien, Kina og resten af Asien er heller ikke med.

Statsminister Løkke Rasmussen udtalte, at det berørte ham dybt, at den Arabiske Liga støtter op. Udover Libyen (Al-Honi) består denne liga af lande som kongedømmerne i Saudi Arabien, Bahrain, Jordan, Emiraterne med flere, lande som er dybt udemokratiske. Saudi Arabisk militær hjælper i øjeblikket militæret i Bahrain med at slagte fredelige demonstranter – oprørere – i Bahrain, uden at der lyder et pip fra »det vestlige verdenssamfund«. Det spirende demokratiske Egypten har sagt fra.

Formålet

Hvad det virkelige formål og planerne for angriberne er, kan der kun gisnes om. Alle efterlyser dette, og spørgsmålene er mange. Når der tales om krig mod et olieland, må advarselsklokkerne altid ringe.

Med Gaddafi i spidsen for Libyen har både USA og EU haft store forretningsforbindelser med Libyen især på energiområdet. Gaddafi har dog ikke været til at styre på samme måde, som man kunne styre Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten.

Når der nu tales om, at det nok bliver nødvendigt med landbaseret krig også, vil det være en invasion, der igen betyder, at landet bliver et besat land. Erfaringerne fra de andre krige er, at det vil føre til, at naturressourcerne bliver plyndret, de økonomiske ressourcer bliver privatiseret og kontrolleret af udenlandske selskaber, som i Irak. Det som kaldes »vestligt demokrati«. 

At få væltet Gaddafi og hans sønner er ikke alene løsningen for det libyske folk. Hele hierarkiet i Libyen med dets politiske korruptionskultur må væk fra tronen. Det skal det libyske folk selv kæmpe igennem med solidarisk opbakning fra verdenssamfundets folk. Det var spiren til det, vi så med de første folkelige demonstrationer, som så hurtigt, at det virkede planlagt, blev overtaget af tungt bevæbnede oprørere fra styrets egen elite.