09 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten og Libyen

Enhedslisten og Libyen

Torsdag, 24. marts, 2011, 09:11:55

Når Enhedslisten nu går USA’s ærinde i et forsøg på, at de kan få adgang til landets olie, er det simpelthen for langt ude.

Ib Olsen, Reersø

Jeg har nu i cirka et år været medlem af Enhedslisten og befinder mig ellers godt blandt de lokale medlemmer af partiet i Kalundborg.

Når jeg alligevel nu udmelder mig af partiet, skyldes det Frank Aaens udtalelse om, at Enhedslisten har anmodet regeringen om at sende stingermissiler til oprørerne i Libyen, der slutter festen for mit vedkommende.

Jeg aner ikke om Frank Aaen nogensinde har været i Libyen, men jeg tvivler på det. Jeg har godt nok, før jeg blev dansk statsborger i 1982, besøgt landet flere gange og fik som argentinsk statsborger en hjertelig modtagelse.

Jeg besøgte blandt andet eks-kongens palads, som var blevet omdannet til et stort børnehospital. Jeg har set  Gadaffis residens i Tripoli, det var på størrelse og udsmykning som et almindeligt dansk parcelhus. Jeg har frit kunne rejse rundt i landet, og jeg har set Gadaffi køre alene rundt i en åben sportsvogn i Tripoli.

Når Enhedslisten nu går USA’s ærinde i et forsøg på, at de kan få adgang til landets olie, er det simpelthen for langt ude. Jeg har i det forløbne år måtte sluge endnu en kamel.

Enhedslisten udtaler sig imod FARC’s væbnede kamp i Colombia, og det er forbudt medlemmerne at støtte FARC’s væbnede kamp for et frit Colombia ved at give penge til befrielseskampen. Det kunne jeg dog leve med, idet folkepensionens størrelse her i landet jo ikke tillader, at man bruger penge på det.

Måske bør jeg lige tilføje, at jeg fortsat vil stemme på Enhedslisten, som jo for tiden er det eneste alternativ blandt de forskellige politiske partier i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. mar. 2011 - 09:11   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev